FinansWatch

Klumme: Er tiden inde til, at Indien lærer Norden om fremtidens betalingssystemer?

Indien har gennem de senere år gennemført en fuldstændig fornyelse af deres digitale betalingssystemer og skabt en model, som resten af verden - også Norden - kan og bør tage ved lære af, når fremtidens betalingsløsninger skal designes.

Kristian T. Sørensen er partner i Norfico. | Foto: PR/Norfico

De nordiske lande er blandt de mest digitaliserede i verden. Det har givet landene i Norden en ‘first-mover’-position, især når det kommer til finansielle services og betalinger (blandt andre digitale services som fx elektronisk ID).

Men det har også betydet, at de fleste nordiske betalingssystemer er baseret på infrastruktur, som i mange tilfælde burde være fornyet for længst. Det gælder i særdeleshed, når vi kigger på nordiske systemer til regningsbetaling. Men vores selvforståelse som first-mover-nationer må ikke forhindre os i at lære fra andre dele af verden - og især ikke, når de gamle systemer skal udskiftes.

En vigtig faktor for fremtidens betalingsløsninger er den nye, europæiske lovgivning for den finansielle sektor. På tværs af Europa har PSD2 (det reviderede betalingstjenestedirektiv) pålagt bankerne at give tredjeparter adgang til banksystemerne, og IFR (bekendtgørelsen om interbankgebyrer) har reduceret den transaktionsdrevne indtægt for bankerne på kortbetalinger betragteligt.

Og senest har EU’s nye ‘Retail Payments Strategy’ sat kontobaserede realtidsbetalinger højt på dagsordenen. De nye regulatoriske krav  har tvunget bankerne til ret grundlæggende at gentænke rollen som bank for at genvinde deres position bl.a. på betalingsområdet gennem nye og forbedrede løsninger til regningsbetaling og andre kontobaserede betalingsløsninger.

På vej mod realtid

Dette paradigmeskift og bankernes fornyede strategiske fokus på betalinger er samtidig, hvad der har skabt fundamentet for P27, som er et initiativ, der fundamentalt skal ombygge infrastrukturen for interbank-betalinger og erstatte de mange legacy-systemer på tværs af de nordiske lande med en fælles realtids- og multi-valuta-platform på tværs af Norden.

P27 Nordic Payments Platform (NPP), som projekt hedder, er godt på vej til at levere denne realtidsplatform, men selvom det i sig selv er et stort skridt fremad, må de nordiske banker nu strategisk beslutte, hvordan værdien og mulighederne i denne ny betalingsinfrastruktur bør udnyttes.

Indtægterne fra betalinger på tværs af europæiske banker har hidtil udgjort cirka en tredjedel af bankernes indtægter, og hvis denne indtægtskilde skal opretholdes med de nye begrænsninger i interbankgebyrerne på kortbetalinger, skal de europæiske banker overveje, hvordan især området for regningsbetaling kan nytænkes.

For at søge inspiration og drage nytte af andres læring, bør de nordiske banker tage et kig ud i verden på nogle af de mest interessante udviklinger i betalingsverdenen. Mens vi i Norden til en vis grad har hvilet på de digitale laurbær, har et land som Indien sprunget en række udviklingstrin over og succesfuldt implementeret en fuldt udbygget næste-generations digital betalingsinfrastruktur baseret på tre platforme, som nu er oppe på at håndtere mere end 60 mia. transaktioner årligt og med tocifrede vækstrater.

De tre platforme er:

  • Realtidsbetalinger – Unified Payment Interface (UPI)
  • Regningsbetaling – Bharat Bill Payments System (BBPS)
  • Fraud and risk – Enterprise Fraud and Risk Management (EFRM)

Innovation i Indien

Jeg havde for nylig fornøjelsen af at lære mere fra en af Norficos kunder om, hvordan Indiens digitale betalingsinfrastruktur har høstet stor anerkendelse i store dele af verden, og om hvordan den på kort tid har transformeret livet for mere end en milliard mennesker.

Jeg talte med Raj Jain, direktør for og stifter af RS Software, som er firmaet, der har bygget de tre platforme for NPCI (National Payments Corporation of India).

Raj Jain fortalte om, hvordan vi i Norden kan lære af erfaringerne med at opbygge UPI og give de indiske banker mulighed for at skabe innovative services oven på realtidsinfrastrukturen, som ikke er et mål i sig selv, men snarere en mulighed for at udvikle innovative produkter og services for både private brugere og firmakunder og derigennem transformere kunderelationerne og accelerere digitale betalingsløsninger. 

Principperne bag og den åbne arkitektur har gjort, at Indiens UPI har trukket overskrifter bredt i betalingsverdenen. Tech-giganter som Google, Amazon, Alibaba og Facebook har ligeledes alle vist stor interesse for UPI og haft glæde af løsningen.

Google har anvendt UPI til at flytte en væsentlig del af betalingerne i e-handel fra kortbaserede til kontobaserede betalinger. Succesen i Indien har fået Google til direkte at opfordre den amerikanske centralbank til at basere fremtidig betalingsinfrastruktur på samme principper.

De nuværende løsninger til regningsbetaling er i mange lande ejet og drevet af tredjeparter. Det har typisk givet bankerne udmærkede indtægter, men modellen har ikke været fordelagtig for bankernes erhvervskunder, som har lidt under manglende innovation og fleksibilitet.

Potentiale i USA

Digital regningsbetaling - som i USA alene er et marked på mere end fire billioner dollar - er under forandring og kan bedst understøttes med en platformsarkitektur, som vi kender den fra digitale markedspladser. På denne måde kan man både sikre brugeroplevelsen og øge effektiviteten samtidig med, at sikkerheden og risikostyringen styrkes.

En moderne regningsbetalingsplatform giver desuden bankerne mulighed for at udvikle og styrke relationerne til deres erhvervskunder via tjenester, som er designet med kundernes reelle behov for øje. Og samtidig kan de spille en mere aktiv rolle i kunderelationen frem for at lade den være styret af en tredjepart med egen kommercielle dagsorden.

I takt med, at kontobaserede betalingsløsninger rykker op på den strategiske dagsorden - og med et ambitiøst infrastrukturinitiativ som P27 - får de nordiske banker mulighed for at give digitale regningsbetalinger en renaissance og gå direkte og aktivt ind i udviklingen regningsbetalingsløsninger til deres erhvervskunder. Samtidig vil bankerne kunne skabe nye transaktionsdrevne indtægter.

De nordiske banker bør gribe muligheden og sikre, at de kommer til at spille en fremtrædende rolle inden for betalinger. Alternativet er en fortsættelse af det nuværende paradigme, hvor bankerne overlader store dele af både infrastrukturen og kundedialogerne til de globale betalingsløsninger, og det går ud over både indtægter og den direkte kundedialog.

Iværksættelsen af P27 er et af de vigtigste skridt til at sikre de nordiske landes førerposition inden for digitale betalinger. Og som det ser ud nu, har P27 en dagsorden om at lade bankerne tage den strategiske styring. Bankerne har så muligheden for at gå målrettet efter at indfri en mere ambitiøs strategi for betalinger - som passende kan starte med regningsbetaling.

Mere fra FinansWatch

Pimco-boss: Ikke sikkert inflationen kommer

Investeringschef hos den globale kapitalforvalter Pimco mener, at investorerne handler på en fejlagtig bekymring for, at forbrugerpriserne vil stige, for det er langtfra sikkert, at inflationen vil gå op.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs