FinansWatch

Fondsbørsdirektør: Coronavirus vil køle marked for børsnoteringer ned

Flere selskaber kommer sandsynligvis til at overveje deres børsnoteringsplaner en ekstra gang, efter at det globale udbrud af coronavirus har skabt stor nervøsitet og massive kursfald på det danske aktiemarked.

Foto: Kim Agersten/Ritzau Scanpix

Hos den københavnske fondsbørs, der går under navnet Nasdaq Copenhagen, vurderer direktør Nikolaj Kosakewitsch, at kursudsvingene og den øgede risiko kan ramme de danske børsnoteringer i 2020.

"Risikopræmien for aktier som aktivklasse er utvivlsomt steget. Det gør også, at markedet for børsintroduktioner køler lidt ned. Man taler om, at børsintroduktionsvinduet er åbent eller lukket, og der er ingen tvivl om, at volatilitet i markedet og makroøkonomiske kriser er noget, som køler det marked ned."

"Når risikopræmien på aktier stiger, så betyder det også, at de multipler, som investorerne er villige til at betale for de aktier, som kommer på børsen, falder. Det vil nok betyde, at der er nogle, der hellere vil vente lidt længere, indtil markedet ser en smule bedre ud," siger han.

Vinduet står lige nu på klem

I december slog fondsbørsdirektøren fast i et interview med Ritzau Finans, at børsnoteringsvinduet på det tidspunkt var "absolut åbent".

Den vurdering har siden ændret sig, efter at det uforudsete virusudbrud har skabt stor usikkerhed, markante udsving og faldende kurser på de globale aktiemarkeder.

"Vinduet står lige nu på klem. Jeg tror, at der vil komme nogle børsintroduktioner inden sommeren, og jeg har et relativt godt indblik i vores pipeline. Men jeg tror også, at nogle vil sætte deres planer en smule på pause."

"Jeg går ud fra, at den nuværende situation rammer både venture capital, private equity og også industrielle transaktioner, fordi mange måske går lidt i flyverskjul og fokuserer på at passe deres egen forretning," siger Nikolaj Kosakewitsch.

Ekstrem usikkerhed påvirker noteringsplanerne

Hos Sydbank forventer aktieanalysechef Jacob Pedersen, at selskaberne vil sætte planerne om at blive et børsnoteret selskab på pause lige foreløbig.

"På den korte bane er det meget svært at forestille sig, at der er nogen, der tænker, at det er det rigtige tidspunkt at blive børsnoteret på. Vi har set kursfald, der har været kraftigere og hurtigere, end vi nogensinde har oplevet før. Det er et udtryk for den ekstreme usikkerhed, der er i markedet lige nu. Jeg ville blive meget overrasket, hvis der skulle komme børsnoteringer i andet og tredje kvartal i år," siger han.

"Selskaber, der har siddet og overvejet en børsnotering, kan være slået et andet sted hen, end hvor de troede, at de ville være, på grund af coronasituationen. De skal revurdere, hvor de står, og hvad de kan, og dermed også hvor meget de er værd. Den usikkerhed må være en kæmpe bremse på lysten til at blive børsnoteret," siger han.

Aktieanalysechefen påpeger, at det på kort sigt kan blive en udfordring for selskaber, der har planer om at blive noteret på børsen, at udforme et børsprospekt, der for alvor er attraktivt for investorer.

Det skyldes især, at udfordringerne i kølvandet på udbruddet af coronavirus for flere virksomheder kan resultere i nogle kvartalsregnskaber i år, som ikke ligefrem vil være pæn læsning.

"For investorerne er det ikke et godt signal at komme med nogle kvartaler, der ser skidt ud, eller hvis man som virksomhed rent kapitalmæssigt kommer til at befinde sig i en skrøbelig situation. Det ser ikke godt ud i et børsprospekt," siger Jacob Pedersen.

Stor appetet på børsnoteringer før virusudbrud

I 2019 var der ikke én eneste traditionel børsnotering på hovedbørsen i København, Nasdaq OMX Copenhagen.

Der kom dog alligevel et par nye store navne til. Det drejer sig om Maersk Drilling, der går under navnet Drilling Company of 1972, og Nordic Transport Group (NTG), men ingen af de to selskaber rejste penge i forbindelse med børsnoteringerne.

På den københavnske First North-børs har der til gengæld været lidt mere aktivitet i løbet af 2019, hvor både Konsolidator, Waturu, Danish Aerospace Company og Astralis gjorde deres første optræden på den danske minibørs.

I december sidste år fortalte Nikolaj Kosakewitsch også, at Nasdaq Copenhagen havde håbet på at se flere børsnoteringer i 2019, og at han regnede med at se nogle nye børsnoteringer i år, hvis forudsætninger som høje aktiekurser og fornuftige værdiansættelser fortsatte.

Ifølge direktøren har der også generelt været en "meget stor appetit" på børsintroduktioner forud for virusudbruddet.

"Vi ser måske den stærkeste pipeline for virksomheder, der ønsker at bruge børsen som kilde til at rejse kapital, som vi nogensinde har haft for børsintroduktioner - i hvert fald på First North-segmentet, siger han.

Skal se kapitalmarkederne præstere igen

Sydbanks aktieanalysechef forventer, at børsnoteringsplanerne afhænger af, hvad der sker med verdensøkonomien, der har fået en mavepuster efter virusudbruddet, og hvordan normaliseringen kommer til at foregå.

"Vi skal se nogle kapitalmarkeder, der begynder at performe igen, og i sådan et miljø kunne man godt forestille sig, at nogle ville komme på banen igen," siger Jacob Pedersen.

De første to måneder af 2020 bød på en positiv stemning på aktiemarkedet, og frem til den 19. februar var C25-indekset næsten steget 10 pct. fra årsskiftet.

Den dag nåede indekset rekordniveauet 1376,68, men siden er det gået ned ad bakke i både USA, Asien og Europa. For det danske eliteindeks har den efterfølgende periode budt på et samlet kursfald på omkring 18 pct. Siden årsskiftet er det danske eliteindeks faldet lidt under 10 pct.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere