FinansWatch

Dansk virksomhed vinder kæmpe fintech-pris

Den danske fintech-virksomhed Pleo løb af med kæmpepræmie foran 3.000 andre deltagere i Wien.

Niccolo Perra (t.v.) og Jeppe Rindom ved prisoverrækkelsen i Wien.

Den danske fintech startup virksomhed Pleo vandt som den første danske virksomhed nogensinde den prestigefyldte Pioneer Of The Year Award ved Pioneers Festival i Wien i onsdags.

Pleo vandt konkurrencen, hvor 3.000 andre startup virksomheder fra hele verden deltog. Udover æren følger også en noget mere fysisk anerkendelse i form af en check på 500.000 euro. Det er første gang, at stifterne Niccolo Perra og Jeppe Rindom viser konceptet frem til ligesindede fintech-iværksættere, og anerkendelsen fra branchen vækker glæde.

"Det var lidt uventet, at vi vandt, så vi er ekstremt glade," siger Niccolo Perra.

Han grundlagde virksomheden sammen med Jeppe Rindom i 2015.

Konceptet går ud på, at medarbejdere i en virksomhed får et kort, der er skræddersyet lige præcis den pågældende medarbejder og de indkøb, vedkommende skal foretage. Virksomheden kan herefter ved hjælp af et administrationsmodul selv styre og justere i detaljer, hvad det enkelte kort kan bruges til samt beløbsgrænserne. Samtidig gemmer Pleo-app'en automatisk medarbejdernes kvitteringer, hvilket i sidste ende skal lette den administrative kompleksitet og forenkle bogholderiet i virksomhederne.

Pleo-stifterne har allerede nu kunder på listen, der gerne vil i gang med deres betalingsløsning. Niccolo Perra vil dog ikke sætte navn på dem endnu, men løfter i stedet lidt af sløret for, hvilken slags virksomhed, de henvender sig til.

"Vores produkt er oplagt til små- og mellemstore virksomheder. Typisk er det virksomheder, der er meget aktive på onlinekøb, men det kan også være virksomheder, der arrangerer events. De har ikke de store udgifter normalt, men har op til et event behov for, at de ansatte kan opskalere og købe mere ind end normalt," siger han.

Mere end blot betaling

Betalingsløsningens navn kom lidt tilfældigt på plads, da en kollega til Niccolo Perra foreslog det græske ord "pleo."

"Vi ville finde et navn, der kunne repræsentere os, men det skulle ikke indeholde ordet "betaling." Idéen er, at vi vil tilbyde et produkt, som er mere end bare muligheden for at betale," siger Niccolo Perra.

Navnet faldt derfor på det græske pleo, som er et ord, der står foran andre ord og betyder ”mere end / mere end forventet."

Virksomheden launcher i Danmark og England til sommer, hvor Niccolo Perra mener, at fintech-scenen er særligt interessant begge steder sammenlignet med i andre lande.

"I England er vi en del af Seed Camp i London (virksomhed, der finansierer lovende startup-virksomheders første pulje penge, red.), og vi er der næsten hver anden uge. Vores udviklingen foregår i Danmark, fordi der har været en ekstrem aktiv fintech-scene det seneste års tid," siger han.

Han lægger vægt på, at kortet i princippet kan bruges i et hvilket som helst land, der accepterer MasterCard, så fremtidsudsigterne er internationale, ligesom resten af holdet bag Pleo i øvrigt også er. Virksomheden tæller ni personer, der hver især kommer fra Danmark, Slovenien, Canada, Italien, Bangladesh, Færøerne og Indien.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere