Kampen for dansk realkredit kan om noget samle tropperne – både organisationer, banker, realkreditinstitutter og politikere. Intet kan samle, som en trussel udefra. Basel III hedder truslen, der radikalt reducerer værdien af realkreditobligationer i bankernes likviditetsbeholdning. En tikkende bombe under de forbundne kar mellem banker og realkredit.

Derfor blev det opfattet som formasteligt, da ATP direktør, Lars Rohde, forleden udsendte et lille advarselssignal om de et-årige rentetilpasningslån.

Hans forslag om en belåningsgrænse på 60 % blev hurtigt manet i jorden – stort set af alle. Lige bortset fra Berlingske Tidende, der fortsatte angrebet på det, de konsekvent kalder ”de farlige” rentetilpasningslån.

Fuld tillid til bankernes kreditvurderinger

Men trods begyndende valgstemning var det ikke til at drive hverken økonomi- og erhvervsministeren, regeringens vagthund eller oppositionen til en ændring af reglerne for realkreditten. Som med én stemme lød det, at det må være op til bankernes kreditvurdering at sikre udlånene. Og der er fuld tillid til denne kreditvurdering.

Her kunne man godt stoppe op et øjeblik og påstå, at det jo netop var et stort antal bankers lemfældige kreditvurderinger, som i Danmark medførte så markante konsekvenser her under finanskrisen.

Men det gør vi ikke.

For det er meningsløst. Løbet er kørt: De banker, der var mest lemfældige, er her ikke mere. De andre har skærpet kravene i løbet af krisen – endda mere end rigeligt vil iværksætterne og vækstvirksomhederne mene. Og endelig er det alt for sent for dem, der er yderst i risikozonen: Økonomisk hårdt stillede boligejere med et-årige rentetilpasningslån, hvor banken måske i sin tid var lige velvillig nok. For dem er ro om lånene essentiel for at dæmme op for en katastrofal rentestigning.

Det internationale angreb

Roen er imidlertid svær at bibeholde, for angrebet fortsætter fra internationalt hold.

Den internationale Baselkomite mener simpelthen ikke, at realkreditobligationer som de danske har en tilstrækkelig kvalitet som sikker, kortsigtet likviditet i bankerne. De foretrækker statsobligationer.

Og det er et hårdt angreb. De danske banker anvender nemlig i meget stort omfang realkreditobligationerne i deres likviditetsstyring. De nye regler begrænser denne mulighed på to måder: Dels må kun 40 % af deres likviditet bestå af realkreditobligationer, dels medregnes kun 85 % af værdien. Resten skulle bestå af statsobligationer eller lignende. Der bliver dog åbnet en kattelem, fordi dette regnestykke ikke går op i lande med lille statsgæld og dermed for få statsobligationer – som bl.a. Danmark. Men den andel af realkreditobligationer, der overstiger 40 % af likviditetsbeholdningen kan kun medregnes til yderligere begrænset værdi.

Likviditet forudsætter omsættelighed

Set med danske briller skulle man tro, at det er rentetilpasningslånene, der er mistillid til. Men det er ikke (lige i denne sammenhæng) tilfældet. Internationalt er det mest almindeligt med variable renter til boliglån – ja faktisk er en del af problematikken, at der ikke er kendskab til de fastforrentede boliglån, som vi har tradition for.

De nye regler koncentrerer sig i stedet om obligationernes omsættelighed. Reglerne, der kaldes LCR, Liquidity Coverage Requirement, består i en 30 dages likviditetsstress-test. Målet er at sikre en beholdning af likvide aktiver, så bankerne kan modstå et chok.

Begge de danske realkreditorganisationer erkender da også, at det kan udgøre en risiko, når refinansieringen af de mega store lånemasser er koncentreret på få tidspunkter af året. De arbejder derfor i enighed på at sprede refinansieringen i mindre portioner løbende over året.

Forbrødringen er endda så stor, at der måske er mulighed for at bilægge den gamle strid, der førte til opdelingen af brancheorganisationerne. Mon ikke vi 2011 ser en sammensmeltning af Realkreditrådet og Realkreditforeningen?

Komplicerede finansieringsdetaljer

I Bankinfo har vi i flere omgange beskrevet de nye Baselregler, som vi anser for temmelig komplicerede, selv for specialister.

Det overrasker, at der helt uden forhandling kan opnås enighed blandt alle parter om disse komplicerede finansieringsdetaljer.

Men svaret er nok enkelt: Det berører os alle sammen – som boligejere og endda også lejere.

For det første vil vi gerne have billige boliglån. For det andet giver billige finansieringsmuligheder mulighed for at bevare forbrugernes købelyst, hvilket er sundt for samfundsøkonomien …

Samtidig er det interessant, at blot et par ord fra en investor som ATP kan skabe så stor furore.

Lars Rohdes pointe er, at en rentestigning kan resultere i flere tvangsauktioner og dermed mistillid til realkreditobligationerne, hvilket igen vil medvirke til, at renten stiger yderligere.

Men netop en sådan melding var i sig selv tæt på at bidrage med mistillid til obligationerne – så det er bedre at tie stille og krydse fingre sammen med alle os andre.

Enigheden udfordres i 2011

Imens fortsætter finansbranchens og regeringens repræsentanter kampen i EU, hvor ”vi har større indflydelse”, som Finansrådet skriver.

Det bliver spændende at se udfaldet i 2011, og om den usædvanlige enighed holder vand til de forventelige kompromisser på den politiske arena.

Vi har også til gode at se, hvilken effekt en rentestigning vil have på det private boligmarked. Vi har allerede kunnet iagttage finanskrisens konsekvenser på erhvervsområdet og specielt i ejendomssektoren. Men vi har endnu ikke set effekten af et opsvings forventelige rentestigning for de danske husholdninger. Og hvor langt den politiske enighed kan bære, når det sker.