FinansWatch

Er vi blevet klogere på Trump - eller verdens største pengepolitiske eksperiment?

KLUMME: Finans Danmarks direktør, Ulrik Nødgaard, blev ikke meget klogere på finanssektorens fremtid med Trump ved, da han for nylig deltog i IMF og Institute of International Finances årsmøde i Washington DC. Men så var der så meget andet interessant, skriver han i denne klumme.

Traditionen tro mødtes centralbanker, finansministerier og repræsentanter fra den finansielle sektor i oktober i Washington D.C. i forbindelse med den Internationale Valutafond, IMFs og Institute of International Finance, IIFs årsmøder.

Det var således de første årsmøder med præsident Trump ved roret. Og de flestes øjne og ører var derfor naturligt rettet mod enhver form for afklaring af, hvad der egentlig sker – og ikke sker – i den nye administration, når det gælder den finansielle sektor.

Men inden vi kommer så langt i denne korte opsummering fra årets store finanstræf, er det værd først og fremmest at bemærke, hvordan årsmøderne denne gang skete på en faktisk ganske positiv baggrund. Nemlig en ny vækstprognose fra IMF, der peger på robust vækst i alle verdens regioner på samme tid, såkaldt synchronized growth.

Det er længe siden, at IMF – og alle os andre – har kunne varme os ved så behagelige økonomiske solstråle-nyheder. Men varmen varer da også kun kort. For der er helt tydeligt fortsat rigeligt at bekymre sig over.

Ikke mindst vækker udsigten til en tilbagerulning af den ekstremt lempelige pengepolitik i de kommende år bekymring. Blandt de nye vækstøkonomier er det ikke mindst erfaringerne fra den såkaldte taper tandrum, der skaber nervøsitet. Her kom daværende centralbankchef Ben Bernanke i 2013 til blot at nævne muligheden for, at den amerikanske centralbank måske ville reducere opkøbene af amerikanske statsobligationer. Det førte til voldsom volatilitet på markederne og en kapitalflugt væk fra de nye vækstmarkeder.

I USA og Europa er bekymringen relateret til, hvordan en strammere pengepolitik vil påvirke værdiansættelse af aktier og obligationer. IMF havde op til årsmøderne udsendt en global financial stability report, som tørt konstaterede, at den meget ekspansive pengepolitik havde virket i den forstand, at investorernes risikoappetit var øget. Som en misbrugers trang til evig rus. Men skyggesiden er jo risikoen for abrupte korrektioner i kurserne, når morfinen skal aftrappes.

I den proces er forudsigelighed en helt afgørende parameter. Og det er noget, som centralbankerne arbejder intensivt med. Jerome Powell, en af de få tilbageværende medlemmer i den ellers noget vingeskudte direktion i Federal Reserve, og en af kandidaterne til at efterfølge Janet Yellen, brugte igen og igen ord som forudsigelig, gradvis og langsom indfasning, for at understrege over for offentligheden, hvordan forventningsafstemning er en grundpille i deres virke.

Der er bare (mindst) et problem. De centralbankchefer, der tidligere under "the great moderation" blev anset for at være masters of the universe, har nu svært ved at forstå, hvordan inflationen udvikler sig. Japan har de facto nulrenter på 23. år, men har stadig ingen inflation.

På trods af lave renter over flere år og en klart faldende ledighed i både USA og eurozonen ser inflationen ikke ud til at flytte sig nævneværdigt. Der er ingen robuste forklaringer på, hvorfor denne traditionelle sammenhæng mellem ledighed og løn/pris-pres er brudt sammen.

Men et interessant bud kommer fra Claudio Borio fra BIS, Bank for International Settlements i Basel, der gør op med Milton Friedmans gamle dogme om, at “inflation is always and everywhere a monetary phenomenon” og peger på, at globaliseringen og den deraf følgende globale konkurrence grundlæggende har ændret pris- og løndannelse i USA og Europa. Uanset hvad forklaringen er, er problemet selvfølgelig også, at når inflationsudviklingen er svær at forudsige, bliver renteudviklingen det også.

En af dem som helt sikkert er overrasket over den beskedne inflation er formanden for en af verdens største banker, schweisiske UBS, Axel Weber. Der i øvrigt ligner den nu afdøde skuespiller bag gangsterboss-fænomenet, Tony Soprano, til forveksling.

Han trak sig i 2011 fra sit job som chef for Bundesbank og dermed kandidat til at blive chef for ECB, fordi han mente, at ECB's opkøb af statsobligationer ville føre til inflation og i øvrigt var på kant med den europæiske traktat. Webers resolutte handling er sjovt nok helt konsistent med en af Sopranos så berømte citater: “If you can quote the rules, then you can obey them.”

I dag er Weber bekymret for, om markederne i tilstrækkelig grad afspejler de betydelige geopolitiske risici. Det gælder blandt andet risici, som den folkelige modvilje i forhold til frihandel udgør. Eller risici som Brexit, eller styret i lande som Nordkorea. Disse risici er simpelthen svære at indregne i de traditionelle metoder til værdiansættelse på grund af den lidt binære natur.

Og lad os så vende os mod præsident Trump. For mange var utvivlsomt også kommet til Washington i håbet om at få et lidt klarere billede af, hvad man skal forvente fra præsidenten, for så vidt angår den finansielle regulering.

Trumps finansminister Steven Mnuchin var sådan set meget klar: Den nye administrations ønske er ikke at tilbagerulle den Dodd-Frank-lovgivning, der blev lavet i kølvandet på finanskrisen fra 2008. De ønsker ”proper regulation, not deregulation.”

Derimod ønsker man mere målrettet at få lavet konkrete justeringer, der hvor reguleringen er blevet unødigt restriktiv eller administrativ tungt. Et eksempel herpå er de årlige stress-test, som alle i princippet bifalder, men som har udviklet sig til et administrativt mareridt: Fx er Morgan Stanleys dokumentation i forbindelse med disse stresstest på 45.000 sider.

Administrationen har derfor rakt ud til bankerne og bedt om input. Ud af den dialog er der kommet en række oplæg fra det amerikanske finansministerium om, hvor man ønsker at sætte ind. Udover at forenkle processen omkring stress-testene er et andet centralt område at skabe større proportionalitet i reguleringen.

Det er bemærkelsesværdigt fra et europæisk perspektiv, for amerikanerne har allerede langt mere proportionalitet i deres lovgivning, end vi kender det fra Europa. Eksempelvis Basel-aftalerne, der er implementeret, så det gælder for alle banker og andre kreditinstitutter uanset størrelse, mens ”den fulde pakke” i USA kun gælder for banker med en balance på over 50 mia. USD.

Et af de nye forslag er fx, at det såkaldte LCR-krav kun skal gælde for globale SIFI-banker. Et tredje emne, som finansministeriet er optaget af, er at reducere de mange forpligtelser, som bestyrelserne i bankerne er blevet pålagt.

Der er nu eksempelvis over 800 bestemmelser i den amerikanske regulering, som pålægger bestyrelserne forskellige krav til blandt andet godkendelse af forretningsgange. Det kan ifølge US Treasury fjerne fokus fra de overordnede forretningsmæssige og risikomæssige forhold, som bestyrelserne i stedet bør bruge deres tid på, ligesom det kan udviske grænsen mellem, hvad der er den daglige ledelses ansvar, og hvad der er bestyrelsens ansvar.

Det mest bemærkelsesværdige ved Mnuchins indlæg var nok mest set med europæiske øjne, at forhandlingerne i Basel om nye kapitalkrav, som er det hotteste emne på vores breddegrader, slet ikke blev nævnt. Det blev faktisk kun nævnt af de amerikanske banker, der nøgternt konstaterede, at de godt nok var trætte af at diskutere de nye såkaldte Basel IV regler: ”Please no more Basel discussions”, som det lød.

Den manglende interesse skal formentligt nok mest af alt ses i sammenhæng med, at de nye regler ikke vil påvirke amerikanske banker nævneværdigt, mens de europæiske risikerer at få en mavepuster. Herhjemme skønner Finanstilsynet, at kapitalkravene kan stige med 27-39 procent.

Amerikansk interesse eller ej, Basel-komiteens daglige leder, Bill Coen, trak dog alligevel fulde huse. Han sammenlignede de igangværende forhandlinger med et marathon-løb, hvor der nu kun mangler få meter.

Bag det udsagn gemmer der sig ifølge korridorsnakken den omstændighed, at det nu kun er Frankrig, der endnu ikke har sagt ja til det kompromis, der er på bordet. Og som indebærer et gulv på 72,5 procent. I et velment forsøg på at berolige de tilstedeværende, som dog ikke virkede, gjorde Bill Coen det klart, at når der er opnået enighed om denne pakke, altså det vi herhjemme kalder Basel IV, ja så har Basel-komitteen ikke flere store initiativer oppe i ærmet.

Mødet gav også anledning til den traditionelle transatlantiske skudveksling om, hvem der er flittigst til at overholde de internationale Basel-aftaler. Europæerne er provokeret over, at amerikanerne flirter med ikke at implementere den såkaldte Fundamental Review of the Trading Book og kræver, at amerikanerne forpligter sig til at indføre reglerne, hvis der skal være en aftale om Basel IV.

Omvendt peger amerikanerne på, at Basels udsendte eksperter i 2014 har vurderet, at Europa ikke har indført de nuværende Basel-regler på tilfredsstillende vis. I bureaukrat-jargon hedder det, at være ”materially non-compliant”. USA blev vurderet til at være ”largely compliant”.

I den mere eksotiske del gav diskussioner om Bitcoin og kryptovalutaer som altid luft til den mere friske retorik fra de ellers ofte tilbageholdende bankchefer. Jamie Dimon fra JP Morgan anerkendte, at der da måske godt kunne være en forretningscase i Bitcoins – hvis man altså var narkohandler eller del af styret i Nordkorea.

Og Larry Fink fra BlackRock kaldte kursudviklingen på Bitcoins for et regulært hvidvask-indeks. Og når emnet nu er på hvidvask, så kom det måske mest overraskende – eller bekymrende – udsagn alligevel fra USA's finansminister, der fortalte, at han bruger intet mindre end halvdelen af sin tid på terroristbekæmpelse og hvidvask. Jo, Uncle Sam is watching you.

Om Donald Trump har samme skarpe blik for rigets finanser blev årets deltagere måske ikke meget klogere på. En ting er dog helt sikkert: vi har et begivenhedsrigt år foran os.

Forsiden lige nu

Blackrock-chef frygter aktienedtur på 15 pct

Blackrocks topchef vurderer, at den amerikanske økonomi vil begynde at bremse op i 2019, hvis USA går videre med truslerne om at indføre yderligere straftold på kinesiske varer for 200 mia. dollar.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere