FinansWatch

ECB hæver renten… i 2020!?

KLUMME: Den Europæiske Centralbank har ikke travlt med at hæve renten, mener investeringsstrateg Bo Bejstrup Christensen, der i denne klumme forklarer hvorfor.

Investeringsstrateg Bo Bejstrup Christensen. Foto: PR

Sidste uges store begivenhed på de finansielle markeder var mødet i den Europæiske Centralbank (ECB) og meldingen om den fremtidige pengepolitik. Præsident Draghi skuffede ikke – europæiske aktier tog endnu et nøk op, euroen blev svækket, og de europæiske renter faldt en smule. Hvad skal vi forvente herfra? Min vurdering er, ECB hæver renten i 2020 – nedenfor forklarer jeg hvorfor, og hvad det betyder.

Det nemme først – hvad sagde Draghi?

Draghi var klar i spyttet. Ingen ændring i de rekordlave renter, hvor den vigtigste stadig er -0,4 pct. Obligationsopkøbene fortsætter om end i lavere tempo. Pt. køber ECB nye obligationer for 60 mia. euro om måneden – de omtales som nettoopkøb. Fra og med januar hedder det 30 mia. euro frem til september 2018. Seddelpressen er derfor fortsat i fuld sving, og ECB’s balance vokser videre.

Endvidere geninvesterer ECB de penge, der konstant kommer ind fra udløbne obligationer. Draghi understregede vigtigheden af dette i Q&A – geninvesteringerne vil være ”massive”. Vicepræsident, Vítor Constâncio, noterede, at der fremadrettet i snit er tale om opkøb for 10 mia. euro om måneden. Det skyldes, at ECB’s samlede opkøb under opkøbsprogrammet nu er over 2000 mia. euro. For at sikre, at beholdningen ikke skrumper (hvilket svarer til en stramning af pengepolitikken), fortsætter geninvesteringerne længe efter nettoopkøbene slutter. Også de omfattende likviditetsfaciliteter er på plads frem til minimum 2019.

Slutteligt gjorde Draghi det klart, at likviditetsfaciliteterne forlænges og opkøbet af obligationer øges igen, hvis det kræves. Det er kodesprog for at sige, ECB har en ”easing bias”, altså at de fortsat læner mod at lempe pengepolitikken yderligere.

Sagt mellem linjerne

Alt i alt har ECB foden solidt plantet på speederen i forsøget på at støtte økonomien og få inflationen op mod 2 pct. Draghi nævnte, at diskussionen ved mødet centrerede sig om, hvor godt det går for eurozonen. Ifølge Draghi er der skabt syv millioner job i eurozonen de seneste fire år. Alene i årets første halvår voksede beskæftigelsen med lige under halvanden million job. Det er det stærkeste niveau siden boomperioden lige før finanskrisen og bedre end USA i samme periode.

Draghi nævnte også, at den overordnede økonomiske vækst stadig er stærk og på niveau med første halvår. Med andre ord mener ECB, at væksten i efteråret er fortsat i niveauet omkring 2,5 pct. Det er langt over det langsigtede normale niveau og manifesterer sig i, at arbejdsløsheden falder hurtigt. Det er værd at bide mærke i – økonomien vokser kraftigt, og alligevel lemper ECB stadig pengepolitikken, idet nettoopkøbene fortsætter, og beholdningen af obligationer stadig vokser. ECB arbejder ufortrødent videre.

Målet kan nås – det tager bare lidt tid

ECB’s klare mål er selvfølgelig, at nå 2 pct. forbrugerprisinflation. Men det har vist sig svært for langt de fleste centralbanker i de seneste år. Nogle mener, at det skyldes globale og teknologiske faktorer, det vil sige international handel, outsourcing og for eksempel e-handel. Draghi var dog klar med et svar – ECB kan påvirke de indenlandske faktorer herunder lønvæksten. Og hvis lønvæksten kommer op, følger forbrugerinflationen efter. Men løninflationen er stadig lav – omkring 1,5 pct. om året, og den har ikke rokket sig en flække i de sidste godt fire år. Det omtalte Draghi direkte, og han nævnte, at det ikke var ”opmuntrende”.

Således omtalte Draghi også forbrugerprisinflationen, som ECB forventer er på 1,2 pct. og 1,5 pct. henholdsvis 2018 og 2019, det vil sige selv ikke om to år, vil målet være nået. Slutteligt viser erfaringerne fra USA, at det kan tage lang tid, før lønningerne for alvor reagerer på bedringen i arbejdsmarkedet. Derfor fastholder ECB den lempelige pengepolitik længe endnu – men hvor længe?

Det med småt

Direkte adspurgt, ville Draghi selvfølgelig ikke svare på, om det betød, at første renteforhøjelse er udskudt til 2020. Han blev også spurgt om, hvorvidt erfaringerne fra USA – med 15 måneder mellem nettoopkøbene stoppede og første renteforhøjelse – var en god målestok. Det var det selvfølgelig heller ikke. Eurozonen og USA er forskellige på mange måder, lød svaret. ECB’s budskab har i stedet længe været, at den første renteforhøjelse kommer "well past the horizon of our net asset purchases", det vil sige lang tid efter, at balancen stopper med at vokse, men dog sideløbende med geninvesteringerne af udløbne obligationer (ligesom i USA).

Ved IMF's og Verdensbankens årlige møde i Washington i oktober, understregede Draghi vigtigheden af "rentebudskabet" (eller "forward guidance" på centralbanksprog) ved at banke i bordet under en Q&A session og sige "it was very, very important". Derfor er det vigtigt, at Draghi i afslutningen af sidste uges pressekonference sagde, at nettoopkøbene ikke slutter ”abrupt”. Endvidere understregede han igen og igen, at opkøbsprogrammet er ”open ended”, det vil sige, at der er ikke fastsat en egentlig dato for, hvornår det slutter. Dermed har han mere eller mindre sagt, at opkøbene ikke bare falder fra 30 mia. euro til 0 fra den ene dag til den anden og dermed også, at de fortsætter efter september 2018.

Mit bud er, at de fortsætter til slutningen af første kvartal 2019. Endvidere vælger jeg, at tage Draghis ord for gode varer, hvorfor min forventning er, at ECB de ikke rører renten før i starten af 2020. Og hvad betyder det så?

Eurozonen er stadig et powerhouse

Markedet inddiskonterer pt., at ECB hæver renten i løbet af 2019 – det er for tidligt, og mit scenarie ovenfor bør trække europæiske renter ned. Omvendt vil markederne fokusere på, at vi trods alt kan se enden på negative korte renter, samt højere inflation længere ude, hvilket lægger en bund under lange europæiske renter. Budskabet er derfor nogenlunde stabile renteniveauer ind i 2018. Potentialet ligger i stedet i risikable aktiver.

Mit fokus i år har været på aktiver, der nyder godt af indenlandsk vækst i eurozonen, herunder små virksomheder. Det budskab holder jeg fast i. Stærk vækst, ledig kapacitet, lav (løn)inflation og lempelig pengepolitik er en god cocktail for risikable aktiver. Og selvom euroen ikke er på vej i himlen, har 2017 efter min mening givet os en forsmag på, hvad der venter, når ECB for alvor nærmer sig normaliseringen af pengepolitikken – euroen skal styrkes på den mellemlange bane. Pas derfor på med eksponeringer, der kræver en svag euro – herunder store internationale europæiske virksomheder. Eurozonen er stadig et powerhouse – fokuser på dem, der kan udnytte det. Og nyd det!

Hvad sker der, når seddelpressen stopper?

Euroland – verdens bedste taberklub?

Forsiden lige nu

Thomas Borgen: Hvidvasksag har ikke distanceret os fra kunderne

På trods af at halvdelen af danskerne mener, at Danske Banks troværdighed har lidt knæk som følge af bankens hvidvasksag, mener bankens topchef, Thomas Borgen, ikke, at Danske Bank er blevet distanceret fra kunderne og samfundet, fortæller han til FinansWatch.

Danske Bank-regnskab koster aktionærerne knap 20 mia. kr.

Danske Bank skuffede markant i forhold til analytikernes forventninger ved fremlæggelsen af halvårsregnskabet. Det får aktiekursen til at falde med en tiendedel. Banken er i år nu over 60 mia. kr. mindre værd end ved udgangen af 2017. (Opdateret)

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere