Klumme: Nye regler for provisioner kræver nytænkning af forretningsmodel
EU-Kommissionen har nu offentliggjort en længe ventet ”retail investor package”, som indebærer ændringer af og tillæg til den nuværende regulering af salg og distribution af investeringsprodukter til private investorer.
Indtil videre kommer der ikke et totalt forbud mod bankers og investeringsplatformes formidlingsprovisioner. Men der er lagt op til et forbud mod formidlingsprovisioner ved transaktioner uden rådgivning og en klausul, der åbner mulighed for et totalt forbud mod formidlingsprovisioner efter tre år. Disse ændringer vil få betydelige konsekvenser, både for finanssektoren og forbrugerne.
Et kommende forbud mod formidlingsprovision ved salg af investeringsprodukter, hvor der ikke ydes rådgivning til kunden, vil i sig selv have stor indvirkning på bankers og investeringsplatformes forretningsmodeller.
Rådgivning defineres af EU som, at der af banken eller investeringsplatformen gives en individuel anbefaling til private investorer, hvor banken eller investeringsplatformen har foretaget en individuel vurdering af kundens behov, ligesom banken eller investeringsplatformen har foretaget en individuel vurdering af de investeringsprodukter, der opfylder investorens behov.
Må se mod andre indtægtskilder
Rådgivningsfri – såkaldt ”advice-free” eller ”execution-only”-transaktioner – defineres på den anden side som ren handel med investeringsprodukter uden individuelle anbefalinger.
Det betyder konkret, at hvis en investor kontakter en bank og foretager en investering efter at have modtaget individuel, personaliseret rådgivning, så er banken berettiget til at opkræve formidlingsprovision. Hvis kunden derimod investerer via bankens website eller app uden forudgående individuel rådgivning, så vil formidlingsprovision fremover ikke være tilladt.
Denne lovgivningsmæssige stramning vil i høj grad få betydning for en stor del af Europas udbydere af investeringsprodukter. Både de førende digitale banker og de fremadstormende nye rent digitale investeringsplatforme bliver påvirket.
En mulig konsekvens er, at investeringsplatformene indfører månedlige abonnementsbetalinger eller andre typer løbende gebyrer, som vi bl.a. har set Nordnet gøre i Norge, hvor selskabet har udfaset formidlingsprovision. En anden mulighed er, at de direkte betalinger for transaktioner bliver højere.
Skal være klar med plan B
Men de traditionelle banker vil også i betydelig grad blive påvirket, fordi det kan være svært at skelne mellem handler med og uden rådgivning. I fremtiden vil bankerne være nødt til at have en skarpere adskillelse og også forskellige prissætninger af de to typer transaktioner, hvis de fortsat ønsker at modtage formidlingsprovision i handler med rådgivning.
Alternativet er helt at udfase formidlingsprovision også for rådgivningsmandater, og den ekstra kompleksitet vil formentlig få nogle banker til at overveje at gå denne vej.
Derudover forbeholder EU-Kommissionen sig ret til at evaluere de netop introducerede regler tre år efter den nye lovpakkes ikrafttræden. Hvis konklusionen til den tid bliver, at kunderne er blevet stillet ringere, kan den finansielle sektor først som sidst se i øjnene, at der kommer en stramning mere, dvs. et totalforbud mod formidlingsprovisioner.
Klausulen om evaluering efter tre år indebærer, at enhver europæisk virksomhed, der servicerer private investorer med investeringsprodukter, nu er nødt til at udvikle en Plan B, så de er i stand til at udrulle en tilpasset forretningsmodel i samme øjeblik, som et eventuelt totalforbud mod formidlingsprovisioner træder i kraft.
Selv med de nuværende ændringer vil forskellige former for strategisk nytænkning dog være nødvendige. Dermed bliver der nok at se til for den finansielle sektor.