FinansWatch

Italiens banker kan lide efter afstemning

Der ventes en afdæmpet markedsreaktion mandag efter at Italien søndag stemte nej til en forfatningsreform. Der bliver dog holdt øje med de italienske banker, ligesom euroen blev svækket mærkbart efter valgresultatet.

Banca Mote dei Paschi di Siena er en af de italienske banker, der vil blive holdt øje med, da banken er presset af nødlidende lån. | Foto: AP/POLOFOTO/Luca Bruno

Finansmarkederne vil holde godt øje med den italienske banksektor mandag, efter at et klart flertal af de italienske vælgere har sagt nej til en forfatningsreform ved en folkeafstemning søndag. Valgresultatet har efterfølgende fået premierminister Matteo Renzi til som varslet at gå af.

På finansmarkederne har valgresultatet på forhånd været frygtet af angst for, at et nej kan skubbe til dominobrikker, så der bliver udskrevet nyvalg i Italien, hvilket kan bringe den eurokritiske Femstjernebevægelse til magten. Risikoen for, at Femstjernebevægelsen efterfølgende får Italien til at forlade euroen er dog "voldsomt overdrevne," mener Nordea.

"For at det skal ske, skal Femstjernebevægelsen vinde det næste valg, ændre forfatningen og tillade en folkeafstemning om euroen og vinde denne folkeafstemning," skriver chefanalytiker Holger Sandte i et notat.

For det øvrige Europa venter Nordea derfor, at den generelle markedsreaktion bliver afdæmpet. Markederne har også tidligere vist evne til hurtigt at komme sig oven på begivenheder, der på forhånd var udnævnt til at være negative, herunder brexit og det amerikanske presidentvalg.

"Det vil derfor være forhastet at pege på en ny krise i finansmarkederne, især da nej-resultatet var ventet," skriver Holger Sandte og fremhæver:

"Den brede markedsreaktion vil derfor sandsynligvis blive afdæmpet, selv om udsigterne for de italienske banker fortsat ser usikre ud."

Euro svækkedes kort før midnat søndag ganske mærkbart, da valgresultatet blev kendt. Fra et niveau på 1,0650 dollar drattede euro på kort tid ned mod 1,05 dollar, men svækkelsen er gået lidt i sig selv igen, så euro ved 7.30-tiden ligger i 1,0563 dollar.

Italienerne stemte om forfatningsreformer, der blandt andet skulle reducere parlamentets overhus' indflydelse og dermed gøre det parlamentariske arbejde lettere.

At især de italienske banker kan komme til at lide, skyldes at sektoren er underkapitaliseret, og det kan blive svært for politikerne at nå til enighed om at støtte sektoren.

Premierminister Matteo Renzi havde inden afstemningen erklæret, at han ville gå af i tilfælde af et nej, og det løfte holder han.

Mandag eftermiddag vil Matteo Renzi samle sine ministre en sidste gang, og derefter vil Renzi officielt indgive sin afskedsbegæring til præsident Sergio Mattarella.

Derefter bliver det op til Mattarella at afsøge mulighederne for at få sammensat en ny regering. Hvis det ikke lykkes, kan han vælge at udskrive et tidligt valg.

Det mest sandsynlige scenarie er ifølge de fleste politiske eksperter dog, at den nuværende regering afløses af en midlertidig regering, som vil sidde frem til næste planlagte valg i foråret 2018, skriver nyhedsbureauet AFP.

 

/ritzau/FINANS

Mere fra FinansWatch

Klarna tavs om stor spareplan

Hverken i Danmark, Norge eller på hovedkontoret i Sverige er der svar at hente om, hvordan Klarnas spareplan vil ramme fintech-selskabets afdelinger.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs