FinansWatch

Saxo Banks handelsomsætning stiger

Efter at være faldet tre måneder i træk er Saxo Banks handelsomsætning i august steget svagt. Omsætningen er dog fortsat under sidste års niveau.

Som formentlig den eneste bank i verden offentligører Saxo Bank hver måned tal for kundernes handel med valuta og værdipapirer. August-tallene viser en samlet handel på 212 milliarder dollar, eller godt 1.200 milliarder kr. med dagens valutakurs.

Det var tre milliarder dollar mindre end i juli, men på grund af færre handelsdage stiger handlen pr. dag til 10,1 milliarder dollar fra 9,8 milliarder dollar i juli. Det er en fremgang på 3,1 pct.

Handelsomfanget pr. dag er dog 4,7 pct. under niveauet fra august 2013 på 10,6 milliarder dollar i daglig handel.

Saxo Banks halvårsregnskab viste et fald i resultatet på 41 pct. til 156 mio. kr., fordi handelsaktiviteten i første halvår lå markant under niveauet for første halvdel af 2013, hvilket også betød betydeligt færre handelsindtægter for Saxo Bank.

Stigende kursudsving på finansmarkederne

Det er dog ikke kun Saxo Bank der har været ramt af faldende handel. Lav volatilitet på især valutamarkederne har betydet, at investorerne ganske enkelt har været mindre interesseret i at investere, hvilket også har ramt de globale storbankers handelsindtjening.

Men på det seneste er volatiliteten dog begyndt at stige igen. Eksempelvis er optionsvolatiliteten på euro mod dollar siden begyndelsen af juli steget godt 40 pct., og er nu på niveau med gennemsnittet for 2012, viser data fra finanstjenesten Bloomberg.

Saxo Bank oplyser også, at deponerende kundemidler i august satte ny rekord, og passerede 10 milliarder dollar. Det er 3,1 pct. mere end i juli, og godt 40 pct. mere end i august 2013, hvor kunderne havde deponeret 7,14 milliarder dollar i banken.

Kundemidlerne kan bruges som margin for investeringer i valuta, afledte finansielle instrumenter og værdipapirer, og giver dermed et fingerpeg om, hvor meget Saxo Banks kunder er parate til at investere, hvis de først beslutter sig for at der er gode investeringsmuligheder på de finansielle markeder.

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs