FinansWatch

Er der toplinje for forsikringsselskaberne i deleøkonomi?

KLUMME: De kommercielle forsikringsselskaber er på jagt efter nye indtjeningsmuligheder, og deleøkonomien er et oplagt sted at rette kikkerten hen. "Spørgsmålet er bare, om mikroforsikringer giver mere omtale end egentlig indtjening. Og om forsikringsselskaberne samtidig bør gå mere grundlægende digitalt til værks," skriver Jacob Tovborg, nordisk direktør for forsikring i Accenture, i ny klumme.

Hvis uheldet er ude, når du bringer varer ud til din nabo via Rema1000’s nye Vigo-app, så er det forsikringsselskabet Alm. Brand, der dækker. Og hvis du lejer dine kjoler ud gennem Closay, så står Alka parat til at dække tyveri og skader, så du kan sove trygt om natten. Og der er flere eksempler på nye typer af mikroforsikringer, som de etablerede selskaber har kastet sig over.

Forsikringsselskaberne er pressede på toplinjen på grund af den øgede konkurrence og af, at vi kører i mindre og sikrere biler. Samtidig vinder de små gensidige selskaber markedsandel med skarpe priser og skræddersyende produkter til deres medlemmer. Derfor er det naturligt, at de kommercielle selskaber er på jagt efter nye muligheder – og deleøkonomien er et oplagt sted at rette kikkerten hen. Spørgsmålet er bare, om mikroforsikringer giver mere omtale end egentlig indtjening? Og om forsikringsselskaberne samtidig bør gå mere grundlægende digitalt til værks?

Print din skadeanmeldelse og post den

Hvis vi dykker lidt ned i hele brugeroplevelsen og forsikringsproduktet omkring de nye deleservices, så viser et hurtigt tjek, at forsikringsselskaberne endnu ikke er helt samme sted som deres nye ’digitale venner’, for hvem kundeoplevelse er afgørende for at tiltrække og fastholde brugerne. Alm. Brand præsenterer kunderne for et link til en formular, som man kan printe ud, udfylde i hånden, scanne ind og til sidst e-maile eller poste på gammeldags vis til selskabet, mens Alka trods alt har gjort formularen digital, så man – efter at have tjekket sine egne forsikringer og udfyldt 20 felter – kan indsende skadeanmeldelsen.

Kunderne forventer i dag søgefunktionalitet på samme niveau som Google og personalisering i stil med det, de oplever hos eksempelvis Netflix – det gælder alle digitale møder med virksomheder og produkter. Hos Accenture kalder vi dette med ét begreb ’liquid expectations’, og det er ikke irrelevant, for disse forventninger strækker sig i lige så høj grad til det tidspunkt, hvor forbrugerne får brug for forsikringen under den pågældende deleydelse. Og det er her, at kæden desværre hopper af i de ovennævnte eksempler.

Der er som sådan god forretningsmæssig ræson i ikke at digitalisere for meget, før man har sikret sig en vis volumen og fået styr på forretningsmodellen. Udfordringen er bare, at for den enkelte bruger er der tale om en unik kunderejse, hvor der er høje forventninger i hvert enkelt kontaktpunkt. Og det kan gå hen og blive en udfordring med de nye mikroforsikringer.

Deleøkonomien har endnu ikke ’disrupted’ forsikringbranchen

I udlandet ser vi samme bevægelse, hvor selskaberne efter en noget sløv start forsøger at omfavne den nye digitale verdensorden – enten ved at koble en mikroforsikring på de nye services eller som en overbygning på forbrugerens egen forsikring. I USA ser vi selskaberne Geico og State Farm, der forsikrer delebilsordninger, mens Lloyds har lavet en international aftale med Airbnb. Når det så er sagt, så mangler vi stadig at se deleøkonomien ’disrupte’ forsikringsbranchen.

Det er et sundhedstegn, at forsikringsselskaberne forsøger at ruste sig til fremtiden, og jeg er helt overbevist om, at de gennem samarbejde med iværksættere som ’Vigo’, ’Cloasy’ og ’Happy Helper’ på sigt vil lære meget om digitale forretningsmodeller, og hvordan man sætter kunden i centrum. De seneste tiltag viser dog med al tydelighed, at man skal kravle, før man kan gå.

Til en pris på mellem 5-10 kr. per forsikring er jeg samtidig spændt på at se, hvordan de nye initiativer kommer til at skabe bund- og ikke kun toplinje, når man tænker på de potentielle udbetalinger til ulykkes- og arbejdsskade og ikke mindst de manuelle processer, der knytter sig til de nye produkter. Det kræver ikke alene et effektivt setup, men i mine øjne også et digitalt automatiseret bagland.

 

Forsiden lige nu

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere