FinansWatch

Efter 25 år i bankverdenen er Heidi Falk Jakobsen gået solo med chokoladebutik

Heidi Falk Jakobsen har skiftet en karriere i Danske Bank ud med livet som selvstændig chokoladeforhandler. "Det har været vildt og vanvittigt," siger hun til FinansWatch.

47-årige Heidi Falk Jakobsen har skiftet Danske Bank ud med livet som chokoladeforhandler. Foto: PRIVATFOTO

Lørdag den 27. marts kulminerede længere tids overvejelser og et par hektiske uger for 47-årige Heidi Falk Jakobsen.

I efteråret søgte og fik hun en fratrædelsesordning hos Danske Bank, hvor hun havde været ansat siden 2004, og lørdag slog hun dørene op til sin egen chokoladebutik i Roskilde, hvorfra hun sælger bornholmsk chokolade og andre delikatesser fra klippeøen.

"Det har været vildt og vanvittigt. Det er sindssygt at kunne sige: "Det der, det er min butik," siger Heidi Falk Jakobsen til FinansWatch.

Butikken ligger på Algade 18 i Roskilde og er en franchise til den bornholmske chokoladeproducent Kjærstrup Chokolade.

Tid til forandring

Heidi Falk Jakobsen har mere end 25 år bag sig i den finansielle sektor, hvor hun i 1995 gjorde sin entre som bankelev i Danske Bank.

Efter en afstikker til Nationalbanken fra 2000 til 2004, skiftede hun tilbage til Danske Bank, hvor hun både har været gruppeleder og filialdirektør, før hun forlod banken i efteråret sidste år.

Idéen om en dag at starte op som selvstændig har været i hendes tanker længe, men i løbet af det sidste år har det taget til i styrke, fortæller Heidi Falk Jakobsen.

"Jeg har prøvet alle mulige fantastiske ting i Danske Bank. Det har givet mig nogle gode arbejdsmuligheder og oplevelser. Så det var bare mig selv, der tænkte, at nu ville jeg prøve noget andet," fortæller hun.

Efter en sommerferie på Bornholm sidste sommer blev hun og hendes mand enige om, at det var bornholmske delikatesser, de skulle sælge, og i løbet af efteråret var tiden rigtig for både hende selv og hendes mand, fortæller hun.

Ved at blive franchise-tager til Kjærstrup Chokolade var der en forretningsmulighed, som parret kunne se potentiale i, siger hun.

"Vi er lidt jyder og fynboer begge to, så vi ganger, dividerer og ganger igen, inden vi overhovedet kaster os ud i noget," siger Heidi Falk Jakobsen leende og fortsætter:

"Vi skal ikke være millionære. Slet ikke. Men vi skal bare have nok til, at vi ikke skal have penge med på arbejde."

"Nu ringer du til... dig selv"

Heidi Falk Jakobsen kommer til at gå ind i den nye forretning på fuld tid, mens hendes mand, som hun betegner som biksens "praktiske gris", fortsætter i sit nuværende arbejde.

I den sidste måned har parret skullet organisere håndværkere, finde ud af kassesystem og indretning for at blive klar til åbningen.

Det har været en stejl læringskurve, fortæller den mangeårige bankansatte.

"Jeg har været leder og filialdirektør, og jeg har arbejdet i nogle store organisationer, hvor der altid er en over dig, du kan ringe til. Nu er der bare ikke nogen at ringe til. Nu ringer du til... dig selv," siger hun og griner.

Relaterede

Finansjob

Se flere

Se flere

Jobskift

  • Oliver Granhøj

    Ny titel: Erhvervskundechef
    Ny arbejdsgiver: Totalbanken, Erhvervscentret
  • Jane Toft Olufsen

    Ny titel: Leder for IR og Kommunikation
    Ny arbejdsgiver: Vestjysk Bank
  • Mikkel Thun Rasmussen

    Ny titel: Afdelingschef for sundheds- og skadesafdelingen
    Ny arbejdsgiver: Sampension
  • Jacob Jensen

    Ny titel: Filialdirektør
    Ny arbejdsgiver: Spar Nord, Aalborg
  • Leif Stoustrup

    Ny titel: Økonomidirektør
    Ny arbejdsgiver: Middelfart Sparekasse

Indsend jobskifte

Se alle