FinansWatch

Bankerne må sige farvel til deres yndlingsminister

Stik mod alle forventninger, så har bankerne været begejstret for både Henrik Sass Larsen og Ole Sohn som ministre. Derfor er det ikke nødvendigvis en fordel for sektoren, at der nu kommer en borgerlig regering.

Henrik Sass Larsen Foto: NIELS HOUGAARD

Da socialdemokraten Henrik Sass Larsen overtog posten som erhvervs- og vækstminister efter SF-formanden Annette Vilhelmsen, var de danske banker alt andet end begejstrede.

Han havde nemlig markeret sig som en markant kritiker af bankerne. Især vakte Sass Larsens udtalelser i DR dokumentarserien ”Sikke en fest” fra vinteren 2012 opsigt. I dokumentarudsendelsen fortalte han om de fortrolige forhandlinger om en ny bankpakke i januar 2009, som han deltog i som den politiske ordfører for Socialdemokratiet.

Ifølge Sass Larsen var der politisk enighed om den anden bankpakke den 15. januar, hvorefter de ansvarlige ministre skulle mødes om aftenen med bankerne. Men dagen efter var forligsteksten ifølge Henrik Sass Larsen radikalt ændret.

"Jeg bliver mildest talt først paf og målløs, og så bliver jeg enorm vred, fordi det er helt uhørt. Den nye tekst betød, at bankerne kunne låne skatteborgernes penge meget billigt. Det er det største tyveri i Danmarks-historien", sagde Henrik Sass Larsen til DR.

Sass Larsen populær hos bankerne

På den baggrund var det måske forståeligt, at bankerne var nervøse over at få Sass Larsen som ressortminister.

Realiteten blev imidlertid, at Henrik Sass Larsen meget hurtigt blev en uhyre populær minister hos bankerne. Han gjorde sig især bemærket ved at tage realkredittens stigende bidragssatser i forsvar og forhindre en række stramninger i den finansielle regulering, blandt andet et renteloft.

Derfor står Henrik Sass Larsen i dag i et positivt lys hos bankerne. Det er dog ikke noget, som nogen i banksektoren har lyst til at blive citeret for, da bankerne efter finanskrisen fortsat er nervøse for offentligt at blande sig for meget i den politiske debat.

Banker positivt overrasket over Ole Sohn

Også Helle Thorning-Schmidts første erhvervs- og vækstminister, den daværende SF’er Ole Sohn, blev et overraskende positivt bekendtskab for den finansielle sektor.

Der var på forhånd en betydelig skepsis over for Ole Sohn, dels på grund af fortiden som formand for Danmarks Kommunistiske Parti, og dels fordi han ikke tidligere havde gjort sig specielt bemærket på det finansielle område.

Men Ole Sohn viste sig at være stærkt arbejdsom og satte sig hurtigt grundigt ind i sektorens situation og udfordringer. Han endte derfor med at være en meget populær minister hos bankerne, hvilket dog også var med til at skade ham på de indre politiske linjer, fordi en del i Ole Sohns politiske bagland mente, at han var for flink over for banksektoren.

Magtfuld og erfaren departementschef

Ifølge flere kilder skyldes Ole Sohns og Henrik Sass Larsens driftsstabilitet som minstre i høj grad Erhvervs- og vækstministeriets magtfulde departmentschef, Michael Dithmer, der blev departementschef i Økonomiminsteriet for 20 år siden, og siden 2001 har været den øverste embedsmand i Økonomi- og vækstministeriet, som i dag er Erhvervs- og vækstministeriet.

Som Slotsholmens mest erfarne departementschef er Michael Dithmer ikke kun dybt inde i problemstillingerne på blandt andet det finansielle område, men har også opnået stor erfaring i at arbejde med mange forskellige ministre.

Derfor, lyder argumentet, er det i høj grad Michael Dithmers fortjeneste, at Ole Sohn og Henrik Sass Larsen set med bankernes øjne har været endog meget driftsstabil.

En svag minister

Det er formentlig ikke forkert, men næppe heller hele sandheden.

For mellem Ole Sohn og Henrik Sass Larsen var det SF’s Annette Vilhelmsen der var erhvervs- og vækstminister. Hun havde kun en beskeden landspolitisk erfaring, da hun først kom i Folketinget ved valget i 2011. Men da hun i et kampvalg afløste Villy Søvndal som formand for SF, var der brug for, at hun fik en ministerpost, og det blev i Erhvervs- og vækstministeriet, hvor hun afløste Ole Sohn den 16. oktober 2012, tre dage efter formandsvalget i SF.

På trods af at hun havde Michael Dithmer som departmentschef viste Annette Vilhelmsen sig som en usikker minister, der fremstod famlende over for især den teknisk komplicerede regulering af den finansielle sektor.

Selv om det ikke er nogen hemmelighed, at tidligere erhvervsministre som Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen fra de Konservative politisk har været en del tættere på toppen i den finansielle sektor, så lyder vurderingen fra flere nøglepersoner i sektoren, at den hidtil bedste minister for bankerne i Danmark i dette århundrede har været Henrik Sass Larsen.

Der er endnu ingen, der har lyst til, selv uden for citat, at gætte på en kommende erhvervsminister. Men der er en bekymring over især Dansk Folkepartis meget stærke valgresultat. Frygten går blandt andet på, at Dansk Folkeparti kan reagere meget skarpt, hvis der kommer nye sager frem om manglende lånemuligheder i udkantsdanmark, eller sager om urimelig behandling af privatkunder.

Det kan føre til krav om indgreb over for den finansielle sektor, lyder vurderingen. Og da Dansk Folkeparti er Venstres afgørende støtteparti, vil sådan nogle krav vægte betydeligt for en kommende ressortminister for finansverdenen.

 

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere