Udenombanken solgt til Euroinvestor

Låneportalen Udenombanken er blevet opkøbt af Euroinvestor, hvor den alternative låneplatforms stifter bliver ny direktør.

Den alternative låneplatform Udenombanken, der formidler lån mellem långiver og låntager, er blevet opkøbt af Euroinvestor. Det oplyser Euroinvestor i en selskabsmeddelelse.

Udenombanken blev stiftet for under to år siden og har i sin levetid formidlet 340 boliglån for i alt 200 mio. kr. Ifølge låneportalens medstifter og udviklingsdirektør Søren Scheibye skal opkøbet sikre, at Udenombanken udvikler sig yderligere,

"Euroinvestor.com har en stor portefølje af webportaler, der passer perfekt ind i UdenomBankens forretningsområde, og samtidig kan koncernen med sine økonomiske muskler sætte ekstra skub i den vækst, vi har oplevet siden opstarten. Med en stor, børsnoteret virksomhed som Euroinvestor i ryggen kan vi cementere vores position som nummer ét på fintech-området. Samtidig er opkøbet med til at løfte hele fintech-branchen til et nyt niveau," udtaler Søren Scheibye i en pressemeddelelse.

Direktøren udskiftes

I forbindelse med indlemmelsen i Euroinvestor bliver Udenombankens adm. direktør Frederik Rovsing ny adm. direktør i Euroinvestor og erstatter den afgående direktør Christian Seidelin.

"Frederik er et fantastisk aktiv for Euroinvestor.com A/S. Frederik har en bred erfaring fra den digitale og finansielle verden, hvor han har vist en stor evne til at udvikle succesfulde, digitale forretninger. Derudover har Frederik tidligere været vicedirektør i Euroinvestor.com A/S og kender derfor vore medarbejdere og organisation særdeles godt," udtaler adm. direktør Christian Seidelin i en pressemeddelelse.

Den afgående direktør bliver i stedet bestyrelsesformand i Euroinvestor.

Euroinvestor har købt Udenombanken ved dels at lægge et kontant beløb og dels at betale med aktier i Euroinvestor.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også