Danske Bank advarer om risikofaktor for danske virksomheder
Ifølge Dansk Industri er biodiversitet en håndgribelig trussel, men Danske Bank-analyse viser, at kun få C25-selskaber har risikoen på radaren.
Det skriver Børsen.
På trods af at de største danske børsnoterede selskaber er udsat for en risiko for tab af biodiversitet, er det kun ganske få, der omtaler, at de befinder sig i farezonen.
Sådan lyder det i en analyse foretaget af Danske Bank Asset Management, der undersøger de 99 største børsnoterede selskaber i de ledende aktieindeks i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
”Tab af biodiversitet er en global udfordring, der også gælder for danske virksomheder. Generelt halter erhvervslivet efter på denne agenda, og vi står lige nu i en biodiversitetskrise, og vi er der, hvor vi var for fem år siden med klimakrisen. Virksomhederne skal i gang med at sætte mål og rapportere på emnet,” fortæller Mads Steinmüller, der er chef for aktivt ejerskab i Danske Bank Asset Management, til Børsen.
I analysen fremgår det, at selv om 75 pct. af C25-selskaberne er udsat for en risiko af tab af biodiversitet, er det kun 21 pct. af dem, der rapporterer om emnet, mens kun 13 pct. har sat mål for at reducere deres negative påvirkning af biodiversiteten, hvilket er lavere end gennemsnittet for Norden, hvor en tredjedel rapporterer på biodiversitet, og 15 pct. har sat reduktionsmål.
Ifølge Danske Bank kan et tab af biodiversiteten påvirke værdien af selskaberne, deres forretningsmodeller og deres vækstpotentiale. World Economic Forum estimerede i 2020 værdien af økosystemets tjenester og naturkapital til at udgøre 125-145 mia. dollar om året.
Pensionskasser halter efter på biodiversiteten