FinansWatch

Finanssektoren i front med kvinder

Antallet af kvindelige ledere i den finansielle sektor er eksploderet over de seneste ni år. Kun spørgsmål om tid før kvinderne strømmer ind i direktionslokalerne, vurderer Ledernes formand.

Foto: Andreasen Carsten

Du kan ligeså godt vænne dig til lyden af stilethæle, når du nærmer dig direktionsgangen.

Selvom den ene undersøgelse efter den anden fortæller, at de danske kvinder har det særdeles svært, når de skal tage det sidste skridt op af ledelsesstigen og få fast sæde i den øverste ledelsesgruppe, så er der klare tegn på, at det endelige gennembrud for kvinderne på toplederniveau i Danmark kan komme meget snart. Ikke mindst i den finansielle sektor, hvor to af landets højest placerede erhvervskvinder i Danmark allerede har deres daglige gang - Stine Bosse, koncernchef i Tryg og Karen Frøsig, der står i spidsen for Sydbank.

Et spørgsmål om tid

Tirsdag kunne Jyllands-Posten fortælle, at blot 7 ud af 84 direktionsmedlemmer i de danske C20-selskaber er kvinder, mens det på bestyrelsesniveau blot var 31 ud af 184 bestyrelsesmedlemmer i de selvsamme virksomheder. Og i Bruxelles rasler en EU-Kommisær med sablen og truer med kvoter, hvis ikke udviklingen vender meget snart. Men selvom kun få kvinderne i dag bestrider de øverste ledelsesposter, så viser nye tal fra Ledernes Hovedorganisation en klar og tydelig tendens, der taler for, at kvinderne buldrer frem i den finansielle sektor. Og det er blot et spørgsmål om tid, før flere kvinder får udleveret nøglekort til direktionsgangen.

Den finansielle sektor i front

Lederne har på vegne af FinansWatch segmenteret deres medlemsstatistikker for at se, hvor mange flere kvindelige ledere der er kommet i den finansielle sektor de seneste ti år. I Ledernes terminologi kaldes den finansielle sektor for ”Finansiering og forsikringsvirksomhed” og her viser tallene for de kvindelige medlemmer i den faggruppe, at de er blevet 118 pct. flere i perioden fra 2001 og frem til den 1. november i år. Det bemærkelsesværdige ved det tal er, at det placerer lederne fra den finansielle sektor i førertrøjen, hvis man kigger på væksten i antallet af kvindelige ledere i antal hoveder.

Ganske vist har sektoren ”Energi og vandforsyning” oplevet at få 217 pct. flere kvindelige ledere, som er medlemmer af Ledernes Hovedorganisation, men antalmæssigt er der så medlemmer fra den sektor, at tallet rent statistisk er usikkert.

Højt uddannede fører

Konkret har Lederne i dag 573 kvindelige medlemmer, der arbejder i den finansielle sektor, for ni år siden var det tal 263.

”Vi kan se det mønster i vores tal, at der hvor andelen af kvindelige ledere stiger meget, det er inden for fag, hvor de kvindelige medarbejdere typisk er højt uddannede. Udover den finansielle sektor så viser også medicinal-industrien, at de kvindelige ledere buldrer frem. Og her er et høj uddannelsesniveau også kendetegnende for de kvindelige ledere,” siger Svend Askær, Ledernes formand i en kommentar til tallene.

”Man kan sige, at der nu begynder at ske det, som vi har prædiket om i flere år, nemlig at når du har fødekanalen på plads, så skal der nok komme masser af kvindelige ledere. Og i dag har flere og flere kvinder en længerevarende uddannelse, og så bliver de selvfølgelig også ledere. Næste bølge vi vil se er så, at de går fra at være mellemledere til at indtage direktionslokalerne og blive direktører i stor stil,” siger Svend Askær.

Det må en sociolog svare på

Han mener også at kunne se et andet mønster, at hvis man kigger på de kvinder, der sidder i direktørstillinger i dag, så er en stor del af dem enten ansat som CFO's eller som økonomidirektører. Altså har kvinderne et stort talent for de finansielle ansvarsområder, hvilket hænger godt sammen med, at andelen af kvindelige ledere i den finansielle sektor også er stærkt stigende.

Hvorfor tror du, at kvinder har flair for den type job?

”Det vil jeg lade en sociolog om at svare på,” griner han.

”Men jeg er ikke i tvivl om, at hvis du laver den samme artikel om 5-7 år, så kan du skrive, at nu er direktionslokalerne ved at blive oversvømmet af kvinder. Kvinder har haft et stort efterslæb omkring det at være chefer og direktører, men væksten er altså ret hurtig i de her år. Hvis du kigger på nettotilgangen blandt vores medlemmer, så er der næsten ligeså mange kvinder i dag, som der er mænd. Den hedder 52 pct. i mændenes favør, så vi har næsten ligestilling på det parameter. Om 10-15 år har vi total ligestilling, det er jeg sikker på,” siger Svend Askær.

Kvinder avler kvinder

Helt så sikker er lektor Karen Sjørup fra RUCs Institut for Samfund og Globalisering nu ikke, men hun ser også klare tegn på, at der nu er skabt en fødekanal af kvindelige ledere, som vil øge antallet at kvinder også på toplederniveau.

”Det er klart, at der er kommet en fødekæde, og det vil om nogle år være svært for direktører og bestyrelser at springe kvinderne over, når topstillingerne skal besættes. Men så længe at dem, der skal udpege kvinderne, fortsat i langt, langt de fleste tilfælde er mænd, så risikerer vi at kvinderne rammer glasloftet,” siger hun.

”Så det at fødekæden er ved at være på plads, det er bestemt positivt, men jeg tror, at det er utrolig vigtigt, at dem der udpeger direktioner og bestyrelser, de skal virkelig ville en forandring på det her område,” siger hun.

Mere fra FinansWatch

"Blot fordi man er chef er det ikke sikkert at man får gode ideer"

Den amerikanske investeringsplatform Public.com, der er stiftet af danske Jannick Malling, er ved at opbygge en stor udviklingsafdeling i Danmark. Nu er selskabet rykket til nye lokaler centralt i København. Det skal gøre det nemmere at rekruttere medarbejdere og skabe de perfekte rammer for arbejdskulturen, så gode ideer kan boble op nedefra.

FA opfordrer til brug af sektoraftaler

Finanssektorens Arbejdsgiverforening opfordrer til brug af de særlige coronaaftaler, så en hverdag med hjemmearbejde og hjemsendte børn kan hænge sammen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs