FinansWatch

Hvem knækker blockchain-koden i forsikringsbranchen?

KLUMME: På den helt korte bane kommer blockchainteknologien ikke til at definere forsikringsområdet, men det kommer den helt sikkert til på sigt. Det skriver Lars Bay fra rådgivningsvirksomheden Accenture i en klumme på FinansWatch.

Lars Bay Nielsen, Managing Director Financial Sector, Accenture Foto: PR

Når de store lastvognstog kører ned igennem Europa, så kunne de fremadrettet meget vel være forsikret ved hjælp af blockchain-teknologi. Når en ny lastbil tilslutter sig rækken af lastbiler, så kan det pågældende fragtselskab automatisk blive faktureret for den tilkoblede forsikring. Uden mellemmænd, billigere og mere effektivt.

Teknologien vil potentielt set blive afgørende for transportbranchens fremadrettede succes, fordi der er mange omkostninger og processer forbundet med at drive fragtselskaber. Derfor ser vi også, at store virksomheder som FedEx, UPS og SAP ikke har været sene til at tilslutte sig organisationen BiTA, der står for Blockchain in Transport Alliance.

Og netop større organiserede samarbejder bliver helt afgørende for, at forsikringsbranchen også kommer til at udnytte de mange fordele, der ligger i blockchain-teknologien. Investeringen er kompliceret og stor, men potentialet er til gengæld enormt, specielt inden for erhvervsforsikringer og hele reassuranceområdet. Særligt fordi blockchain ikke kun kan håndtere simple forsikringsprocesser men også komplicerede finansielle aftaler.

Vores research viser da også, at 33 pct. af forsikringsselskaberne globalt set planlægger at bruge blockchain-teknologien inden for de næste to år, og 36 pct. overvejer det. Uanset om man er i denne pulje, så bør man som forsikringsselskab gøre sig klar på at reagere på de konkurrerende selskaber, der faktisk vil anvende teknologien.

Analyseorganisationen Gartner har tidligere konkluderet, at bølge nummer to inden for digitale forrretnings-innovationer faktisk ofte er mere disruptive end den originale innovation. Gartner forudsiger også, at blockchain vil give en værdi-tilførsel for virksomheder globalt set svarende til lidt mere end DKK 1.069 milliarder, når vi når til 2025, og at værdi-tilførslen vil overstige DKK 19 billioner i 2030.

Værdi-tilførslen tilskrives faktorer som øget salg, nye salgsmuligheder og faldende direkte og indirekte omkostninger. Selvom disse beløb kan forekomme lidt tegneserie-agtige, så er der ingen tvivl om, at det er den vej udviklingen går – også for forsikringsområdet.

På den helt korte bane kommer blockchainteknologien ikke til at definere forsikringsmarkedet, men det kommer den helt sikkert til på sigt. Og det er et komplekst projekt at komme i gang med, så det er mere end relevant at geare sin organisation til at komme i gang.

Forestil dig, at når du sætter nøglen i døren til din næste AirBnB-reservation, så aktiverer du automatisk den medfølgende forsikring, uden at skulle underskrive ekstra aftaler mellem flere parter eller være i dialog med dit forsikringsselskab. Det er klart, at lovgivningen skal kunne følge med, men det kommer.

For forsikringsselskaber kommer blockchain til at give mere gennemsigtighed, nøjagtighed og effektivitet – og samtidig kommer det også til at blive kernen i nye samarbejder. Netop nu ser vi, at blockchain popper op i pilotprojekter, proof of concepts og nye samarbejder, der hjælper forsikringsselskaberne med at forbedre den måde, de administrerer skader og komplekse multinationale transaktioner, hvordan de sikkert gemmer og deler data, og endda hvordan de forebygger svindel.

Over det seneste år har vi særligt bidt mærke i følgende eksempler internationalt:

  • Allianz afslørede en blockchain-prototype for selv-forsikring eller interne koncern-forsikringer, hvilket er et komplekst område inden for kommerciel forsikring, som potentielt skal kunne gå over landegrænser og omfatte for millioner af kroner forsikrede genstande. Blockchain-løsningen vil øge effektiviteten markant.
  • Prudential indgik et samarbejde med Singapore telco StarHub og insurtech-virksomheden Cites Gestion om at lancere Fasttrack Trade (FTT) – en blockchain-baseret digital handelsplatform for små og mellemstore virksomheder, som også sælger forsikring. Platformen vil give partnerne inden for forsikring, tele og fintech mulighed for at øge deres kundedatabaser.
  • På et lidt større niveau har 14 europæiske forsikringsselskaber indgået partnerskab med blockchain-selskabet Stratumn om at skabe en løsning, der strømliner data flow imellem dem. Det vil gøre det muligt sikkert at gemme data og overholde de nye EU-regler.
  • Nationwide er begyndt at teste RiskBlock proof of insurance-værktøj, der gør det muligt for forsikringsselskaber og myndigheder at fastslå forsikringsdækning i realtid, hvilket vil overflødiggøre fysiske forsikringspapirer. Produktet er udviklet gennem et forsikringskonsortium anført af The Institutes.

Eksemplerne taler deres tydelige sprog om fordelene, som er mange og varierede, men samtidig peger de også tydeligt på, at forsikringsselskaberne skal tænke i samarbejder – store som små – for at lykkes med at udnytte teknologien optimalt. Jeg glæder mig til at se, hvem der formår først at komme ud af starthullerne i en dansk kontekst og gå forrest på området.

 

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere