FinansWatch

Klumme: Tid til opgør med fordomme om seniorer

Erhvervslivet skriger på arbejdskraft, og det er en god anledning til at se på, hvordan man kan fastholde medarbejdere, som er over 60 år, skriver Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening, i en klumme.

Nicole Offendal er adm. direktør i FA. | Foto: FA / PR

Den seneste tid har medierne bragt forskellige historier om, at medarbejdere, der oppe i årene, har det svært på arbejdsmarkedet. Hvor er det ærgerligt. Vi skriger på arbejdskraft i alle aldre.

Også i vores egen sektor fylder debatten mere og mere. Og ikke sjældent handler den om behovet for særrettigheder til medarbejdere, der er 60 år eller derover.

Et dyk ned i statistikkerne tegner dog et billede af, at landets finansvirksomheder er betydeligt bedre end gennemsnittet til at fastholde de erfarne medarbejdere.

Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at hver 8. medarbejder i finanssektoren ved udgangen af 2020 havde rundet de 60 år. Til sammenligning er det kun hver 10. medarbejder på det øvrige private arbejdsmarked, der er fyldt 60 år.

Dermed er andelen af beskæftigede +60-årige i finanssektoren cirka en femtedel højere end gennemsnittet det private arbejdsmarked. Og det tal stiger og stiger. Også mere end gennemsnittet.

Vi er med andre ord rigtigt godt med i sektoren.

Måske er det, fordi vi lægger vægt på, at alle mennesker er unikke, og vores behov derfor kan - og sandsynligvis vil - ændre sig i forskellige livsfaser. Alle mennesker har deres egne behov. Uanset alder. Ganske enkelt.

Derfor nytter det ikke med særrettigheder. Medarbejdere hverken skal eller kan puttes i kasser efter alder. Det er ikke ligestilling. Tværtimod.

Faktisk efterlader særrettigheder et indtryk af, at medarbejdere i en bestemt kasse er ens og har behov for hjælp og støtte. Det er ikke respektfuldt, men derimod fordomsfuldt at sige, at medarbejdere, som har rundet en bestemt alder, har et specielt behov for hjælp og støtte.

Virkeligheden er jo ikke, at alle 60-årige er fuldstændig ens og har præcis de samme behov. Slet ikke. Nogle har ekstra behov eller ønsker. Andre har ikke. Når alt kommer til alt, er +60-årige lige så forskellige som alle andre aldersgrupper.

Jeg har mødt mange medarbejdere, der har rundet de 60, og som har et innovativt, nysgerrigt og åbent mindset. Kombineret med deres store erfaring er de en kæmpegevinst for enhver arbejdsplads.

Pointen er, at alle medarbejdere skal behandles lige. Og individuelt. Uanset alder. Eller for den sags skyld uanset etnicitet, seksuel overbevisning, køn osv.

Det er hverken dåbsattesten eller grå nuancer i håret, der er afgørende. Det er til gengæld mindset, evnerne og kompetencerne. Og de er individuelle. Det ved enhver arbejdsgiver i finanssektoren. Måske er det derfor, vi er så stærke til at fastholde vores erfarne medarbejdere.

Mere fra FinansWatch

Klarna tavs om stor spareplan

Hverken i Danmark, Norge eller på hovedkontoret i Sverige er der svar at hente om, hvordan Klarnas spareplan vil ramme fintech-selskabets afdelinger.

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs