FinansWatch

Skibskreditten venter lavere resultat for hele 2017

Danmarks Skibskredit fik et overskud efter skat på 145 mio. kr., mere end en fordobling mod samme periode sidste år. Banken tror dog på et lavere resultat for hele året sammenlignet med 2016.

Foto: Danmarks Skibskredit PR

Danmarks Skibskredit landede et overskud efter skat på 145 mio. kr. i første halvår 2017 viser regnskabet. Det er mere end en fordobling af resultatet fra samme periode sidste år, der endte på 52 mio. kr.

Skibskreditten forventer dog, at det samlede resultat for hele året før nedskrivninger og kursreguleringer bliver lavere end i 2016, fremgår det af regnskabet.

"Årets resultat før nedskrivninger og kursreguleringer forventes fortsat at blive lavere end i 2016. Udlånet målt i danske kroner vil som ventet være gennemsnitligt lavere end i 2016, og det påvirker indtjeningen i negativ retning. Udviklingen er blevet forstærket af faldet i dollarkursen i første halvår," skriver ledelsen.

I første halvår nedskrev Danmarks Skibskredit med 103 mio. kr., hvilket er markant lavere end nedskrivningen på 341 mio. kr. i samme periode sidste år, hvor banken måtte tage nogle hug i offshoresegmentet.

Nettoindtjeningen på udlån faldt i første halvår til 280 mio. kr. fra 312 mio. kr. i første halvår 2016. Udviklingen skyldes primært, at låneaktiviteten er faldet. Danmarks Skibskredit forventer, at lånebogen vil stige "svagt" i andet halvår.

Lyspunkter i horisonten

For shippingmarkedet er der generelt enkelte lyspunkter i horisonten, skriver banken. Ordrebogen er faldet til under 10 pct. af den sejlende flåde. Enkelte segmenter har stadig en meget stor ordrebog som eksempelvis container, men det ser bedre ud.

"For det andet er der en udbredt forventning til en positiv udvikling i økonomierne de kommende år. Endelig er der en udbredt forventning om, at implementering af nye miljøkrav til skibe vil medføre ophugning af ældre skibe i et større omfang end ellers," skriver Skibskreditten.

De positive udsigter er dog skrøbelige, og de fleste segmenter er stadig plaget af alt for mange skibe.

"Det bliver derfor helt afgørende for en tilbagevenden til en periode med blot acceptabel indtjening, at der holdes igen med nye ordrer i den kommende tid."

Beslutningen fra Opec om at skære i olieproduktionen har ramt tankmarkedet i første halvår, hvor flere nybygninger også ramte markedet. Tørlast har i perioden fortsat den positive, omend svage, trend siden lavpunktet i foråret 2016, noterer banken, mens containermarkedet har set stigende rater. Udfordringen er den kommende leveringsbølge af de helt store skibe flere år frem.

"Offshoremarkedet oplever enkelte livstegn, men der er lange udsigter til fuld beskæftigelse for flåden igen. Sommersæsonen er snart slut og mange skibe vil vende tilbage til oplæg."

Hårdere konkurrence

De seneste år har flere shippingbanker trukket sig fra industrien eller mindsket deres udlån. I dag er en mindre kerne tilbage, som har kapacitet til at udlåne til rederierne, som har klaret sig gennem krisen. Og konkurrencen er hård, noterer Skibskreditten.

"Indfasningen af allerede vedtaget og kommende bankregulering peger alt andet lige i retning af stigende låneomkostninger for rederierne. Men konkurrencen er så intens, at prisniveauet ikke har flyttet sig nævneværdigt i de seneste år. Eksportkreditinstitutterne i Asien er fortsat ofte konkurrencedygtige, når det kommer til finansiering af nybygninger fra de respektive lande."

Denne artikel er leveret af vores søstersite ShippingWatch.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere