Ny spiller vil være et fuldgyldigt alternativ til de største kapitalforvaltere

Det er lidt over et år siden, at Jesper Kirsten meddelte, at nu splittede han finanshuset Kirstein i to. Kirstein A/S udfører konsulentopgaver for kapitalforvaltere, mens det nye ben, Spektrum, tilbyder rådgivning og forvaltning til professionelle investorer.
Traditionelt har Kirstein og senere Spektrum fokuseret på det, Jesper Kirstein kalder for Tier 2-segmentet. Det er professionelle investorer, som dog har en mindre investeringsorganisation end eksempelvis pensionsselskaberne.
"I forhold til Tier 2 vil vi gerne levere en full service, hvor vi medvirker til at definere behov og risikoprofil, lægge strategi, udvælge forvaltere, lave eventuel taktisk forvaltning, hjælpe med rapportering og for så vidt deltage i hele værdikæden," forklarer Jesper Kirstein, der selv står som stifter og ejer af Spektrum, hvor han sidder med i bestyrelsen.
Men siden start har Spektrum udvidet forretningsomfanget til også at omfatte velhaverkunder, altså folk med mere end 100 mio. kr. at investere for.
"Der har vi i løbet af i år faktisk haft succes med at tiltrække et pænt antal velhavende danskere, der typisk vil have os til at varetage væsentlige dele af deres portefølje," siger Jesper Kirstein og tilføjer:
"Det er et område, hvor vi ser rigtig god vækst, blandt andet på baggrund af de mange virksomhedshandler, der finder sted og bevirker, at en række danskere lige pludselig står med betydende formuer."
Samler kunder til alternative investeringer
Samtidig vil Spektrum også gerne levere indhold til andre aktører.
"Det kan være investorer, der synes, at noget af det, vi laver både på traditionelle aktivtyper eller på alternative aktivtyper, kan give dem tilgang til dygtige forvaltere på en nem, effektiv og rimelig billig facon," siger Jesper Kirsten.
For at få adgang til alternative investeringer kræver det typisk, at man er en ret stor investor, også større end eksempelvis Spektrums Tier 2-kunder. Og her går Spektrum ind og faciliterer adgang til forskellige typer af alternativer ved at samle kunderne, så det giver mulighed for at komme med i projekter, der ellers kun er forbeholdt større investorer.
Spektrum har sidste år givet sine kunder mulighed for at komme med i infrastrukturinvesteringer via CIP (Copenhagen Infrastructure Partners), CLO'er (strukturerede obligationer) og senior bank loans (syndikerede virksomhedslån). Og nye muligheder er på vej inden for private debt (lån til små og mellemstore virksomheder) og private equity (investering i ikke børsnoterede selskaber). Her benytter Spektrum sig som altid af eksterne forvaltere, og investeringerne sker typisk via de unoterede investeringsafdelinger i K-Invest.
De største investorer bliver dog ikke overset.
"Vi vil gerne samarbejde med de allerstørste og mest professionelle investorer i pensionssektoren. For dem laver vi ad hoc-ting, projektarbejder, og når vi (Spektrum, red.) synes, det er vigtigt, så er det fordi, det medvirker til at holde os skarpe," siger Jesper Kirstein.
Hermed henviser han blandt andet til Spektrums investeringsmuligheder inden for alternativer.
"Og så vil vi også gerne være med inden for traditionelle investeringer. Det er ikke sådan, at det bare er alternativer. Vi fortsætter stadig med det, vi hele tiden har lavet," siger Jesper Kirstein med henvisning til, at Kirstein A/S i årevis har arbejdet med at analysere og udvælge de bedste kapitalforvaltere.
Kendskab er afgørende
Jesper Kirstein er ikke meget for at afsløre, hvor mange penge Spektrum har fået under forvaltning efter at have været i luften i 15 måneder.
"Hvis du skriver adskillige milliarder, så er det i hvert fald ikke helt forkert," lyder det.
Hvad er jeres ambitioner?
"Vi skal vokse stærkt. Vi vil gerne være et fuldgyldigt alternativ til de øvrige store aktører i branchen," siger Jesper Kirstein.
Han er helt klar over, at det kræver hårdt arbejde.
"Vi anerkender, at vi ikke bliver spurgt, hvis der ikke er nogen, der kender os. Vi har lavet tests, der viser, at kendskab er den afgørende faktor, når investorer vælger kapitalforvalter," siger Jesper Kirstein.
Udadvendt topchef
Derfor sættes der hårdt ind på at udbrede kendskabet til Spektrum.
"Det gør vi på de sociale medier, ved at deltage i konferencer, hvor vi kommer med et fagligt indhold," siger Jesper Kirstein.
Og så inviterer Spektrum 10-15 kunder og potentielle kunder ad gangen på seminarer, hvor fondsmæglerselskabet henter udvalgte forvaltere til København eller Aarhus. Rundt om et stort bord har kunderne så mulighed for at lytte og stille spørgsmål til kapitalforvalterne. Temaerne har blandt andet været private debt, senior bank loan og emerging markets aktier.
"Det er også en måde at udbrede kendskabet til butikken. Plus at vi måske i højere grad anerkender salg som en væsentlig disciplin, når man har et investeringsselskab. Tidligere havde vi måske den holdning, at hvis vi bare var dygtige nok, så kom tingene af sig selv, men det gør de altså ikke," siger Jesper Kirstein.
Endelig fremhæver han den tidligere direktør for AP Pension, Søren Dal Thomsen, der kom til som adm. direktør blot få måneder efter, at Spektrum var gået i luften.
"Med ansættelsen af Søren har vi fået en person, som er meget udadvendt, og som har en meget stor kontaktflade. Så det handler også om en masse direkte møder med investorer, hvor vi får fortalt om, hvad det egentlig er, vi kan," siger Jesper Kirstein.
Tidligere AP-direktør: Pensionskunder tager generelt for lidt risiko
Relaterede artikler:
Det hele startede i et kopirum for 25 år siden
For abonnenter
Alternative investeringer er plaster på aktienedtur
For abonnenter