FinansWatch

Tårer ingen hindring: Med flad struktur og opbakning får Topdanmark flere kvinder til tops

Skadechef Maria Bitsch har med flid og evner sendt sig selv opad i hierarkiet i Topdanmark. Men en kultur, der giver både opbakning og plads til fejl og familieliv, er et vigtigt element, hvis finanssektoren skal lykkes med større forskellighed i topstillingerne.  

Maria Bitsch, skadechef i Topdanmark. | Foto: PR

Det var egentlig Maria Bitsch’ kæreste, der var mest nervøs, da hun besluttede sig for at gå efter sin tidligere chefs stilling som skadechef i Topdanmark.

For selv om han danner par med en advokat, der har samlet kompetencer og ambitioner sammen til at fyre op under en raketkarriere, så er hun også følsom og kan have let til tårer. Egenskaber, der kan være fine i sociale sammenhæng, men ikke nødvendigvis det, der er størst efterspørgsel efter hos en leder.

"Det dur bare ikke. Du kan ikke selv sidde og hyle, hvis du som leder er nødt til at afskedige medarbejdere. Men det har jeg lært at håndtere, og i dag ser jeg det faktisk som en force at kunne sætte sig i andres sted," fortæller Maria Bitsch til FinansWatch.

Hun var i anledningen af Kvindernes Internationale kampdag 8. marts inviteret til at tale på eventet "Women in Business", som dog endte med at blive udskudt i forsøget på at inddæmme udbruddet af coronavirus.

Du kan ikke selv sidde og hyle, hvis du som leder er nødt til at afskedige medarbejdere. Men det har jeg lært at håndtere, og i dag ser jeg det faktisk som en force at kunne sætte sig i andres sted.

Maria Bitsch, skadechef, Topdanmark

Maria Bitsch er 41 år, uddannet advokat og har været ansat i Topdanmark siden 2015. Først som fagansvarlig, siden som skadeleder for Advokat og Regres og siden september 2018 – samme tidspunkt som hun opnåede sin advokattitel - som skadechef for Skadejura.

Dermed har Maria Bitsch i flere år talt med i en statistik, der viser, at Topdanmark har 41 pct. kvindelige ledere. En andel noget over det generelle niveau i finanssektoren, hvor der ifølge tal fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening er 26 pct. kvinder i ansat i overordnede lederstillinger. Samlet set er tæt på halvdelen af de ansatte i finanssektoren kvinder.

Opskrift med flere ingredienser

Maria Bitsch' opskrift på, hvordan hun opnåede sin position som leder for ledere i Topdanmark indeholder flere ingredienser. Grundelementerne består af hårdt arbejde, timing og opbakning.

"Relationer er også meget vigtige. Du har brug for at have nogle mennesker over dig og ved siden af, som vil dig det godt," siger Maria Bitsch.

Sådan en leder havde Maria Bitsch i sin tidligere chef Brian Malmros. Men da han i september 2018 valgt at skifte Topdanmark ud med Frida Forsikring, udløste det i første omgang tårer, men derefter en beslutsomhed om, at det job skulle hun lande.

Den beslutning meddelte Maria Bitsch sin nu snart tidligere chef, og han mødte ønsket med forståelse.

"Han havde ventet på, at jeg selv skulle henvende mig. Det skulle være noget, jeg ville, og det skulle komme fra mig selv."

Et job som Maria Bitsch altså landede, til trods for at hendes nuværende leder skadesdirektør Rasmus Ruby-Johansen havde fået indsigt i følsomheden, da beskeden om Brian Malmros’ afsked havde trukket tårer på et fællesmøde.

"Min nuværende direktør havde lige siddet til et møde, hvor han kunne se en kvinde med tårer i øjnene. Og næste dag kommer hun og søger et chefjob. Heldigvis tog Rasmus Ruby-Johansen mig med i rekrutteringsprocessen, og jeg fik overbevist ham om, jeg var klar til jobbet," siger hun.

Flad struktur

I dag oplever Maria helt samme opbakning fra Rasmus Ruby-Johansen, som hun gjorde hos Brian Malmros.

Troen på hinanden, viljen til at hjælpe hinanden frem og at turde udvikle nye kompetencer hos medarbejdere er derfor vigtige elementer på ingredienslisten, når det gælder om at få skabt en ledelse med forskellige køn, kompetencer og alder.

Og her kan Topdanmark noget særligt, som andre kan lære af, mener Maria Bitsch.

"Her er en meget flad struktur. Direktionen spiser frokost sammen med alle andre. Og har man en god idé til et eller andet, så stopper man dem bare på gangen. Det er helt legitimt. Jeg oplever, at vi er meget tæt på hinanden. Jeg havde kun været få måneder i Topdanmark, så var jeg på sms med et medlem af direktionen, som havde brug for løbende status i en kompleks sag, jeg arbejdede på," fortæller Maria Bitsch.

Hum mener, at den flade struktur hjælper med til, at alle bliver set, hørt og tør stå frem, hvis de er gode til noget eller har en idé til en ny måde at gøre tingene på. Samtidig er der en overbærenhed med fejl.

"Vi skal selvfølgelig gøre vores allerbedste, men vi skal turde lave fejl. Jeg arbejder selv absolut med tilgivelse frem for tilladelse," siger Maria Bitsch.

Brug mulighederne

At hun skulle ledervejen, er ikke en del af en nøje planlagt karrieretrappe, men snarere en følge af at gribe de muligheder, der opstår, og følge sit instinkt om gerne at ville blande sig og påvirke.

Nu opstod der altså en anden mulighed. Jeg har altid haft meget respekt for folk, der har en plan. Men man kan også misse en masse muligheder ved ikke gå ind ad de døre, der åbner sig.

Maria Bitsch, skadechef, Topdanmark

"Da muligheden for mit nuværende job opstod, var jeg samme dag blevet advokat og havde egentlig foran mig at skulle føre de store komplekse skadessager. Og jeg kunne sagtens se mig selv fortsætte ned ad den vej, men nu opstod der altså en anden mulighed. Jeg har altid haft meget respekt for folk, der har en plan. Men man kan også misse en masse muligheder ved ikke gå ind ad de døre, der åbner sig."

Se lederevnerne og familielivet

Hun beskriver sig som en type, der godt kan lide nye og komplekse udfordringer. Derfor sidder hun ikke og venter på tilbud, men byder sig til og kommer med sin mening. Karaktertræk, hun nok altid har haft med sig.

"Sheryl Sandberg, driftsdirektør i Facebook, har et citat om, at enhver lille pige, der bliver fortalt hun er bossy, i stedet skal have a vide, at hun har lederevner. Det tror jeg, passer meget godt."

Et råd til virksomheder, der gerne vil have flere kvinder i ledelse, lyder, at der skal være plads til familieliv. Maria Bitsch har to drenge på syv og ni år. og det har været afgørende for at kunne få tilværelsen til at hænge sammen, at hun har haft friheden til at tage computeren med hjem, så arbejdet kan laves, mens hun hjælper med lektier, eller efter at børnene er puttet.

"Det er vigtigt at italesætte, at man gerne må have et familieliv ved siden af. Jeg hylder at gå hjem og være sammen med mine børn, så hvis ikke jeg har møder i kalenderen, så kan jeg sagtens være hjemme inden spisetid. Men man kan altid ringe."

Hun råder til at få gjort op med tankerne om, at et lederjob kræver plus 60 timer på arbejdspladsen hver uge, at skole-hjem-samtaler altid bliver nedprioriteret, og at et udbrud så som "pyh, nu har jeg ikke set min familie en hel uge" giver status.

"Så længe mine børn er små, vil jeg gerne prioritere, at jeg som udgangspunkt er hjemme til spisetid. Det er er der forståelse for i Topdanmark."

Skriv til navne@finanswatch.dk, hvis du har nyt om jobskift, forfremmelser og jubilæer i finansbranchen.

Kvinder kan let få øje på rollemodeller i Sydbank – det ser sværere ud hos konkurrenterne

Finanschefer: Lav et politisk serviceeftersyn af lovmæssige benspænd for kvinders karrieremuligheder 

Mere fra FinansWatch

Nordfyns Bank firdobler resultat

Vækst på toppen og tilbageførte nedskrivninger sender Nordfyns Banks resultat i vejret efter årets første ni måneder. Tredje kvartal spæder til med en bundlinje, der er 70 pct. højere end samme kvartal i fjor.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs