(Artiklen er rettet i tredje afsnit, da Erik Hoffmeyer ikke måtte flygte til Sverige fordi han blev anset for at være jøde, men fordi han havde hjulpet modstandsbevægelsen. Endvidere var Hoffmeyer nationalbankdirektør i 30 år, og ikke i 29 år. FinansWatch beklager fejlene.)

Besynderligt nok er det måske indirekte Adolf Hitlers skyld, at Danmark har en fastkurspolitik i dag.

For fastkurspolitikkens fadder, Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, skulle egentlig slet ikke have været økonom, men teolog som sin far, der var biskop i Aarhus, og farfar, der var stiftsprovst.

Han begyndte da også at læse teologi i 1942, men måtte året efter flygte til Sverige fordi han havde hjulpet nogle jernbanesabotører, hvilket blev opdaget af den tyske besættelsesmagt, efter modstandsfolkene blev arrestret.

Da Erik Hoffmeyer efter befrielsen i 1945 kom tilbage til Danmark droppede han teologien til fordel for økonomien, og blev som nyuddannet cand. polit. ansat i Nationalbanken i 1951. Men den videnskabelige del af økonomien trak ham i 1954 til Harvard og Berkeley som Rockefellerstipendiat, og han blev derefter ansat som lektor i økonomi ved Københavns Universitet.

Professor som 34-årig

I 1958 afleverede han en doktordisputats om manglen på dollar og den amerikanske udenrigshandel, der vakte så stor opmærksomhed, at han året efter blev udnævnt til professor i nationaløkonomi i en alder af blot 34 år.

Det holdt dog kun til 1962, hvor han tog orlov for at blive direktør i den daværende Sparekassen Bikuben, hvor han kun to år senere blev formand for direktionen.

Erik Hoffmeyers energi rakte dog til mere end blot at være bankdirektør. I efteråret 1962 blev han nemlig udnævnt til vismand, da Det Økonomiske Råd blev grundlagt, med Hoffmeyers gamle lærer, Carl Iversen, som Danmarks første overvismand.

Vismændene fik fra begyndelsen en helt konkret opgave. De skulle fastlægge rammerne for en dansk indkomstpolitik. Og netop indkomst- og velfærdspolitik var områder, som Erik Hoffmeyer allerede på det tidspunkt havde skrevet flere bøger og økonomiske artikler om.

Krags helhedsløsning

Problemet i dansk økonomi på det tidspunkt var, at den hastigt stigende beskæftigelse i den offentlige sektor havde skabt for kraftige lønstigninger på arbejdsmarkedet, som svækkede Danmarks konkurrenceevne og pressede inflationen i vejret. Vismændene foreslog, meget kontroversielt, at staten skulle gribe direkte ind i arbejdsmarkedets forhandlingsret, ved at forlænge alle overenskomster med et år, for at bremse lønstigningerne.

Vismændenes forslag blev udmøntet af daværende statsminister Jens Otto Krag (S) i den stærkt kontroversielle ”helhedsløsning” i foråret 1963, som ikke kun forlængede alle overenskomster med to år, men også indførte et pris- og avancestop, tvungen opsparing og betydelige stramninger i stigningerne på offentlige lønninger og overførselsindkomster.

Selv om helhedsløsningen langt fra var populær, så virkede den. Og det skabte stor respekt mellem Jens Otto Krag og Erik Hoffmeyer.

I 1963 gik Nationalbankens førstedirektør, Svend Nielsen, på pension, og det skabte selvfølgelig spekulationer i, hvem regeringen ville udnævne til ny nationalbankchef. Mange spekulerede i, at den økonom-uddannede Jens Otto Krag selv ville sætte sig i direktørstolen, men det blev Erik Hoffmeyer, der den 1. januar 1965 kunne kalde sig kongelig udnævnt nationalbankdirektør, og dermed også formand for Nationalbankens direktion.

40-årig skulle modernisere Nationalbanken

Den kun 40-årige Nationalbankdirektør fik som sin første opgave at modernisere en noget støvet og gammeldags Nationalbank. Det gjorde han sammen med sine to meddirektører, Frede Sunesen, der var blevet udnævnt i 1957 som 42-årig, og Svend Andersen. Selv om Erik Hoffmeyer var ni år yngre end de jævnaldrende meddirektører, så kørte de tre kørte parløb gennem 21 år, frem til 1985 hvor Sunesen og Andersen gik på pension.

Moderniseringen fik blandt andet meget konkret udtryk ved at Nationalbanken i 1971 kunne flytte ind i sit nuværende hovedsæde på Gammelholm, designet af arkitekten Arne Jacobsen. Flytningen til det nye hovedsæde betød også helt nye opgaver for Nationalbanken, men det havde nu ikke noget med de hjemlige forhold at gøre.

Mellem 1945 og august 1971 havde den globale økonomi været baseret på Bretton Woods-systemet, der fastlåste stort set alle valutaer, også kroner, til dollaren, der igen var bundet til en guldstandard. Men i august 1971 trak daværende præsident Richard Nixon USA ud af valutasamarbejdet, der dermed brød sammen.

Det var ikke populært i Europa, hvor der var stor frygt for konsekvenserne af flydende valutakurser. Så i 1972 gik Danmark med ind i den såkaldte ”valutaslange”, der skulle holde en række europæiske valutaer i et ret snævert bånd til en centralparitet. Allerede året efter måtte kronekursen dog devalueres med 3 pct. over for D-marken i marts, og yderligere 5,5 pct. i juni 1973.

Den svækkede valutaslange

Valutaslangen blev generelt set en fiasko, blandt andet fordi Europa i løbet af 1970erne blev ramt af en kombination af høje oliepriser, stor inflation og lav vækst, der blev kendt som ”stagflationen”. Så båndene i slangen blev mere og mere illusoriske. I april og august 1977 og oktober 1978 blev Danmark nødt til at foretage mindre devalueringer på 3-5 pct. over for valutaslangens anker, D-marken.

Så i 1979 blev det besluttet at aflive valutaslangen, og i stedet indføre EMS’en, der i princippet burde fungere bedre. Erik Hoffmeyer havde i øvrigt mere end en finger med i spillet, for han var netop i 1979 for anden gang blevet valgt som formand for EF’s centralbankkomité.

EMS’en fungerede dog heller ikke. Den fastslog, at deltagerlandenes valutakurser højst kunne svinge med 2,25 pct. i forhold til en fastlagt centralparitet. Men i september og november 1979, oktober 1981, februar 1982 og juni 1982 måtte Danmark devaluere, og lade kronen svække med mere end de tilladte 2,25 pct. over for den kunstige EMS-valuta, ECU’en.

Danmark med kurs mod afgrunden

Det var en udvikling, som dybt bekymrede Erik Hoffmeyer. Kronens ustabilitet skyldes en tårnhøj inflation, og et endnu højere renteniveau, hvilket ikke kun gjorde ondt på forbrugerne og virksomhederne, men i høj grad også på statskassen, der havde opbygget en massiv statsgæld, og derfor blev svækket af stadigt højere rentebetalinger. Og den fortsatte kronesvækkelse forværrede i sig selv en allerede svær situation.

I 1982 havde situationen længe været alvorlig. Danmark fik et alvorligt økonomisk knæk med den anden oliekrise i 1978 og 1979, og i et tv-interview 28. oktober 1979 sagde den daværende socialdemokratiske finansminister, Knud Heinesen, de berømte ord: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den”.

Men det krævede en ny stats- og finansminister, den konservative Poul Schlüter og Venstres Henning Christophersen, før Danmark i 1982 officielt fik sin ”konsekvente fastkurspolitik”. For det var og er en politisk beslutning, hvilken valutapolitik Danmark skal føre. Men det er ingen hemmelighed, at Erik Hoffmeyer pressede voldsomt på for at binde kronen solidt fast til et valutaanker.

Men fastkurspolitikken var de første år ikke den store succes. Det skyldes dog primært, at EMS’en, som Danmark stadig var en del af, var i fortsatte problemer. I marts 1983, juli 1985, april 1986 og januar 1987 blev den vesttyske D-mark opskrevet over for de øvrige EMS-valutaer, herunder kronen.

Valutakrisen i 1992

Men så kom der ro på. Indtil 1992, hvor en række investorer, anført af George Soros, havde analyseret sig frem til, at valutakurserne i EMS’en ganske enkelt ikke gav mening, set i forhold til hvordan medlemslandenes økonomi havde udviklet sig.

Danmark havde en ikke ubetydelig rolle i valutakrisen. For det var efter de danske vælgere i juni 1992 i en folkeafstemning afviste deltagelse i Maastricht-traktaten, at investorerne for alvor begyndte at lugte blod.

Det lykkedes på spektakulær vis Soros og de øvrige investorer at ”knække” valutasamarbejdet, blandt andet ved at bringe Storbritannien til at trække sig fra EMS’en om aftenen den 16. september 1992, en dag, der gik over i den økonomiske historie som ”Sorte onsdag”. Inden da var både Finland og Italien dog blevet tvunget til at devaluere, og dermed i praksis forlade EMS-samarbejdet.

Samtidig med at den britiske regering måtte opgive at forsvare pundet, kom den svenske krona på skafottet. Sveriges Riksbank besluttede sig for at forsvare valutaen med alle midler, og satte først renten op til voldsomme 16 pct. Da det ikke hjalp, satte Erik Hoffmeyers svenske kollega, Riksbankchef Bengt Dennis, først renten op til 75 pct. om morgenen den 16. september 1992. Og da det ikke havde nogen effekt, blev renten samme eftermiddag sat op til svimlende 500 pct. Og Bengt Dennis forsikrede på et pressemøde om, at man var parate til at gå endnu højere op. ”The sky is the limit”, sagde han.

Chokforhøjelsen hjalp Sverige, men kun midlertidigt. Og den 19. november måtte Riksbanken give op, og trække den svenske valuta ud af EMS-samarbejdet. Lige siden har Sverige haft en flydende valutakurs.

Kronen holdt stand på Sorte onsdag

I Nationalbanken i Havnegade følte Erik Hoffmeyer sig også belejret af spekulanter. Men den på det tidspunkt erfarne nationalbankchef red septemberstormen af. Og ikke alene kunne Danmark undgå en devaluering. Kronen blev i september 1992 faktisk revalueret med 3,5 pct. over for EMS-centralpariteten, sammen med blandt andre den vesttyske D-mark.

Udgangen på EMS-angrebet blev dermed en stor personlig succes for Erik Hoffmeyer. I årene inden havde han bestemt ikke altid været en populær mand i offentligheden og blandt politikerne, og han insisterede ofte og håndfast for, at fastkurspolitikken var en forudsætning for fortsat økonomisk fremgang og for at Danmark stadig ville have råd til at være en velfærdsstat. Og han understregede gang på gang, at fastkurspolitikken krævede en ansvarlig finanspolitik, og ikke mindst et solidt overskud på betalingsbalancen.

Det var et mantra der blev fremhævet igen og igen. Men selv om det ikke altid var populært, så lyttede politikerne til kronens forsvarer i Havnegade.

Og det er de fortsat med. Også da Erik Hoffmeyer i 1994 faldt for aldersgrænsen, og blev afløst af Bodil Nyboe Andersen. Og igen da Nationalbankens førstemand hed Nils Bernstein, og nu Lars Rohde.

27 år uden devalueringer

Det konkrete resultat af Erik Hoffmeyers tid i Nationalbanken er, at kronen siden 1992 på intet tidspunkt har flyttet sig mærkbart over for først D-marken, og siden euroen, og at kronen sidst blev devalueret med 3 pct. over for D-marken i januar 1987.

Erik Hoffmeyer havde også gennem sine mange år som nationalbankdirektør opbygget et bredt og dybt internationalt netværk. Det var en medvirkende årsag til, at Danmarks internationalt set mest kendte økonom nogensinde, Niels Thygesen, i 1988 blev et helt centralt medlem af den Delors-komité, som lagde grundstenen til hvad der i dag er den fælles europæiske valuta, euroen. Thygesen er i øvrigt også fortsat i høj grad en aktiv økonom, selv om han tidligere denne måned kunne fejre sin 80 års fødselsdag.

Nok forhenværende, men stadig aktiv

Men dette er ikke en nekrolog.

Erik Hoffmeyer er nemlig stadig i gang. Indtil sidste år var han formand for Politiken Fonden. Og selv om han har lagt formandskasketten, så er den snart 90-årige stadig bestyrelsesmedlem i både Politiken Fonden og Politiken Holding A/S. Han har også i år kunnet fejre 47 års jubilæum i bestyrelsen for C.L. Davids Fond, heraf de sidste 37 år som formand. Og så er han også stadig bestyrelsesformand for ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for Hjælpeløse og Forladte Pigebørn, Især af Almuen, Oprettet af Louise Christine, Lehnsgrevinde af Danner”.

Og skrive gør han også stadig. I et debatindlæg for godt et år siden i Politiken tog Erik Hoffmeyer fat i finanskrisen, der kort inden, og til Hoffmeyers tilfredshed, var blevet undersøgt af Rangvid-udvalget.

”I det lange perspektiv kan man dog tage sit udgangspunkt i, at banksystemet er fundamentalt ustabilt. Det består i at forvandle kortfristede indskud, der ikke vil løbe nogen risiko, til i realiteten langfristede udlån, der er risikobehæftede. Man afsøger så at sige en række muligheder. Nogle går godt - andre ikke. Det har været en væsentlig løftestang for vækst og levestandard igennem de sidste par århundreder, som er et enestående kapitel i historien. Systemet hviler på tillid hos indskyderne, og hvis den forsvinder, står folk i kø for at trække deres penge ud. Og ikke blot af et enkelt pengeinstitut. Der breder sig en kædereaktion, der kan ende med et sammenbrud,” skrev han blandt andet.

Selv om Erik Hoffmeyer nu runder de 90 år, så er det i øvrigt ikke noget særligt i den Hoffmeyer’ske familie. Erik Hoffmeyers far blev 88 år, mens moderen først døde som 94-årig i 1992. Det år, hvor Hoffmeyer definitivt forsvarede kronen.