Gælden i Kina er vokset sig tre gange så stor som landets BNP, og flere og flere er begyndt at frygte en gældskrise i Kina. En gældskrise i Kina vil i værste tilfælde påvirke verdensøkonomien og i hvert fald dedikerede investeringer i Asien.

Kina har i et ikke ubetydeligt omfang skabt den fortsat høje vækst på 6-7 pct. ved en kreditekspansion til en række primært statsejede virksomheder, der har investeret i projekter, som ikke i alle tilfælde giver et højt (samfundsøkonomisk) afkast. Spøgelsesbyer og tyndt besatte motorveje nævnes som eksempler.

Finansieringen sker hovedsageligt gennem det såkaldte ”skyggebanksystem”, der supporteres af bankerne, men er mindre transparent og reguleret. Skyggebanksystemet tjener således som ventil for den rigide regulering af banksystemet i form af rentelofter og kreditrammer.

Den udprægede statsindblanding i det kinesiske finansielle system har i den forbindelse resulteret i en opfattelse af, at der er en underforstået garanti til investorerne, hvilket i en klassisk ”moral hazard” sammenhæng har ført til overdreven kreditgivning.

Jeg vurderer (kraftigt inspireret af IMF), at de største problemer i Kina er langsigtede og relateret til misallokering af kapital samt balancen mellem vækst og finansiel stabilitet, og at gældssituationen i Kina ikke på kort sigt udgør et faretruende problem.

Flere forhold kan begrunde en vis optimisme:

Først og fremmest er Kina verdens største kreditorland og har på overordnet niveau alle ønskelige frihedsgrader herunder verdens største valutareserver samtidig med, at valutakursen og kapitalbevægelserne er underkastet stram kontrol.

Den udprægede topstyring af den kinesiske økonomi og den finansielle sektor betyder, at ethvert gældsproblem kan løses, hvis centraladministrationen ønsker det. Valutafonden skrev, at ”The Chinese authorities have a formidable array of administrative levers that can be used in a crisis” i sin seneste ”Financial System Stability Assessment” af Kina.

Centraladministrationen er kritisk opmærksom på eventuelle realøkonomiske og finansielle faresignaler, og de kinesiske myndigheder har samtidig arbejdet på at styrke det finansielle system og skabe mere markedsorienterede strukturer i de sidste år.

IMF kom i forbindelse med sit Financial Sector Assessment Program i 2011 med en række anbefalinger til de kinesiske myndigheder og i forbindelse med den seneste eksamination, hvis resultater blev offentliggjort den 6. december 2017, har IMF gjort status over implementeringerne heraf.

Konklusionen er, at langt de fleste anbefalinger er enten fuldt eller næsten implementeret, og IMF udtaler, at ”Major advances have been made by the authorities in the financial sector regulation and supervision”.

Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at IMF, bl.a. for opnå den største mulige indflydelse på Kina, udtrykker sig venligt over for de kinesiske myndigheder, men uformelle kilder bekræfter, at lydhørheden er markant stigende.

Bankerne spiller stadig den væsentligste rolle i Kinas finansielle system og har altovervejende meget solide balancer specielt de meget dominerende statsejede banker, mens kapitaldækningen kan være for lille blandt de mindre og mellemstore banker. Endvidere er tilgangen til likviditet fortsat rigelig, bl.a. fordi den Peoples Bank of China løbende stiller likviditet til rådighed for banksystemet.

Det hører med til historien, at myndighederne har strammet kreditskruen i år, og generelt er virksomhedernes og regionernes gældsopbygning decelererende. Husholdningernes gæld stiger fortsat, men fra et lavt niveau, og det skal bemærkes, at egenfinansieringen af boliger fortsat er høj.

De væsentligste risikoelementer er de mulige konsekvenser af en statsorkestreret dæmpning af væksten, der (bevidst) kan resultere i virksomhedskonkurser og tab i skyggebanksystemet. Fører dette til generelt højere risikopræmier, kan konsekvenserne være betydelige.

Jeg vurderer, at Kina fortsat af politiske hensyn og i fraværet af et fornuftigt socialt sikkerhedsnet har behov for at holde væksten på et ganske højt niveau og derfor ikke strammer kreditten meget voldsomt, og at større kriser kan undgås. Dette er dog ikke uforeneligt med en langsigtet sanering af kreditgivningen i Kina på vej mod et mere markedsorienteret system.