Klumme: Danske banker har en gylden mulighed for at flytte fokus fra omkostning til indtjening

Stigninger i renten giver alt andet lige bankerne et større råderum til at flytte fokus fra omkostninger til indtjening gennem teknologiinvesteringer, skriver Klaus Jensen, banking lead i Accenture. 
Klaus Jensen, banking lead, Accenture. | Foto: Pr / Accenture
Klaus Jensen, banking lead, Accenture. | Foto: Pr / Accenture
Af Klaus Jensen, banking lead, Accenture.

De seneste ugers finansuro, der har trukket sorte skyer fra Silicon Valley over Schweiz ind på de danske aktieindekser, kan få én til at tænke, at banksektoren ser ind i stormfulde tider. 

De fleste markedskommentatorer er dog enige om, at det ikke breder sig til Europa, og de danske banker er blevet ganske gode til at navigere i uvejr efter et årti med alt fra finanskrise, stigende regulering og negative renter til covid-19 og krig i Europa. Konsekvensen har været en finansiel sektor, der har haft stort fokus på at reducere omkostninger og polstre sig økonomisk snarere end at opsøge nye forretningsmuligheder, der kan øge deres indtjening. 

Og selvom den nuværende makroøkonomiske og geopolitiske udvikling fortsat præger bankernes risikovillighed, er der positive tegn. Det er med andre ord ikke kun i skovbunden, at forårsblomsterne springer ud: de positive regnskaber er også begyndt at spire blandt danske banker. 

F.eks. sluttede Nordea, Sydbank og Nykredit året stærkt af, hvilket i høj grad kan tilskrives, at Nationalbanken hævede styringsrenten fire gange sidste år – hvilket både har påvirket rentemarginalen og omlægningsaktiviteten på boligmarkedet positivt. Det er samtidig en gylden mulighed for bankerne til at flytte de mange års omkostningsfokus mod at udvikle forretningen og øge indtjeningen. 

Digitaliseringen skal sætte kunden i fokus

For den stigende rente har også flyttet momentum fra den – særligt internationalt – massive vækst i neobanker, der har været velsignet af nulrenternes adgang til billig kapital, hen mod den mere klassiske bankforretning vi kender i Danmark.

Mens regnskaberne hos bankerne herhjemme er lovende, ser det sværere ud for neobankerne, der lider under faldende prissætning og mindre villige investorer. Det giver danske banker en unik mulighed for at købe sig til neobankernes teknologi, der kan accelerere bankens innovation, tage dem tættere på kunderne og give adgang til nyt talent. 

En ting er nemlig sikkert: banksektoren er under stigende forandring, og kunderne stiller større krav end nogensinde til deres bankprodukter og -tjenester. 

Derfor er det problematisk for bankerne, at investeringen i digital teknologi i høj grad har været omkostningsfokuseret og i mindre grad fokuseret på den personlige relation til kunderne og deres behov. Jeg har tidligere slået på tromme for den empatiske bank, som kun bliver vigtigere, hvis bankerne skal forblive relevante – og produktudviklingen er allerede i gang. 

Kan skabe mere vækst

Nogle af de eksempler vi ser derude netop nu, når vi kombinerer digital teknologi, en tættere relation med kunderne og deres ændrede behov er, f.eks. en tendens mod større demokratisering af bankydelserne. 

Kigger vi til blandt andet Tyskland, finder vi startup-virksomheden Finmarie, der henvender sig s

pecifikt til kvinder, og via en app giver dem adgang til at bestille personlig finansiel coaching, der skal øge deres interesse i investering. Det skal aktivere nogle af de mange kvinder, som vi fra undersøgelser ved, ikke tager aktivt stilling til deres økonomi i dag.

Et andet eksempel er værktøjet Max My Interest, der hjælper kunderne ved altid at præsentere de mest rentable konti, så de kan maksimere udbyttet på deres opsparing. 

Og så er der FRICH, som er en såkaldt social bank henvendt specifikt til generation Z, der giver brugerne mulighed for at opstille budgetmål sammen med vennerne og holde hinanden ansvarlige, så SU-budgettet ikke løber løbsk.

Der er mange flere eksempler derude, men fælles for dem alle er, at de tager kunderne ind i en ny, digital bankæra med sigte på hver kundes unikke situation. 

Det er ikke kun relevant over for kunderne men er også med til at skabe et empatisk digitalt afsæt for bankerne. Danske banker står derfor med alletiders mulighed netop nu for at investere i at øge indtjeningen med nye typer af produkter, der knytter dem tættere til kunderne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også