FinansWatch

Farvel til Tysklands store euromantiker

Portræt: Den nu afgående tyske centralbankdirektør, Jens Weidmann, får et blandet karakterblad fra sin ph.d.-vejleder efter 10 år i spidsen for Bundesbank. Den indflydelsesrige centralbankchef har senest åbent kritiseret ECB's ultraløse pengepolitik og krævet grænser for, hvordan klimapolitik kan få indflydelse på centralbanker.

Jens Weidmann siger farvel til Bundesbank efter 10 år. | Foto: JOHN MACDOUGALL/AFP / AFP

Jens Weidmanns ansigt er et, de fleste tyskere kender. Han har karakteristiske briller, sideskildning, rødblond hår - og et charmerende smil. Da han tiltrådte som chef for den tyske centralbank, Deutsche Bundesbank i maj 2011, var han lidt af en sensation på grund af sin forholdsvist unge alder - 43 år - og flere stemmer fra virksomhedsmiljøet mente, at han var for ung.

Onsdag meddelte han så, at han ville trække sig fra sin post efter 10 år i spidsen for Bundesbank. Det kom som en overraskelse for mange inden for politik, virksomheds- og medieverdenen, skriver FinansWatchs tyske søstermedie, FinanzBusiness i dette portræt af den afgående centralbankchef.

Men de, der har fulgt hans udmeldinger tæt de seneste måneder, har måske allerede haft mistanke om, at den nu 53-årige topchefs er blevet stadigt mere frustreret over flere pengepolitiske beslutninger, som blev truffet i eurozonens øverste, pengepolitiske myndighed - den Europæiske Centralbank (ECB).

Det er stadig uvist, om hans opsigelse hænger sammen med de frustrationer. Selv angav han "personlige årsager" som grunden til, at han siger op nu - to år inde i et otteårigt mandat.

Det første P står for pandemi og ikke for permanent. Det er et spørgsmål om troværdighed.

Jens Weidmann

I den seneste tid blev han stadig mere kritisk - for eksempel over for ECB's nødopkøbsprogram, Pandemic Emergency Purchase Programme - eller bare PEPP. I august gentog han sin opfordring til, at købet af obligationer skulle stoppes, når pandemien ikke længere var en trussel, og samtidig skitserede han et scenarie for, hvordan man kunne forlade lavrentepolitikken.

"Det første P står jo for pandemi og ikke for permanent. Det er et spørgsmål om troværdighed," sagde han.

Jens Weidmann gik på universitetet i Bonn, hvor han fik sin doktorgrad i 1997. Hans oprindelige ph.d.-vejleder var den Mannheim-baserede økonomiprofessor Roland Vaubel, men Jens Weidmann flyttede tilbage til Bonn i løbet af den tid, hvor han skrev sin doktorafhandling, og han blev ph.d. i pengepolitik under den nu afdøde professor, Manfred Neumann.

Hvis det viser sig, han havde gode grunde til at træde tilbage, vil jeg revidere min erklæring om, at han var en tankeløs teknokrat.

Roland Vaubel, professor emeritus i politisk økonom ved Universitet i Mannheim.

En hård vurdering

Da Jens Weidmann blev udpeget som ny centralbankchef i 2011, beskrev hans tidligere vejleder, Roland Vaubel, ham som en "farveløs teknokrat", der "ikke var klar til opgaven". I et interview med FinanzBusiness er Roland Vaubels dom på dagen for Jens Weidmanns fratrædelse dog noget mildere:

"Hvis det viser sig, han havde gode grunde til at træde tilbage, vil jeg revidere min erklæring om, at han var en tankeløs teknokrat," indrømmer han.

Han var for romantisk i alt, hvad der havde med Europa at gøre.

Roland Vaubel, professor emeritus i politisk økonom ved Universitet i Mannheim.

Jens Weidmanns pengepolitiske linje i løbet af de 10 år, han har stået i spidsen for Bundesbank, opfylder til gengæld Roland Vaubels forventninger.

"Med hensyn til pengepolitikken var han på rette vej og advarede mod en alt for ekspansiv pengepolitik. Jeg ærgrer mig dog over, at han i 2011 kæmpede for den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), selv om den ikke var i overensstemmelse med EU's traktater," siger han til FinanzBusiness.

"Han var for romatisk i alt, hvad der havde med Europa at gøre. Han er euromatiker," opsummerer Roland Vaubel.

ECB og inflationen

Selv om Jens Weidmann ikke var enig i, hvordan ECB håndterede det seneste program til opkøb af obligationer, stemte hans syn på inflationen sammen med ECB's officielle erklæringer. Ligesom økonomerne i centralbanken forventer Jens Weidmann, at den stigende inflation, vi ser i øjeblikket, kun er midlertidig, og ligesom ECB synes han også, at inflationsmålet skal fastholdes på 2 pct.

I anledning af den nye ECB-strategi, der blev præsenteret i juli, sagde Jens Weidmann:

"En inflation på 2 pct. på mellemlang sigt er klart og let at forstå som mål. Vi sigter hverken efter lavere eller højere rater. Det var vigtigt for mig."

Den nye strategi hjælper pengepolitikken med at sikre prisstabilitet for folk i euroområdet, sagde han.

Kritik af klimaplaner

Når det gælder klimapolitik, positionerede Jens Weidmann sig også meget klart. Han mener, at der bør være tydelige grænser for, hvilket handlerum ECB har, når det gælder klima- og miljøbeskyttelse.

I juli besluttede ECB i forbindelse med sin strategiændring at indarbejde klimabeskyttelse tydeligere i sine pengepolitikker, men ifølge Jens Weidmann skulle det "ikke forveksles med dets egen klimapolitik," advarede han i et interview i september.

"Det er ikke vores ansvar at korrigere eller forudse resultaterne af parlamenters og regeringers demokratiske beslutningsproces," sagde han.

For tæt på politik?

Da Jens Weidmann havde afsluttet sin doktorgrad, begyndte han sin karriere ved Den Internationale Valutafond (IMF) i Washington.  I 1999 vendte han tilbage til Tyskland og blev generalsekretær i Sachverständigenrats - det tyske svar på Det Økonomsike Råd - før han i 2003 kom til Bundesbank.

Mellem 2006 og 2011 var han leder af den økonomiske og finanspolitiske afdeling i Bundeskanzleramt, der er kansler Angela Merkels sekretariat. Han var desuden også Angela Merkels personlige repræsentant for økonomiske topmøder i G8- og G20-regi, hvorfor han i starten af sine år som centralbankchef også blev beskyldt for at have været uhensigtmæssigt tæt på politik.

Hans anden ph.d.-vejleder, Manfred Neumann, forsvarede ham dog i en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung i 2011, og dengang mente han, at Jens Weidmann en dag ville blive centralbankchef for ECB. Men nu har han tilsyneladende andre planer.

Tysklands centralbankchef træder tilbage

ECB-chef skal forklare ny pengepolitik 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs