FinansWatch

Klumme: Det hybride arbejdsliv kræver fokus på fællesskaber og forretning

I finanssektoren vender vi også snart tilbage til kontoret og et (mere) normalt arbejdsliv. Eller gør vi? Fremtiden er mere fleksibel – og kommer til at kræve, at vi kan udvikle og fastholde arbejdsfællesskaberne på nye måder og under nye vilkår.

Hjemmerabejde har fået et gennembrud under coronakrisen - men det er vigtigt, at vi får tænkt grundigt over fremtidens arbejdsmarked, lyder det fra Finansforbundet of FA i fællesskab. | Foto: PROSA/PR

I takt med, at vaccinerne udrulles, og pandemien forhåbentligt ebber ud, nærmer en mere velkendt hverdag sig for os alle. Væk med mundbind og goddag til kontor og kolleger igen.

Medarbejderne i finanssektoren har været nogle af dem, der ikke er blevet talt så meget om under nedlukningen. Fokus har af mange gode grunde været rettet andre steder hen. En af årsagerne har givetvis været, at arbejdet i meget stort omfang har fortsat i den helt ekstraordinære tilstand, der blev rullet ud i marts sidste år. I finansielle virksomheder landet over gik vi hjem og fortsatte arbejdet fra, hvor det nu kunne lade sig gøre: Der er blevet løst opgaver, serviceret kunder og skabt værdi fra børneværelser, køkkenborde og sommerhuse.

I en krise som den, vi har gennemlevet, er det enormt vigtigt, at den finansielle infrastruktur og hele det finansielle system fungerer. Den opgave har stået helt centralt for os – og den kan vi som både virksomheder og medarbejdere være enormt stolte over, at vi er lykkedes med.

Men i maskinrummet har forandringerne påvirket os alle i løbet af det seneste halvandet år under det, der vel kan kaldes historiens største arbejdslivseksperiment.

Enormt meget er blevet ændret. Og ændret enormt hurtigt. Nogle af effekterne var helt umiddelbare – andre kom snigende. De digitale løsninger kunne endnu mere, end vi troede, fandt vi alle ret hurtigt ud af. Vi fik mere fleksibilitet i hverdagen. Men vi savnede også vores kolleger og det fællesskab, som en arbejdsplads også er. For bare at tage et par nedslag fra en stejl læringskurve og en kompleks proces.

Nu står vi på trinbrættet tilbage mod en ’normalisering’, der uden tvivl vil blive en blanding af det, vi har savnet og manglet – og så noget af det nye, vi har lært. Vi ser allerede masser af tiltag, der peger frem mod et nyt arbejdsliv. Men hvordan indretter vi os også på længere sigt fornuftigt i en virkelighed, der bliver mere hybrid for medarbejdere, kunder og forretning?

Hvordan skaber vi fællesskab, når teams kommer til at arbejde anderledes sammen med større afstand i tid og rum? Hvordan sikrer vi, at organisationen udvikler sig i en ny arbejdsvirkelighed, hvor de parallelle forløb digitalt og fysisk bliver endnu mere tydelige? Hvordan styrker vi forretning, agilitet og kunderelationer samtidig med, at vi skaber mere fleksibilitet og trivsel?

Mulighederne og spørgsmålene er mange, men en ting er sikker: De nye muligheder skal gribes, samtidig med at vi fastholder både det faglige, det organisatoriske og det kollegiale fællesskab som noget helt grundlæggende for at skabe både trivsel og forretning.

Vi tager hul på debatten på årets Folkemøde på Bornholm, hvor du har mulighed for at være med – selvfølgelig fra også fra distancen. For nedlukningen har været en øjenåbner og et eksperiment med noget ret fundamentalt for mange af os. Nemlig det ’at gå på arbejde’. Det kommer vi helt sikkert til – fra hver vores side af bordet – at diskutere nærmere i de kommende måneder og år. Til gengæld har vi muligheden for at skabe forandringer, der gør vores arbejde bedre.

Klumme: Klimaændringer stiller større krav til risikoanalyse og stresstest i den finansielle sektor

Klumme: Gode takter i offentlige vejledninger om ansvarlig långivning  

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs