FinansWatch

Kapitalforvalter fyrede direktør efter svindel i Spar Nord – men sendte ham ud ad døren med pæne ord

Ole Madsen blev fyret i Formuepleje i fjor, fordi han havde misbrugt sin stilling i Spar Nord. Men dengang fik offentligheden en anden sandhed at vide fra kapitalforvalterens direktør. ”En fyring er en alvorlig sag, hvor man i høj grad som arbejdsgiver må tage hensyn til den person, som bliver fyret,” siger den adm. direktør i dag.

Niels B. Thuesen, adm. direktør i Formuepleje, fyrede Ole Madsen i februar 2021 som konsekvens af hans handlinger i Spar Nord. Først i sidste uge fik offentligheden kendskab til Ole Madsens ageren. | Foto: Gregers Tycho/ERH

Kapitalforvalteren Formuepleje fyrede i februar 2021 den nu politianmeldte Ole Madsen uden at fortælle offentligheden om hverken fyringen eller baggrunden for den.

Udadtil sendte adm. direktør Niels B. Thuesen tværtimod roser efter Ole Madsen, selv om Niels B. Thuesen var bekendt med, at Ole Madsen havde misbrugt sin stilling i Spar Nord:

”Han har valgt at stoppe af personlige årsager. Vi har været rigtig glade for at have Ole Madsen her, og jeg taler ikke bare for mig selv, men også for resten af direktørgruppen og medarbejderne, når jeg siger, at han vil blive savnet. Han bliver svær at erstatte,” sagde Niels B. Thuesen til FinansWatch i februar 2021.

I dag lyder der andre toner fra Formuepleje. Overfor FinansWatch bekræfter Niels B. Thuesen, at han fyrede Ole Madsen som konsekvens af dennes handlinger i Spar Nord. Direkte adspurgt, hvordan roserne hænger sammen med, at Ole Madsen havde svindlet sin gamle arbejdsgiver Spar Nord for millioner, siger Niels B. Thuesen nu, at han ikke var klar over omfanget af svindlen:

”Det er rigtigt, at vi var glade for ham i den tid, han var her. Han var et friskt pust og fik noget fra hånden. Vi var ikke klar over, at det var sager af denne dimension, der lå til grund. Vi fik at vide, at der var nogle få procent af det tal, der nu bliver nævnt, og det var ikke noget med falske fakturaer, men at han gennem en årrække havde haft et for højt forbrug i forbindelse med rejseaktivitet på vegne af Spar Nord,” siger Niels B. Thuesen.

Gjorde kort proces

Torsdag bekendte Ole Madsen overfor erhvervsmediet Finans, at han i en periode på 15 år havde svindlet sin tidligere arbejdsgiver Spar Nord for 20 mio. kr. Som direktør kunne Ole Madsen godkende falske fakturaer, der reelt var udstedt af ham selv, men som udadtil lignede udførte arbejdsopgaver for banken.

Spar Nord opdagede svindlen i 2020, da Ole Madsen forlod banken. Ifølge Ole Madsen forlangte Spar Nord, at han gjorde sin nye arbejdsgiver Formuepleje opmærksom på det.

Niels B. Thuesen fortæller, at han gjorde kort proces, da Ole Madsen fortalte ham om det.

”I Formuepleje har vi nultolerance, så derfor kunne samarbejdet ikke fortsætte. Men sagen var ikke afgjort ved domstolene. Han indrømmede, at han havde brugt mere, end han der havde ret til, og derfor kunne han ikke fortsætte hos Formuepleje. Jeg var ikke bekendt med, at der - hvis det, der står i artiklen (hos Finans, red.), er korrekt - var tale om falske fakturaer, som han selv attesterede på vegne af sit eget firma, og tal i millionklassen.”

Men du har vidst, at der var problemer. Har du ikke et ansvar overfor andre arbejdsgivere i forhold til at sende ham ud ad døren med så pæne ord?

”Det er normalt sådan, at en arbejdsgiver altid vil ringe til en tidligere arbejdsplads for at indhente referencer. Jeg vidste ikke, hvad rækkevidden var af den sag mellem ham og Spar Nord. Jeg vidste ikke, om det nogensinde ville komme til en domfældelse, om det lå i overkanten af det råderum, han havde, det kendte jeg ikke til på daværende tidspunkt. Derfor ville jeg heller ikke via en udtalelse forhindre en mand i at kunne komme videre rent arbejdsmæssigt og professionelt. En fyring er en alvorlig sag, hvor man i høj grad som arbejdsgiver må tage hensyn til den person, som bliver fyret. Og det er sådan set ligegyldigt, om det er en bortvisning eller bare en fyring.”

Er chokeret

Men hvis du havde fundet ud af, at han havde taget af kassen hos jer i Formuepleje, ville du så have sagt det samme?

”Han har ikke gjort noget hos os, og jeg havde ikke sikkerhed for, hvad der var rækkevidden af det, han havde gjort. Jeg vidste ikke, om der nogensinde kom en sag ud af dette her. Om dette her bare lå i det, der var den høje ende, af det, han havde råderum over. De tal, der blev nævnt for mig, var akkumuleret over en årrække, og det var slet ikke i denne størrelsesorden, som vi taler om her. Det var få procent af det, vi taler om. Hvis det var endt med, at der ikke var en sag, ville det være forfærdeligt, hvis jeg havde ødelagt en mands fremtid på dette,” siger Niels B. Thuesen.

I artiklen i FinansWatch fra 2021 blev Niels B. Thuesen citeret for, at Ole Madsen selv ”havde valgt” at stoppe af personlige årsager. I dag fortæller han, at det var en fejl i citatet, som han besluttede ikke at bede om at få ændret, fordi han ville undgå at vække mediernes interesse for, om der reelt var tale om en fyring.

”Jeg udtrykte, at ”han stoppede” af personlige årsager. Og så valgte vi ikke at korrekse den fejl, der efterfølgende kom. Vi kunne godt have sagt, at der skulle have stået ”gensidig aftale”, men så åbner man Pandoras æske,” siger den adm. direktør.

Han er ikke bekendt med, at Ole Madsen skulle have begået svindel hos Formuepleje.

”Vi har et andet system (end Spar Nord, red.), hvor der skal et ekstra sæt øjne på,” siger han.

Formuepleje er ikke involveret i politiets efterforskning, oplyser Niels B. Thuesen, der er chokeret over sagen.

”Man kan nogle gange blive chokeret over den måde, nogen mennesker er villige til at agere på og simpelthen snyde de personer, som de arbejder tæt sammen med,” siger han.

Ole Madsen har ikke ønsket at kommentere oplysningerne, oplyser hans advokat til FinansWatch.

Overblik: Tidligere Spar Nord-direktørs millionsvindel vækker opsigt

Topchef om svindelsag: ”Der er tale om et katastrofalt tillidsbrud gennem 15 år”

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs