FinansWatch

Skattemyndigheder vinder milliardopgør med storkoncerner

Ifølge landsret har seks store koncerner ført penge fra Danmark til Luxembourg med det formål at undgå skat.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fem kapitalfonde, der tidligere ejede telekoncernen TDC, og den japanske medicinalkoncern Takeda skal betale samlet 1,2 milliarder kroner i udestående skat efter at have flyttet milliarder ud af Danmark.

Det fastslår en dom fra Østre Landsret torsdag. Det skriver erhvervsmediet Finans.

Der er tale om de fem kapitalfonde Blackstone, Permira, KKR, Providence og Apax. De overtog hovedparten af TDC i 2005 og forlod ejerkredsen igen i 2012.

Gennem ejerperioden førte fondene rentebetalinger for milliarder af kroner fra Danmark til Luxembourg.

Efter de danske skattemyndigheders opfattelse skal fondene betale skat af overførslerne i Danmark. Et synspunkt Østre Landsret nu erklærer sig enig i.

"Formålet med transaktionerne i den nye selskabsstruktur ses ikke at have haft nogen forretningsmæssig begrundelse, men alene til formål at undgå beskatning."

"Landsretten finder herefter, at der foreligger retsmisbrug," står der om overførslerne i dommen.

Fondene har undervejs begrundet deres handlinger med udgangspunkt i et EU-direktiv. Det giver mulighed for skattefrie overførsler til andre lande.

Men landsretten kommer frem til, at reglerne har været misbrugt, fordi de selskaber i Luxembourg, som i første omgang har modtaget pengene, alene har "fungeret som gennemstrømningsselskaber".

Der er tale om godt 800 millioner kroner, som de fem fonde skal betale.

Blandt de koncerner, der står til at skulle betale skat til den danske stat, er også det japanske medicinalfirma Takeda.

Takeda overtog i 2011 medicinalkoncernen Nycomed fra et konsortium anført af kapitalfonden Nordic Capital.

Ifølge Finans overførte Nordic Capital fra 2007 til 2009 store beløb i rentebetalinger fra Danmark til Sverige.

Det har fået de danske skattemyndigheder til at rejse et krav om, at Takeda betaler 369 millioner kroner i skat. Det krav har myndighederne også fået medhold i af Østre Landsret.

Takedas advokat, Lasse Esbjerg Christensen, oplyser til Finans, at de ikke er tilfredse med resultatet. Han forventer, at sagen sendes videre til Højesteret.

Sagerne er en del af et større kompleks, hvor Skattestyrelsen samlet har rejst krav om skattebetalinger på 6,8 milliarder kroner mod 48 selskaber.

Britisk dommer afviser Danmarks krav i udbyttesagen 

Mere fra FinansWatch

"Blot fordi man er chef er det ikke sikkert at man får gode ideer"

Den amerikanske investeringsplatform Public.com, der er stiftet af danske Jannick Malling, er ved at opbygge en stor udviklingsafdeling i Danmark. Nu er selskabet rykket til nye lokaler centralt i København. Det skal gøre det nemmere at rekruttere medarbejdere og skabe de perfekte rammer for arbejdskulturen, så gode ideer kan boble op nedefra.

FA opfordrer til brug af sektoraftaler

Finanssektorens Arbejdsgiverforening opfordrer til brug af de særlige coronaaftaler, så en hverdag med hjemmearbejde og hjemsendte børn kan hænge sammen.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs