
Den franske bank Societe Generale havde i sidste uge besøg af de franske skattemyndigheder på sit hovedsæde.
Myndighederne ransagede kontorerne i forbindelse med den store sag om skattely i Panama, hvor bankens navn er dukket op. Det skriver det amerikanske medie Fortune.
De franske skattemyndigheder foretog ransagningen for at finde frem til navnene bag de stråmandsselskaber i Panama, der er blevet oprettet med hjælp fra Societe Generale. Ifølge det franske medie Le Monde er Societe Generale en af de banker, der har været med til at oprette flest offshore-selskaber - i alt 979.
Ransagningen fandt sted tirsdag den 5. april, og det var der ifølge banken selv ikke noget kuriøst i, idet en talsmand kalder det "en normal udvikling i forbindelse med sådan en efterforskning".
Societe Generale har afvist, at der i dag findes så mange offshore-selskaber, som Le Monde har meldt ud:
"I dag er antallet af aktive selskaber oprettet for klienter via Mossack Fonseca kun et par dusin," lyder det fra banken.