FinansWatch

Danskerne har sluppet robot-skrækken

Danskernes frygt for, at robotterne og den kunstige intelligens erstatter deres job er forduftet, viser en ny Wilke-undersøgelse, gennemført for Watch Medier, der har taget pulsen på den kunstige intelligens i ni brancher i dansk erhvervsliv. Udviklingen kommer til sætte en helt ny dagsorden stort set over alt - i nogle brancher tidligere end i andre.

Foto: Colourbox

Der er talt meget om det.

Om angsten for, at robotterne med antenner på hovederne og menneskelignede øjne så store som tekopper, kommer rullende ind fra højre med blå blink og kameraer på maverne og overflødiggør mennesker på produktionsgulvet.

Om faren for, at menneskelignende, kunstige hjerner nu kan udradere selv den bedste skakspiller og dermed er på vej til at eliminere masser af kontorjobs, så man ikke engang kan komme til at tale med et rigtigt menneske, når man skal brokke sig over tvivlsomme postordrefirmaer.

Men, men men. Kun de færreste danskere frygter, at den begyndende revolution inden for kunstig intelligens og robotter i alverdens afskygninger vil sætte deres egne job i fare eller generelt medføre større arbejdsløshed.

Det viser en dugfrisk analyse, som analyseinstituttet Wilke har gennemført for Watch Medier.

Fire ud af fem danskere, 79 procent, svarer således nej på spørgsmålet om, hvorvidt ”du vurderer, at den teknologiske udvikling med flere robotter/kunstig intelligens vil sætte dit job i fare inden for de næste ti år.  Kun godt en ud af ti forventer, at det kan blive tilfældet.

Tværtimod ser flertallet af os, 60 pct.,  fordele ved udviklingen på linje med internettets gennembrud. Men mange vil gerne orienteres mere om konsekvenserne af udviklingen, hedder det fra hver anden dansker. Cirka hver tredie adspurgt føler sig ok orienteret.

Det kan dog ramme de andre

Mens de allerfærreste venter, at udviklingen vil ramme netop dem og deres job, er der flere, nemlig godt hver fjerde, der vurderer, at den teknologiske udvikling med flere robotter/kunstig intelligens generelt vil medføre større arbejdsløshed i Danmark inden for de næste ti år. Knap seks ud af ti ser ikke en risiko for større arbejdsløshed.

De fleste kan forholde sig til robotter, typisk kendt fra automatiseringen af den tunge industri, mens kunstig intelligens er et begreb, der er knap så ligetil at definere; ikke mindst fordi man i dag også arbejder på at integrere kunstig intelligens i robotter. Generelt set – og det ved de fleste sikkert - handler kunstig intelligens om at udvikle software og maskiner – kunstige hjerner -  der udfører handlinger, der hidtil har krævet menneskelig intelligens.

Spørgsmålet er, hvordan de enkelte industrier i dansk erhvervsliv selv ser udviklingen inden for kunstig intelligens, udfordringerne og mulighederne? Watch Medier har søgt at finde svaret inden for de ni områder, som vi dækker på vores redaktioner.

En ny dagsorden - med muligheder

Og konklusionen er over en bred front utvetydig:

Den kunstige intelligens vil sætte helt ny dagsorden i stort set alle brancher - om end nogle er langt mere på forkant end andre, mere konservative brancher som for eksempel shippingbranchen.

Vi har dog kun set begyndelsen, og udviklingen er idag ikke i nærheden af, at den kunstige hjerne matcher den komplicerede menneskelige hjerne.

"Vi er lysår fra kunstig intelligens, der kan tænke selv.”

Jochen Förster, direktør i Carlsberg Laboratorium

Men, jo, nogle job vil forsvinde inden for flere erhverv, nye typer af arbejdspladser vil dog opstå.

Drop mennesker til ølsmagningen

Foto: Lars Nybøll, Jyllands-Posten
Foto: Lars Nybøll, Jyllands-Posten

Foto: Lars Nybøll, Jyllands-Posten

Tag nu fødevareindustrien, hvor Carlsberg vil have kunstig intelligens til at smage på øl, Coop vil om muligt kombinere sundhedsbølge og kunstig intelligens, og baseret på tusindvis af smagsstoffer og feedback på eksisterende produkter kan kunstig intelligens måske foreslå kombinationer, som Arla aldrig har tænkt på. Men som Jochen Förster, der er direktør for Gæring og Fermentering hos Carlsberg Laboratorium, udtrykker det over for FødevareWatch:

"Vi er lysår fra kunstig intelligens, der kan tænke selv.”

Når diagnosen skal stilles

I sundhedsindustrien kan kunstig intelligens føre til store omvæltninger i sundhedsindustrien, skriver MedWatch. Et godt og tidligt eksempel er IBM kunstige intelligens, kaldet Watson Health, der blandt andet hjælpe læger til at finde frem til den rette behandling til en patient.

Foto: Roche / PR
Foto: Roche / PR

Foto: Genrefoto, Roche diagnostik

En udvikling, der ikke bliver inden for IBM’s mure, da koncernen har indgået en række aftaler med medicinalselskaber, også de danske. Ole Winther, professor på DTU Compute, frygter dog ikke, at mennesket bliver kørt ud på et sidespor:

"Jeg tror generelt ikke på den der fortælling om, at AI (kunstig intelligens, red) tager arbejdspladser, for jeg tror, at mennesker er enormt kreative i forhold til at finde nye opgaver til mennesker.”

Sveder du, så skal du sidde derovre

Foto: colourbox.com
Foto: colourbox.com

Foto: Colourbox

EjendomsWatch kan fortælle, hvordan kunstig intelligens er på vej ind i ejendomsbranchen ”som en fast bestanddel på linje med beton og stål”. Med selvtænkende elevatorer og kontorarealer opdelt efter medarbejdernes præferencer for behagelige temperaturer for nu at nævne et par konkrete eksempler.

Det er fremtidsscenarier

På energiområdet beskriver EnergiWatch, at norske Statnett som et af de første energiselskaber i verden snart vil benytte sig af droner og kunstig intelligens til at overvåge og inspicere landets forsyningsledninger.

Foto: Siemens
Foto: Siemens

Foto: Genrefoto, Siemens

Men, som det også hedder i analysen: De vildeste fremtidsscenarier for brugen af kunstig intelligens i energibranchen er netop fremtidsscenarier.

Hej, det er Nova - kan jeg hjælpe?

På den finansielle front arbejder Nordea på at lancere chatbotten Nova i løbet af 2018. Nova skal hjælpe kunderne med at ordne simple banksager. SEB og den digitale børsmægler Nordnet bruger nu den virtuelle assistent Amelia i kundebetjeningen.

Foto: Nordnet PR
Foto: Nordnet PR

Nordnet-amelia-robot-kunstig-intelligens. Foto: Nordnet

"Lige nu ser vi ikke den store brug af de her teknologier i kunderådgivningen. Men det ligger og lurer, og når det begynder at ske, vil det skabe store forandringer," siger Bent Dalager, nordisk chef for newtech og finansielle services i KPMG. Ansvarlig for forretningsudvikling og kommunikation hos Danmarks femtestørste bank Spar Nord maner dog til ro derude:

"Jeg tror stadig, at mennesket har sin berettigelse. Hele præmissen med, at kunstig intelligens kommer til at omstyrte vores forretning, tror jeg ikke på," siger han til FinansWatch.

Tag ikke fejl af advokat-håndarbejdet

Brancheforeningen Danske Advokater konkluderede i januar, at det varer længe, inden kunstig intelligens overtager håndlavet advokatarbejde.

 

De første skridt er dog taget med digitale løsninger, der går direkte mod at erstatte advokaten, f.eks. automatiserede testamenter, juridiske standarddokumenter til en skilsmisse, online boligkøb eller kontraktskabeloner til små og mellemstore virksomheder.

"Jeg tror stadig, at mennesket har sin berettigelse

Bent Dalager, Spar Nord

Nu skriver de også artikler, robotterne

I mediebranchen har Ritzau Finans allerede indført robotteknologi i forbindelse med regnskabsnoter, og også Jysk Fynske Medier har gang i et robotprojekt med henblik på produktion af robotgenererede artikler. Adm. direktør for Jysk Fynske Medier, Jesper Rosener, fremhæver over for MediaWatch, at kunstig intelligens givetvis vil ”komme til at spille en stor rolle i mange dele af vores forretning i de kommende år.”

 

 

Foto: PR

Shipping lægger fra, men har langt igen

I den relativt konservative shippingbranche er langt størstedelen af den kontakt, der finder sted i dag mellem rederierne og kunderne, meget old school, via telefonen.  Og kommer det til egentlig kunstig intelligens som i form af handelsskibe, der sejler helt uden styrmand, er dog et godt stykke ude i fremtiden, især hvis handler om de store oceangående skibe. Men det er Maersk Line, skriver ShippingWatch, der har trukket og stadig trækker digitaliseringen.

 

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Den vigtigste digitale trend

Lars Frelle, der er ny digital topchef i erhvervsorganisationen DI, fremhæver i et interview med ITWatch, at kunstig intelligens ud til at være den allervigtigste digitale trend i dag. Hans vurdering er, at EU halter efter de fremskridt, der sker i USA og Kina inden for kunstig intelligens. Af samme grund værdsætter han, at EU har meldt ud, at Europa skal satse på kunstig intelligens. Her lyder planen, at der samlet skal investeres 20 mia. euro årligt i kunstig intelligens fra 2020 og frem: Godt en firedobling i forhold til i dag.

Mere fra FinansWatch

Pensionister i pengenød - her er hele artikelserien

I en stribe artikler har FinansWatch sat spot på det faktum, at landets pensionister og pensionselskaber på vidt forskellig vis håndterer en situation, hvor markedsrenteprodukterne er hårdt udfordrede og vil levere markant lavere udbetalinger end tidligere. Få overblikket her.

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs