FinansWatch

Min Tour: Sværger til det klassiske

Profiler fra den finansielle sektor fortæller om deres forhold til cykelløb i en serie på FinansWatch. I dag med vicedirektør i Garanti Invest, Thomas Valentiner.

Årets udgave af Tour de France blev skudt i gang i weekenden. FinansWatch fejrer den stadig mere populære motionsform ved at lade en række profiler fra den finansielle sektor fortælle om deres forhold til cykelløb, motion og måske vigtigst af alt - udstyret. Dagens deltager er Thomas Valentiner, vicedirektør i Garanti Invest. Serien ruller af sted på FinansWatch i juli sammen med touren.

 

Hvornår og hvorfor begyndte du at cykle?

"I forbindelse med genoptræningen efter en knæoperation for 10-12 år siden fik jeg smag for landevejscyklingen. Til at starte med var det af nød, men hurtigt blev det at lyst, og siden da er træningsmængden og ambitionsniveauet stille og roligt vokset."

Hvem cykler du med, hvor ofte og hvordan?

"Det veksler meget alt efter årstid og formål, men jeg har heldigvis mange andre ”cykel-tosser” i netværket, som jeg kan træne sammen med. Sæsonen starter typisk omkring 1. oktober med indendørs træning på FitnessDK’s cykelhold – 7 timer om ugen fordelt over 3 dage – suppleret med lidt mountainbike i skoven. Fra omkring 1. marts rykker træningen udendørs, og der bliver det også til 3-4 gange om ugen kulminerende henover sommeren. Træningen er typisk bygget op omkring et par af de store motionsløb i udlandet."  

Hvad har du af udstyr?

"Jeg sværger til det klassiske og det italienske, og har i mange år kørt på en Pinarello cykel. I øjeblikket kører jeg på deres Dogma 65.1, men jeg har også en gammel stålracer fra Colnago, som er ombygget om til en såkaldt single-speed cykel, dvs. mest velegnet som café-racer. Min mountainbike er en Wilier og altså også af italiensk herkomst."

Hvad har været din største cykeloplevelse?

"Jeg er netop kommet hjem fra et veloverstået cykelløb i de franske alper – La Marmotte – som rigtig mange danskere deltager i. Det strækker sig over 174 km, hvor tre alpetoppe ”udenfor kategori” skal forceres, inden man afslutter med opstigningen til Alpe d'Huez. Det er i sagens natur udfordrende, men det finder sted i den smukkeste kulisse og er en helt fantastisk oplevelse. I det hele taget har mine største cykeloplevelser været i bjergene. Der er noget fascinerende ved at slæbe sig op på toppen af et bjerg, hvor målet, den gode udsigt og evt. en lille espresso venter."

Har du sat dig nogle mål for i år?

"Et af mine pejlemærker for træningen har været det netop gennemførte La Marmotte, hvor jeg gerne ville kvalificere mig til en guldmedaljetid. Ikke fordi den er særligt køn, men det glippede lige præcis ved sidste års forsøg. Næste pejlemærke er cykelløbet L’Etape de Tour – en tro kopi af 18. etape i årets Tour – som slår vejen forbi Tourmalet og Hautacam i Pyrenæerne. Jeg har ikke kørt ruten før og har derfor ikke noget specifikt mål. Altså ud over at jeg skal slå en tidligere kollega."

Hvem holder du med i Tour de France? Hold og rytter. Og hvorfor?

"Tour de France rimer på sommerferie for mit vedkommende, så det er som regel ikke så meget jeg får set på TV. Men jeg følger naturligvis med og har da også mine favoritter. Jeg kan godt lide angrebslyste profiler med personlighed, så typer som Vincenzo Nibali eller Peter Sagan kan jeg godt lide. Hvad det samlede klassement angår, har de dog næppe hele ”pakken” til at kunne vinde, så der sætter jeg min lid til en anden angrebslysten stilist – Contador."

Hvem er din favoritrytter gennem tiderne?

"Ja, det kan jo næsten ikke undgå at blive nogle af de store syndere fra fortidens medicinkapløb, men hvis man nu ser bort fra det, så er det ryttere som Pantani og Virenque, som netop havde den personlighed og fandenivoldskhed, som gav cykelsporten kulør. Og så kommer man jo ikke uden om Armstrong, som var min helt store helt, lige til han ikke var det mere…"

Hvad er din største TdF oplevelse?

"Det må være, da Ørnen fra Herning tog fusen på alt og alle og vandt Tour de France i 1996. Det løftede dansk cykelsport op på et helt andet niveau og gav en masse, ellers ikke særligt cykelinteresserede mennesker, nogle fantastiske oplevelser. Selv arbejdede jeg i Sverige på det tidspunkt, og det var jo rart, at der for en gangs skyld var en sportsgren, hvor vi var broderfolket overlegne. Særligt Riis’ duel med Indurain på Hautacam står for mig som et af højdepunkterne."

Min Tour: Konen på vej i havnen

Min Tour: Startede karrieren i år

Min Tour: Alpe d'Huez med svigerfar

Min Tour: Tidligere elite - nu invitationshold

Min Tour: Må ikke gå ned på udstyr

Min Tour: Seks brækkede ribben ved Gardasøen 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs