Danske Bank taber direktør til fodbolden

Cheftræner i Lyngby Boldklub - og underdirektør på orlov fra Danske Bank. Sådan har tilværelsen længe set ud for Niels Frederiksen. Nu har han truffet sit valg.
Foto: KRABBE LARS
Foto: KRABBE LARS

Lyngbys cheftræner hedder også Niels Frederiksen de næste tre år. Dermed har den populære træner, der samtidig er underdirektør på orlov fra Danske Bank, lukket længere tids spekulation om hans fremtid.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

”Vi er rigtig glade for at kunne forlænge med tre år. Vi sikrer kontinuiteten og får nu Niels på fuld tid så at sige. Dermed kan han koncentrere sig om holdet, om spillernes udvikling og om at sikre os endnu flere sæsoner i Superligaen” skriver Lyngby-direktør Birgit Aaby og fortsætter:

”Vi har været fantastisk glade for Niels’ daglige arbejde og udviklingen i truppen har været rigtig god. Så vi er meget, meget tilfredse med, at vi har kunnet blive enige om en forlængelse”.

Frederiksen forventer sig ifølge klubben store ting af de kommende tre år:

”Jeg er utrolig glad for at kunne fortsætte i Lyngby Boldklub og få mulighed for at være en del af den sportslige udvikling fremadrettet, som jeg forventer mig meget af. Potentialet og talentmassen i klubben er stor og jeg glæder mig til, sammen med alle de dygtige folk i den sportslige sektor, at løfte klubben yderligere” skriver Niels Frederiksen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også