FinansWatch

Finansjobbene pibler frem i Wall Street Kolding

Mange nye arbejdspladser og et regulært finans-cluster er ved at blive til virkelighed i Kolding, hvor en stribe pengeinstitutter har bygget nye store enheder med regionale og landsdækkende funktioner. Hemmeligheden bag vækstsuccesen er et mangeårigt sats på uddannelse, vurderer adm. direktør Morten Bjørn Hansen fra Business Kolding.

Nordea har en stor kontorbygning og mange medarbejdere i Kolding. Foto: PR

"Wall Street Kolding". Sådan er det nye finanskvarter i Kolding Åpark i Kolding ved at blive kendt i folkemunde. Her har Nordea, Danske Bank og Sydbank har bygget store nye kontorhuse i de seneste år, og både Fynske Bank og Nykredit er på vej med egne nye byggerier i kvarteret, ligesom Middelfart Sparekasse har en større enhed kun få hundrede meter derfra.

Resultatet af de nye bankbyggerier er en betragtelig stigning i antallet af finansjob i Kolding på 16 pct. over fire år til nu over 800 job. Og det vel at mærke i en periode, hvor beskæftigelsen i den finansielle sektor ellers er faldet. Den tydelige stigning blev dokumenteret af en særkørsel af de lokale beskæftigelsestal, som den lokale erhvervsorganisation Business Kolding for nylig har fået Danmarks Statistik til at udarbejde.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

doc76j6bwyrctywdj4e9j1.jpg
MOrten Bjørn Hansen, adm. direktør for Business Kolding. Foto: PR Foto: Business Kolding / PR

Kolding har fået et 'cluster' eller 'hub' af finansvirksomheder – i Åparken og inden for det nærmeste par hundrede meter.

Morten Bjørn Hansen, adm. direktør, Business Kolding

Og væksten i finansjob kom ikke bag på Business Koldings adm. direktør, Morten Bjørn Hansen.

"Kolding har fået et 'cluster' eller 'hub' af finansvirksomheder – i Åparken og inden for det nærmeste par hundrede meter. Det er regionale hovedkvarterer, men også landsdækkende funktioner som eksempelvis Nordea, som lige har flyttet et businesscenter for erhvervskunder i hele landet til Kolding," siger han.

Nordea har i den forbindelse over for avisen JydskeVestkysten peget på det gode rekrutteringsgrundlag i Trekantsområdet. Det har været nemt for Nordea at finde ansatte i Kolding, og det gælder både interne og eksterne jobopslag.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

doc76j5pkvsbtd1mei1a6dc.jpg
Danske Banks kontorhus I Kolding. Foto: PR Foto: PR

Placeret ved et af landets største vejkryds

Morten Bjørn Hansen mener, der er flere årsager til, at finansjobbene vælder frem i Kolding, som ligger ved det kryds, hvor den jyske nord-syd-rute (motorvej E45 fra Nordjylland til Grænsen) krydser hele landets øst-vest-rute (motorvej E20 fra København til Esbjerg). Men byens satsning på uddannelse er den afgørende årsag.

"Geografien er én ting. Det er indlysende, at Kolding er godt placeret trafikmæssigt ved de krydsende motorveje. Men det, der er sket i Kolding, er, at vi over årene er blevet en relativt stor uddannelsesby," understreger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Syddansk_universitet.Campus.jpg
Syddansk Universitets nye campus i Kolding. Foto: Commons Wikipedia Foto: Commons Wikipedia

Syddansk Universitet (SDU) har en campus i byen med en cand.merc.-uddannelse og ikke mindst også en revisoruddannelse, cand.merc.aud. Desuden udbyder byens handelsakademi - International Business Academy (IBA) - finansøkonom-uddannelsen, som i dag ofte er en adgangsbillet til en finanskarriere.

"Finansøkonom-uddannelsen hos IBA er helt afgørende for jobskabelsen. Men vi ser også, at finanssektoren ser på andre kandidater – f.eks. fra SDU og fra det samfundsvidenskabelige område. Vi tror på, at det kan blive til mere med finanssektoren i Kolding. Men det kræver, at uddannelsesinstitutionerne er opmærksomme på sektorens behov, og det er de heldigvis også," vurderer Morten Bjørn Hansen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

iba.jpg
Skitse af IBAs kommende undervisningsbygning i Kolding. Foto: PR Foto: IBA / PR

Danmarks Statistiks særkørsel af den lokale beskæftigelsesudvikling omfatter perioden fra 4. kvartal 2014 til 4. kvartal 2018. Business Kolding mener, at den lokale jobvækst inden for finans er en nyere trend, og at det ville se modsat ud, hvis man gik længere tilbage. Det er i de seneste år, at byen har oplevet vækst i den type arbejdspladser.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

doc76j5pnxtqjl163k4bgnj.jpg
Sydbank holder til i denne bygning i Kolding. Foto: PR Foto: PR

Fagligt miljø og kvalificeret arbejdskraft

"Lige nu bygger Fynske Bank her i Kolding ved åen lige over for IBA. Nykredit er også i gang med at bygge, men de er her i forvejen. Det bliver spændende at se, om der kommer flere banker. De ved nemlig godt, at det giver dem fordele at ligge tæt. Vi danskere har det jo med at skifte job. Og koncentrationen gør, at der bliver en pool af kvalificeret arbejdskraft," siger Morten Bjørn Hansen.

Et forbedret fagligt miljø med flere jobmuligheder for ansatte inden for finans er i høj grad, hvad der skal være med til at tiltrække og fastholde endnu flere nyuddannede og specialister til 'Wall Street Kolding'.

"Den koncentration, vi ser nu, er der noget i. Vi vil gerne understøtte, at netværkene omkring finanssektoren bliver stærkere. Vi ser på, om vi kan sætte initiativer i gang, og vi kortlægger styrkerne – det er i det lys, at vi fik lavet særkørslen fra Danmarks Statistik," fortæller Business Kolding-direktøren.

Lufthavn med internationale ruter

Han peger på, at byen også huser en stor moderne kapitalforvalter som Global Evolution med omkring 40 højt specialiserede finansjob. Firmaet, der forvalter milliardbeløb, er blandt andet specialiseret i investeringer på emerging markets rundt om i verden.

Lufthavnen betyder også rigtigt meget – blandt andet for Global Evolution – ellers ville de ikke kunne være her.

Morten Bjørn Hansen, adm. direktør, Business Kolding

For et selskab af Global Evolutions type er det helt afgørende med den nære adgang til en lufthavn med internationale forbindelser. Billund Lufthavn ligger ca. en halv times kørsel fra Kolding og har over 20 udenlandske ruter foruden en stor chartertrafik.

"Lufthavnen betyder også rigtigt meget – blandt andet for Global Evolution – ellers ville de ikke kunne være her," lyder Morten Bjørn Hansens vurdering.

Relaterede

Finansjob

Se flere

Se flere

Jobskift

  • Philip Sørensen

    Ny titel: Business Intelligence Developer
    Ny arbejdsgiver: Djurslands Bank
  • Daniel Illum Dalegaard

    Ny titel: Senior Investment Manager
    Ny arbejdsgiver: Nordic Investment Opportunities Fondsmæglerselskab A/S
  • Søren V. Kristensen

    Ny titel: Cheføkonom og leder af bankens makroanalyseteam
    Ny arbejdsgiver: Sydbank
  • Chris Kjeldsteen

    Ny titel: Direktør, Aalborg området
    Ny arbejdsgiver: Spar Nord
  • Jacob Jørgensen

    Ny titel: Privatrådgiver, Videbæk
    Ny arbejdsgiver: Vestjysk Bank
  • Lone Skov Bank

    Ny titel: Kunderådgiver, Ringe
    Ny arbejdsgiver: Danske Andelskassers Bank
  • Elöd Rømer Vagi

    Ny titel: Chefkonsulent
    Ny arbejdsgiver: FinPro - Financial Procurement

Indsend jobskifte

Se alle