
Mandag oplyste direktøren for udlånsplatformen Flex Funding, Henrik Vad, over for dagbladet Børsen at han forventede et udlån på 250 mio. kr. i fjerde kvartal næste år, og at det ville kræve en fordobling af det nuværende nyudlån på 5 mio. kr. om måneden.
Men af Flex Fundings hjemmeside fremgår, at udlånsplatformn frem til april i år kun har formidlet lån for 11,8 mio. kr., eller 2,9 mio. kr. om måneden, mod i gennemsnit 2,8 mio. kr. i månedligt udlån i 2016. Det skriver dagbladet Børsen.
Flex Funding, der er i gang med at hente kapital for at kunne øge markedsføringen, har indtil videre afsluttet to låneauktioner på i alt 810.000 kr. i maj, og har ét lån i udbud på 350.000 kr., men ifølge Henrik Vad handlede kommentaren kun om det forventede udlån i maj, som han mener vil ende på 5 mio. kr.
"Vi budgetterer med at komme op på 100 mio. kr. i udlån i indeværende år, og derudover skal vi op på 240 mio. kr. i alt, som vi forventer at ramme i fjerde kvartal næste år," siger Henrik Vad til dagbladet Børsen. Flex Funding havde ved udgangen af april formidlet samlede nye udlån for i alt 55,2 mio. kr.