FinansWatch

Topdanmark besætter tom direktørstol

Posten som erhvervs- og industridirektør i Topdanmark har været ledig siden foråret. Nu er afløseren fundet, og han takker blandt andet sin netop overståede MBA og en stædig brochuremand for den nye stilling.

Lars Boch | Foto: PR

Direktørstolen i Topdanmarks forretningsområde Erhverv og Industri har stået tom i godt fire måneder, efter den tidligere direktør Lars Hem Simonsen forlod posten i foråret.

Topdanmarks chef for Erhverv & Industri fratræder 

Nu er afløseren fundet internt i form af 40-årige Lars Boch, der har arbejdet i Topdanmark, siden han begyndte som elev i forsikringskoncernen for 17 år siden.

"Noget af det, der var vigtigt for mig, før jeg sagde ja til jobbet, var, om jeg kunne gøre en positiv forskel. Og det mener jeg, at jeg kan. Især fordi jeg kommer med en ret bred erfaring," siger Lars Boch til FinansWatch.

En MBA har for mig altid stået for noget unikt, og jeg har altid været spændt på, hvad der skulle til for at gennemføre."

Lars Boch
Den brede erfaring kommer dels fra hans seneste stilling som salgsdirektør med ansvar for erhvervskunder i Topdanmarks samarbejde med Danske Bank, Danske Forsikring. Tidligere har han siddet med store erhvervskunder i industriafdelingen.

"På den måde har jeg både siddet i det tekniske bagland, hvor man arbejder med det forsikringstekniske og forretningsudvikling. Og så har jeg senest haft med salg at gøre. Og det giver mig en god forståelse for de mekanismer, der er i forretningen."

Du har været 17 år i Topdanmark. Er du groet fast?

"Det kan måske godt se sådan ud, når man har været et sted 17 år. Men sådan har jeg det slet ikke. Jeg har hele tiden fået nye udfordringer."

Brochuremanden holdt fast

Det er på mange måder tilfældigt, at Lars Boch er landet som direktør i Topdanmark. Han starter karrieren i Forsvaret, hvor han er i et par år, inden han beslutter sig for at finde på noget andet at lave. Han er på det tidspunkt i starten 20’erne og forvilder sig ind på en uddannelsesmesse i Bella Center i København, hvor han mere eller mindre bevidstløst går rundt ved standene og hiver brochurer ned fra hylderne.

"Pludselig var der en, der ikke gav slip på brochuren og spurgte mig, hvad jeg skulle med den. Og det var først der, jeg kiggede op, og det var så Topdanmarks stand, jeg var kommet til. Jeg skrev mig op, og relativt kort efter blev jeg indkaldt til en samtale, og det var det. Så det er en total tilfældighed, at jeg endte i Topdanmark," fortæller Lars Boch.

Siden har han dels arbejdet sig og dels uddannet sig vej frem i Topdanmark. Efter elevtiden tager han en HD og en overbygning i finansiering på CBS. Og senest har han færdiggjort en MBA-uddannelse fra Henley Business School.

"En MBA har for mig altid stået for noget unikt, og jeg har altid været spændt på, hvad der skulle til for at gennemføre. Og da jeg var gået ned af ledervejen, ville jeg gerne have en ekstra dimension til mit lederskab og en bredere forretningsforståelse."

En MBA tager tre år at gennemføre og er ifølge Lars Boch "benhårdt arbejde". Lars Boch afleverede sin hovedopgave i marts i år og i starten af denne måned fik han endelig det svar, han havde håbet på.

"Det er gået rigtig godt," siger han.

MBA gav karriereskub

Hovedopgaven handler om samarbejdet mellem Danske Forsikring og Danske Bank og tager på den måde som alle opgaver i løbet af uddannelsen udgangspunkt i Lars Bochs egen arbejdsplads.

"Det tvang mig ud i nogle kroge af forretningen, hvor jeg ikke havde været før. Og for mig var det rigtig godt, at det var en praktisk uddannelse på den måde, at jeg brugte teorierne direkte i Topdanmark, for det gjorde opgaverne mere meningsfyldte, spændende og værdiskabende for Topdanmark."

Lars Boch har lavet en uddannelsesaftale med Topdanmark, hvor virksomheden betaler for uddannelsen, mens Lars Boch til gengæld har bundet sig til at blive i Topdanmark i mindst tre år efter endt MBA. Hvor meget MBA’en har kostet, holder Topdanmark for sig selv. Men ifølge Henleys hjemmeside koster en MBA i dag knap 400.000 kr.

Er MBA’en skyld i, at du nu har fået din nye stilling?

"Den har i høj grad været medvirkende, tror jeg. Qua min MBA er jeg kommet på lystavlen andre steder i organisationen. Og jeg har også i forbindelse med min MBA mødt nogle mennesker i organisationen, som jeg ellers ikke ville have haft berøringsflade med," siger Lars Boch.

Digitalisering i centrum

Som chef for hele erhvervs- og industriområdet får Lars Boch ansvar for Topdanmarks erhvervskunder, og fordi han har beskæftiget sig med erhvervsforsikringer i alle 17 år i koncernen, har han et godt billede af, hvad det er for et arbejde, han skal i gang med, selvom han kun har siddet i stillingen siden 1. august.

"På erhvervsmarkedet sker der rigtig meget på produktsiden med forsikringer, der dækker en række nyere risici som eksempelvis forsikring mod shitstorms og cyberangreb, fordi erhvervslivet også bekymrer sig om nogle lidt anderledes ting end tidligere. Vi har de seneste år været rigtig gode til hurtigt at lave nye produkter, og den udviklingsparathed i forhold til nye produkter og effektive processer skal vi holde fast i," forklarer han.

Også digitaliseringen kommer til at fylde meget i det nye job.

"Vi kan se, at kunderne efterspørger det. Derfor har vi blandt andet lavet en supplerende onlineplatform, der hedder erhvervsforsikring.dk, hvor vi har lavet en online forsikringspakke, hvor mindre erhvervskunder kan få dækket sine typiske forsikringsbehov," siger Lars Boch og fortsætter:

"Det er også en test af digital parathed hos kunderne. Og indtil videre er læren, at der er en interesse for det, men på erhvervsmarkedet har vi endnu ikke sporet den helt store købsparathed."

Lars Boch forudser dog, at det kun er et spørgsmål om tid, før købsparatheden i stigende grad indfinder sig hos erhvervskunderne.

Privat bor Lars Boch i Allerød med sin kone og parrets to børn, en søn på seks år og en pige på syv år. Han er en høj fyr på knap et par meter, så han er efter eget udsagn gået glip af en ellers lovende basketballkarriere, som spirede i de unge år i Ballerup. Han holder dog fast i sporten som hjælpetræner i sine børns basketballklub.

Skriv til navne@finanswatch.dk, hvis du har nyt om jobskift, forfremmelser og jubilæer i finansbranchen.

FinansWatch ydmyget af ny Topdanmark-direktør

Ny Topdanmark-direktør startede til skybrud og skideballe

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs