Danske aktieinvestorer snyder sig selv for 2,3 mia. kr. i afkast om året, fordi de kun ejer ganske få forskellige aktier. Hvis de derimod spredte deres risiko, ville langt de fleste kunne opnå et betydeligt højere afkast.
Det viser ny forskning fra CBS, skriver Berlingske.
Omkring én million danskere ejer aktier, men gennemsnittet ejer kun to aktier, mens to tredjedele af dem ejer en enkelt aktie. Og det er en dårlig forretning, for jo færre aktier man har i sin portefølje, desto større afkast går man glip af, lyder det.
"Det har overrasket os, at så få tilsyneladende kender til fordelene ved at sprede deres investeringer, og hvor store beløb de samlet set går glip af," siger Ulf Nielsson, der er lektor på CBS, til Berlingske.
Studiet har gennemgået i alt 91 danske aktier, som gav et gennemsnitligt afkast på 11 pct. årligt. I forhold til det kunne danske investorer have opnået tre procentpoint højere afkast ved en bedre risikospredning, hvilket svarer til 2,3 mia. kr. mere om året. For dem, der kun ejer én aktie, kunne afkastet have været godt syv procentpoint højere, ifølge mediet.
Danske private investorer ejer udenlandske aktier for 50 mia. kr.