10 år er gået siden Lehman Brothers krakkede og sendte den globale økonomi ud i et finansielt stormvejr ikke set siden Depressionen i 1930’erne.

Den finansielle storm sendte en bølge af regulering ind over værdipapirmarkederne, og det var tiltrængt. På investorbeskyttelsesfronten er der sket meget, og her er i vi dag godt med.

Det er dog ikke alle steder reguleringen af markederne for handel med værdipapirer endnu er i mål – særligt inden for de områder, hvor den globale finanssektor i årene op til krisen var mest kreativ.

Den finansielle opfindsomhed var stor i USA i årene op til krisen, og de såkaldte subprime-lån – hvilket var lån til de mindst kreditværdige amerikanere - indgik som en væsentlig ingrediens i sofistikerede finansielle produkter med uigennemskuelige risikoprofiler, som gav investorerne en højere rente end investeringer i mere traditionelle produkter. Lehman lå inde med store mængder af disse produkter, og det var medvirkende til at fælde banken.

Set med bankøjne var den mest alvorlige konsekvens af Lehmans krak, at det skabte en mistillid bankerne imellem – når nu Lehman var krakket, hvem stod så for tur? – som betød, at de globale pengemarkeder frøs til.

Situationen resulterede i, at de banker, som lå inde med likviditet, holdt fast i den, og de banker, som havde et likviditetsbehov, ikke kunne få det tilfredsstillet. Kombineret med, at mange banker i årene op til krisen havde betydelige indlånsunderskud, var opskriften på en giftig cocktail komplet.

Plads til mistillid

Lehmans konkurs lærte os, at højt gearede banker med et utilstrækkeligt kapitalgrundlag er usunde for den finansielle sektor.

Men vi lærte også, at hvis bankerne ikke har styr på, hvem der skylder hvem hvad hvornår, når der handles værdipapirer, kan der ved stress i det finansielle system hurtigt opstå en fatal mistillid bankerne imellem, en mistillid som kan resultere i en nedsmeltning af væsentlige finansielle markeder.

Efter Lehmans krak var behovet for at øge gennemsigtigheden og sikkerheden på de globale værdipapirmarkeder stort. Fokus var særligt på derivater handlet uden om regulerede markedspladser, det såkaldte Over-The-Counter marked, som i særlig grad var karakteriseret ved manglende gennemsigtighed.

Der blev blandt andet stillet krav om at mindske modpartsrisici, altså risikoen for at ens modpart kan gå konkurs, før handlen er tilendebragt og/eller, at modparten ikke overholder sine kontraktuelle betalingsforpligtigelser.

Konkret blev der på baggrund af reguleringskomplekset EMIR, European Market Infrastructure Regulation, indført et mellemled i handlen med standardiserede derivater i form af en central modpart (CCP), som er en finansiel enhed, der stiller sig mellem køber og sælger for at sikre handlens gennemførelse.

Den risiko, der således før var på den enkelte modpart, er nu samlet hos disse CCP’er. For at sikre, at risikokoncentrationen hos CCP’erne ikke løber ud af kontrol, stiller myndighederne betydelige krav til både finansieringen og risikomonitoreringen af CCP’er.

Reguleringen har også medført øgede krav til offentliggørelse af handler med finansielle produkter ligesom kravene til myndighedsrapportering er øget. Dette øger myndighedernes mulighed for at overvåge og reagere på de risici, som opbygges på de globale værdipapirsmarkeder.

Øvelsen er ikke lykkedes

Især når det gælder bedre beskyttelse for investorerne, er der som nævnt sket meget. I årene op til krisen blev der handlet meget komplekse finansielle produkter med uigennemskuelige risikoprofiler.

Nogle af disse produkter havnede hos investorer, som ingen forudsætninger havde for at gennemskue produkternes konstruktion. Dette førte i visse tilfælde til store tab for investorerne. Efterkrise-reguleringen i form af bl.a. MiFID II stiller markant øgede krav til investorbeskyttelse netop for at undgå ”misselling” af finansielle produkter.

Som det er nævnt mange gange i forbindelse med 10-året for finanskrisen, kan man ikke indrette en markedsbaseret økonomi således, at finansielle kriser helt kan undgås. Men man kan sætte alle sejl til for at minimere konsekvenserne af fremtidige kriser.

Der er dog ingen tvivl om, at der er taget rigtig godt fat reguleringsmæssigt særligt i forhold til handlen med standardiserede finansielle instrumenter både i Europa med EMIR-lovgivningen og i USA med Dodd-Frank.

Udfordringen er ikke mindst at sikre det globale sammenspil af regler, hvis enkelte lande og regioner ikke er helt i synk hverken i forhold til timing eller indhold af regler – og den øvelse er desværre ikke lykkedes til fulde endnu. Og det er en betydelig udfordring i en global verden. Samtidig kan det også være værd at kigge lidt mere på reguleringen af de mere sofistikerede finansielle produkter.