FinansWatch

Middelfart Sparekasse klarer sig bedst på medarbejderimage

Medarbejderne i Middelfart Sparekasse og i Nykredit er dem, der vurderer deres arbejdsgivers image mest positivt, viser en ny undersøgelse fra FinansWatch Insight og Wilke.

Foto: PR/Middelfart Sparekasse

Middelfart Sparekasse er den virksomhed i den finansielle sektor, som medarbejdere og tidligere medarbejdere har det mest positive indtryk af. Dermed sætter sparekassen sig ligesom sidste år igen på topplaceringen i FinansWatch Insights og Wilkes årlige undersøgelse, Medarbejderimage.

Medarbejderimage måler tilfredsheden blandt nuværende og tidligere medarbejdere samt ansatte i den finansielle sektor, som har kendskab til virksomheden, og omregnet til en generel score klarer Middelfart Sparekasse sig bedst af alle finansvirksomheder i rundspørgen og dermed også bedst blandt alle pengeinstitutter.

Netop medarbejdernes opfattelse af den finansielle virksomhed er vigtigt i en tid, hvor kampen om at rekruttere medarbejdere er intens. For nylig har Finanssektorens Arbejdsgiverforening lavet en undersøgelse blandt sine medlemmer, som viste, at 70 pct. af virksomhederne havde problemer med at rekruttere de rigtige medarbejdere.

”Vi er blevet tættere og tættere koblet til det brede arbejdsmarked. Vi rekrutterer fra andre sektorer, og de rekrutterer fra os. Så konkurrencen er benhård og udtryk for, at det finansielle arbejdsmarked er meget tæt integreret med det øvrige arbejdsmarked – hvad vi måske ikke så tidligere,” har hun forklaret til FinansWatch.

Hos Middelfart Sparekasse oplever man også, at det er blevet sværere at rekruttere, og derfor sætter adm. direktør Martin Baltser pris på, at medarbejderne vurderer sparekasen positivt.

”Det er bestemt ikke blevet lettere at rekruttere nye kolleger under coronakrisen. Derfor er et godt image blandt medarbejderne i sektoren vigtigere end måske nogensinde. Sektoren er ikke større end, at nogen kender nogen, og jeg er ret sikker på, at vores høje score bunder i, at nye som gamle kolleger i sparekassen kan fortælle, at det, man hører om Middelfart Sparekasse som arbejdsplads, også stemmer overens med virkeligheden. Vi arbejder på at bevare en arbejdsplads, som er baseret på tillid, frihed, indflydelse og ansvar til den enkelte,” skriver han i en mail til FinansWatch.

Et mere positivt indtryk

Nummer to på listen over alle finansielle virksomheder er Nykredit, der er ny i top fem. Realkreditinstituttet arbejder målrettet med at sikre sin medarbejdertilfredshed, fortæller Trine Ahrenkiel, der er HR- og kommunikationsdirektør, i en skriftlig kommentar.

”Vi er rigtig stolte af, at vores medarbejdere er glade for at arbejde i Nykredit. Vi prioriterer udvikling og muligheder højt i Nykredit, og samtidig arbejder vi målrettet for at være en arbejdsplads, der er kendetegnet ved handlekraft, holdånd og fællesskab på tværs af koncernen. Nykredit er samtidig ejet af en forening af kunder, og det oplever jeg også, at mange af vores medarbejdere både er stolte af og kan se sig selv i,” skriver hun.

Blandt de ti finansvirksomheder, som de finansansatte har den bedste overordnede opfattelse af, er der syv pengeinstitutter, to pensionsselskaber og et realkreditselskab.

Ser man blot på pengeinstitutterne, er der tre gamle kendinge i toppen af listen. Efter Middelfart Sparekasse kommer nemlig Sparekassen Kronjylland og Arbejdernes Landsbank, der begge var med i top tre i sidste års undersøgelse.

Over en bred kam har medarbejderne dog et mere positivt indtryk af pengeinstitutterne i år, konkluderer undersøgelsen.

”I gennemsnit har de 25 pengeinstitutter fået en lidt bedre bedømmelse af de finansansatte, end de gjorde i 2020,” fremgår det.

Målingen er baseret på besvarelser fra næsten 2.500 ansatte i finanssektoren. Undersøgelsen er gennemført i perioden 19. oktober til 11. december 2021.

Undersøgelsen er en del af rapporten Medarbejderimage 2021, der udgives af FinansWatch i samarbejde med Wilke. Rapporten er gratis for abonnenter på FW Insight, men kan også købes separat.

Læs gratis preview af rapporten her.

https://insight.finanswatch.dk/rapporter/2021/medarbejderimage/

Læs mere om FW Insight her.

https://insight.finanswatch.dk/

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs