
Sanjay Shah fik selv en andel på mindst 80 procent af de lidt over ni milliarder kroner, som han skal have svindlet den danske statskasse for i udbytteskat.
Det mener anklagemyndigheden, der 7. januar rejste tiltale mod britiske Sanjay Shah og en anden brite for svindel med udbytteskat.
Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.
En andel på 80 procent svarer til over 7,2 milliarder kroner.
Den anden brite, som skal have medvirket til svindlen, fik en noget mindre andel - men stadig et voldsomt beløb. Han er tiltalt for at have modtaget mindst 1,5 procent af et beløb på cirka 8,9 milliarder kroner.
Den andel svarer til cirka 134 millioner kroner.
I udbyttesagen er der i alt blevet svindlet for 12,7 milliarder kroner. Selv om der er rejst tiltale mod to personer for svindel og forsøg på svindel for 9,6 milliarder kroner, fortsætter efterforskningen.
Det oplyste Bagmandspolitiet, da det havde rejst tiltale tidligere i januar.