FinansWatch

Dør tyre af alderdom?

KLUMME: Tre faktorer peger på et fortsat bull-marked på det finansielle marked, skriver Jan Eggertsen, chef for Central- og Nordeuropa hos T. Rowe Price, i ny klumme på FinansWatch.

tre faktorer, der peger på et fortsat bull-marked Foto: PR

Aktiemarkedet har de seneste ti år opført sig som en af 40’ernes og 50’ernes mest nyskabende boksere, Jake LaMotta. Han er bedre kendt under øgenavnet ”Raging Bull”.

Tilnavnet fik han, fordi han var en af de første til at praktisere det, man kan kalde en ”bully”-stil i boksning. En aggressiv facon, der består i hele tiden at gå tæt på modstanderen og levere slag uden selv at være bange for at modtage.

På mange måder ligner stilen det finansielle marked, vi har set de seneste ti år. Aggressivt og frygtløst med kurver og afkast, der stort set kun kendte én retning – opad. Lige indtil vi løb ind i en hård højre i 2018.

I MSCI-AC World-indekset så vi aktieafkastene gå i minus i stort set alle sektorer. Samtidig så vi PMI-tallene dale kraftigt særligt i slutningen af året i både USA og Europa, mens fremstillingsindustrien i både Japan og Kina oplevede et fald gennem 2018.

Kommer nedturen?

I starten af 2019 vendte stigningerne tilbage, som vi har været vant til de sidste mange år. Usikkerheden lurer dog stadig og materialiserer sig i spørgsmålet; Er verdensøkonomien på vej i recession?

Det korte svar er nej. Ikke endnu. Vi ser en opbremsning i økonomien, hvilket naturligvis også afspejler sig i aktiekurserne. Det tyder dog ikke på en global recession og et aktiemarked i langvarig nedtur.

Faktisk er der efter min mening tre faktorer, der peger på et fortsat bull-marked. Dem kommer jeg tilbage til, men først er det værd at overveje, hvorfor spørgsmålet om recession overhoved er aktuelt.

En stor del af forklaringen er sandsynligvis, at aktiemarkedet har klaret sig så godt, som det har. Den 22. august 2018 blev af mange medier cementeret som den dag, hvor vi havde oplevet det længste bull-marked i både Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq i nyere tid.

Naturligt at lede efter en udløbsdato

Det er menneskets natur at spørge, hvor gammelt noget kan blive. Især når det aldrig har været ældre. Men alder er og bliver en ligegyldighed, når det kommer til aktiemarkederne. For tyre dør aldrig af alderdom. Men hvad dør de så af?

Her kommer jeg tilbage til tre af de faktorer, som vi mener, peger på et fortsættende bull-market, om end i et lavere tempo. Pointen er, at faktorerne kan ændre sig, og i så fald vil de kunne være en del af årsagen til bull-markedets endeligt.

For det første er beskæftigelsen stadig stigende. Den årlige vækst i jobskabelsen i både USA og Europa ligger på 1-2 procent, mens den i Japan er på over 2 procent. Der er altså ordrer i bøgerne, aktivitet i produktionen og brug for hænder på kontorerne og i fabriksbygningerne. Samtidig ser vi, at lønstigningerne er moderate, hvilket er atypisk i et langvarigt opsving, men et klart udtryk for, at virksomhederne foreløbigt har styr på situationen. Den positive udvikling i beskæftigelsen og vækst i virksomhederne er fortsat ind i 2019.

For det andet stoppede ECB i slutningen af 2018 de omfattende støtteopkøb. Formålet med den enorme stimuluspakke har været at sikre europæisk vækst og holde hånden under den voksende statsgæld i eurozonen. I USA er støtteopkøbene også stoppet, og trods afslutningen af de økonomiske hjælpeprogrammer, ser vi altså, at markederne er i stand til, i nogen grad at stå på egne ben.

For det tredje er gælden hos virksomheder, stater og forbrugerne steget de senere år. Men ser vi på udviklingen i den samlede gæld i forhold til værdien af det samlede marked for værdipapirer, så er forskellen faktisk de senere år skrumpet. At den kurve er svagt faldende er et godt tegn på, at der bliver holdt igen med gearingen og dermed virksomhedernes risikovillighed. Med andre ord er det et tegn på at investeringsmarkedet ikke er på vej ud af kontrol eller mod overophedning.

Udviklingen i aktiemarkedet er ikke udelukkende dikteret af disse tre faktorer, men de er en del af forudsætningerne for en fortsat positiv udvikling. Derfor vil aktiemarkederne fortsætte fremad. Og vækstaktier er stadig relevante at investere i, også selvom den økonomiske vækst bliver mere moderat.

Bokseren Raging Bull døde i 2017 – han blev 95 år gammel.

Så gammel bliver det nuværende bull-marked sandsynligvis ikke. Men selvom det er oppe i årerne, er det still going strong. Mindre aggressivt, og frembrusende – mere afdæmpet og taktisk. Med andre ord er det tid til at tage paraderne lidt ned og holde igen med snakken om recession og aktiekrak, der er vi ikke endnu.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere