Fredagens obligationer: Renten rejste sig efter brexit-uro

Den danske toneangivende tiårige rente steg til 0,33 pct. fredag - 2 basispoint mere end torsdagens niveau, hvor renten dykkede med 5 basispoint. For en uge siden gik renten på weekend i 0,35 pct.
Også de europæiske renter lå til små stigninger, da handlen i Danmark lukkede.
Stemningen torsdag var præget af uro i Storbritannien, efter at flere ministre torsdag forlod premierminister Theresa Mays regering i protest mod udkastet til den brexit-aftale, regeringen har indgået.
Fredag har chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, Mario Draghi, fortalt, at til trods for et lavt niveau i den økonomiske vækst i eurozonen, så er det ikke noget, der får hånden til at ryste hos centralbanken.
I en tale i centralbankens hovedkvarter i Frankfurt sagde Mario Draghi, at der har været tale om en midlertidigt svag periode, og at væksten nok skal komme op i omdrejninger igen og fortsætte i fremtiden.
Onsdag viste tal fra Eurostat, at den økonomiske vækst i eurozonen var på 0,2 pct. i tredje kvartal i forhold til kvartalet før. Det var som ventet blandt økonomerne ifølge Bloomberg News og samtidig den svageste vækst i mere end fire år.
Eftermiddagens tal for den amerikanske industriproduktion steg mindre end ventet med 0,1 pct. mod de ventede 0,2 pct. i oktober på månedsbasis.
/ritzau/FINANS
Mexico hæver renten efter pres på pesoen
Ratingbureau advarer om potentiel nedtur for virksomhedsobligationer