Vi sætter flere sparepenge i virksomheder med samvittighed
Når vi hæver gevinsten fra en aktieinvestering, går flere og flere danskere op i, at det ikke skal være på bekostning af andres liv eller klodens fremtid, skriver Politiken mandag. Ligesom pensionsbranchen er i gang med at skrue ned for olieinvesteringer og op for aktier i grøn energi, slår den samme tendens nu igennem i vores private opsparinger.
På få år har danske investeringsforeninger mærket en øget tilstrømning af sparepenge til de puljer, der har en bæredygtig eller etisk profil. Det bekræfter Dansk Aktionærforening og brancheforeningen Finans Danmark.
"Vi står i begyndelsen af en udvikling, som bliver stor inden for de næste par år. Den er især drevet af nogle af de nye målgrupper for investering, hvor særligt kvinder og yngre mennesker ser ud til at gå forrest," siger Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening, til Politiken.
Nordea Invest udbyder investeringsforeningen Klima & Miljø, som forvaltes i Danmark for kunder herhjemme og i resten af Europa. Det investerede beløb er steget fra 1 til 7 milliarder kroner siden 2015.
Sparindex under Sparinvest-koncernen åbnede i juni en fond med globale aktier, der er udvalgt efter virksomhedernes forhold til blandt andet miljø, socialt ansvar og ledelse. På tre måneder har investorer placeret 215 millioner kroner i fonden.
Undersøgelser viser, at det ikke nødvendigvis behøver at koste på udbyttet at investere med blik for, hvordan det er tjent.
I 2015 gennemgik forskere fra Hamburg Universitet 2.200 studier af sammenhængen mellem investeringsafkast og de bæredygtige, såkaldte ESG-kriterier (Environmental, Social and Corporate Governance, red.). 90 procent af studierne viste ingen negativ effekt, 10 procent viste en negativ effekt, mens knap 50 procent faktisk viste en positiv effekt af bæredygtige investeringshensyn.
Relaterede artikler:
Storbank på vej med miljøkrav til låntagere
For abonnenter
København hitter med grønne finanser
For abonnenter