FinansWatch

Kent Petersen i debatindlæg: Fintech-vækst viser at det er mennesker der giver teknologi værdi

TALENTTØRKE I FINTECH: Fintech har vundet fodfæste i Danmark som en branche, der kan skabe vækst og jobs gennem ny teknologi i intens, global konkurrence. Det er den slags, vi sukker efter som samfund. Læren er, at det er kompetencer og samarbejde, der skaber samfundsmæssig værdi af ny teknologi, skriver Kent Petersen, formand for Finansforbundet, i dette debatindlæg.

Foto: PR/Finansforbundet

Finanssektoren er vant til at være midt i en mere eller mindre konstant transformation, og koblingen mellem finans og it er langt fra ny. Den har længe været et grundvilkår, hvis man har bevæget sig i den finansielle sektor.

Alligevel er selve fintech-scenen og det startupmiljø, der er vokset frem flere steder i verden - og heldigvis også i Danmark - et relativt nyt fænomen på sidelinjen af sektoren af de mere etablerede finansielle virksomheder.

I 2015 lancerede vi i Finansforbundet sammen med Finans Danmark og Københavns Kommune Copenhagen Fintech for at samle kræfterne om at skabe vækst og arbejdspladser på baggrund af det potentiale, der lå i det nye iværksættermiljø. For os som faglig organisation var det afgørende være med til at bruge teknologisk udvikling til at skabe nye jobs.

Det har udviklet sig til et systematisk og bredt funderet samarbejde om både helt konkrete faciliteter for iværksætterne og en fælles indsats for at skabe så gode rammebetingelser som muligt for fintech i Danmark. Nu står endnu bredere og enormt stærk partnerkreds bag samarbejdet, som viser, at startupmiljøet kan bruge den etablerede branche til noget – og vice versa. Kort sagt: Det fælles træk skaber resultater.

Medarbejdere er råstof

Omdrejningspunktet for de 280 virksomheder og 2300 jobs, der er kommet til, er de kompetencer og de medarbejdere, der bag al snak om teknologi, innovation, digitalisering og udvikling i sidste ende er det råstof, der skaber værdien. For kunderne, for de enkelte virksomheder og i sidste ende for vores samfund. Den del af sagen er helt og aldeles fælles for både finanssektoren og fintech.

Derfor bliver den afgørende faktor for, at væksten kan fortsætte også, at der i allerbredeste forstand investeres nok i de kompetencer, der skal skabe fremtidens forretning, der i øvrigt efter alt at dømme i fremtiden vil flyde endnu mere frit mellem sektor og startups. Ligesom medarbejderne sandsynligvis også kommer til det.

Det gør udfordringen helt klar: På samme måde som et bredt samarbejde skabte en gunstig grobund for en branche, skal vi løfte den afgørende opgave med at sikre både pipeline og eksisterende base af kompetencer. Det kræver balance mellem løsninger, der batter nu og her. Og et fast fokus på den langsigtede forsyningslinje.

Ikke råd til at glippe vækst

På kort sigt har vi ikke råd til at gå glip af vækst- og jobskabelsespotentiale, som kræver nemmere og stærkere adgang til talent – også udefra. Der kan være opgaver og kompetencebehov, der er så specialiserede, at der ikke er de rette kompetencer på hylden inden for landets grænser. Det må ikke blive bremseklodsen for den næste væksthistorie i Danmark. Risikoen for at miste virksomheder og arbejdspladser til udlandet er simpelthen for stor.

Men endnu vigtigere er det, at vi opbygger en stærkere forsyningslinje på længere sigt. Vores uddannelsessystem er designet i en anden tid. Meget få af os vil have det samme jobindhold gennem et helt liv. Det kræver et solidt fokus på reel fleksibilitet i hele vejen igennem uddannelsessystemet og arbejdslivet.

F.eks. bør det være meget lettere at kombinere forskellige bachelor- og kandidatuddannelser, men behovet for mere og bedre fleksibilitet gælder ikke mindst også når det kommer til efter- og videreuddannelse. Vi har brug for en fundamental opdatering af et system, som endnu ikke er indrettet til, at vi for alvor gennem og kontinuerligt kan udvikle kompetencer på et tilstrækkeligt niveau.  Danmark – og ikke kun fintech – har brug for en samlet og koordineret indsats for adgang til et langt mere overskueligt og modulbaseret efter- og videreuddannelsessystem.

Fintech har vist, hvordan vi kan gribe den digitale samfundsudvikling og skabe arbejdspladser, vækst og værdi. I den proces er medarbejdernes kompetence det helt afgørende aktiv – og det har vi i fællesskab et meget stort ansvar for at investere tilstrækkeligt i.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs