FinansWatch

Kinesisk betalingsgigant på vej til Danmark

Verdens største betalingstjeneste, Alipay, er på vej ind på det danske betalingsmarked med hjælp fra Nets og vil senere indtage resten af Norden. Allerede i løbet af efteråret forventes Alipay at begynde pilottest i udvalgte danske butikker, erfarer FinansWatch.

Den største mobilbetalingstjeneste i verden, kinesiske Alipay, som har over en halv milliard registrerede brugere, har set sig lun på det danske betalingsmarked.

FinansWatch erfarer, at Alipay i øjeblikket er ved at forhandle de sidste detaljer i en aftale på plads med betalingsformidleren Nets, som skal hjælpe Alipay ud i først de danske butikker og siden i resten af Norden. Parterne har ikke endegyldigt underskrevet aftalen, men den forventes at falde på plads inden for de kommende uger, erfarer FinansWatch.

Med trækket vil Alipay ramme især herboende kinesere og kinesiske turister, men betalingsløsningen vil også blive tilgængelig for alle andre i landet.

"Det er helt klart, at der er stigende turisme fra Kina, og kineserne forventer at kunne bruge Alipay, når de kommer frem. Men jeg ser det også som en mulighed for at sprede sig mere ud, når de først er etableret," siger Jan Damsgaard, professor på Copenhagen Business School.

Flere giganter har meldt deres ankomst

Allerede i løbet af efteråret forventes Alipay at begynde pilottest i udvalgte danske butikker, erfarer FinansWatch, hvis aftalen som forventet falder på plads.

Fremstødet kommer, efter at Apple tidligere på året meldte ud, at man vil gå ind på det danske betalingsmarked i år med betalingsløsningen Apple Pay. Også andre som Samsung Pay og Mastercard (Masterpass) har set sig lune på det danske betalingsmarked, som FinansWatch tidligere har beskrevet.

"Der kommer flere og flere betalingsløsninger på markedet, og da der ikke rigtig er nogen omkostninger forbundet med at gå ind i Danmark, kan man lige så godt gå ind der. Det er derfor, at der vil være rigtig mange, som vil etablere sig. Udover Apple Pay og Alipay kommer vi også til at se Google og Samsung," siger Jan Damsgaard.

Nye betalingsteknologier på vej

Alipay bliver drevet i regi af Ant Financial Services Group, der er et selskab i den enorme Alibaba-koncern, som blev grundlagt af kinesiske Jack Ma, der i år kom ind på en andenplads i magasinet Forbes' opgørelse af verdens 50 største ledere.

Alipay fungerer i dag ved hjælp af QR-koder, og en betaling foretages ved, at ekspedienten scanner en QR-kode på brugerens mobiltelefon. Alipay har dog også investeret i teknologi, som på sigt skal gøre det muligt at betale ved hjælp af ansigtsgenkendelse, skrev teknologimediet Techchrunch tidligere på måneden.

"Det viser, at det bliver lettere og lettere at betale. Jeg tror, at betalinger gennem ansigtskendelse bliver ganske almindeligt om nogle få år. Det er allerede i modellen Samsung S8 og kommer med iPhone 8. Efterhånden vil funktionaliteten blive indlejret i apps, så man ikke længere har en separat handling, hvor man skal betale. Dermed tager du bare dine varer og går ud af butikken," siger Jan Damsgaard.

Prisen på betalinger vil gå mod nul

I Danmark er det konkret Nets, som håndterer hele den bagvedliggende betalingsinfrastruktur, og derfor er Alipay som nævnt ved at forhandle en aftale på plads med betalingsformidleren ifølge FinansWatch' oplysninger.

De primære mobilbetalingsløsninger på det danske marked i dag er Nets' mobile dankort og Mobilepay, et datterselskab under Danske Bank, men flere udenlandske spillere ventes altså snart at træde ind på markedet.

Ved betaling herhjemme med eksempelvis dankort er danskerne vant til, at der ikke pålægges gebyrer på betalinger. Her er det i stedet butikkerne, som står for afregningen til bankerne og betalingsformidleren Nets. Jan Damsgaard forventer, at prisen for betalinger i det hele taget vil gå mod nul som følge af den stigende konkurrence.

"I fremtiden vil man stort set ikke være i stand til at opkræve betaling – ej heller af forretningerne. Det favoriserer alle dem, der har en forretningsmodel, der ikke baserer sig på at skulle tjene penge per transaktion, men på relationen. Det er spillere som Facebook og Amazon," siger professoren fra CBS.

Mobilbetalinger i Kina er næsten 50 gange større end i USA

Japanske banker går sammen om ny digital valuta

Forsiden lige nu

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere