Hedgefond stiger til tops i 2020 med afkast på 98 pct
Ny hedgefond med fokus på europæiske aktier blev den bedste danske investeringsfond i 2020 med et afkast på 98 pct.
Det skriver dagbladet Børsen.
Hedgefonden St. Petri Capital, der er stiftet af tidligere hedgefondmanager i Danske Bank Jens Larsson, blev den bedste danske investeringsfond med et afkast på 98 pct., viser en opgørelse fra Finans Danmark.
St. Petri Capital har knap 300 mio. kr. under forvaltning med en portefølje á 60 selskaber med et særligt fokus på at investere i strukturelle forandringer - særligt i Europa.
I 2020 blev det e-handelsselskaber, der udløste gevinster, mens den bedste aktie i porteføljen blev tyske Westwing.
Dertil har hedgefonden også tjent på at holde shortpositioner i selskaber som det skandaleramte Wirecard, den britiske stormagasinkæde Marks & Spencer og tøjkæden H&M.
Jens Larsson forklarer, at shortpositioner er et vigtigt redskab for at minimere markedsrisikoen, og at de har betydet, at St. Petri Capital har kunnet klare sig gennem fald på aktiemarkedet.