FinansWatch

Capinordic-folk hiver topadvokater i Advokatnævnet

Den tidligere ledelse i Capinordic har nu indklaget de advokater, som fører Finansiel Stabilitets erstatningssag mod de ansvarlige fra den krakkede bank.

Advokatnævnet skal nu tage stilling til, om Kromann Reumert-advokaterne Carsten Fode, Kim Trenskow og Mads Reinholdt Sørensen strider mod god advokatskik, når de fører en erstatningssag mod den tidligere ledelse i Capinordic Bank, skriver Berlingske Business.

Stridens kerne er, at Kromann Reumert var hyret af Capinordic Bank selv til at gennemgå nogle af bankens engagementer i 2008 - inden konkursen. Og nu fører advokathuset altså Finansiel Stabilitets erstatningssag mod bankens tidligere ledelse. Ledelsens advokat skriver ifølge Berlingske i sin klage til Advokatnævnet, at det er i strid med våbendragerprincippet, at Kromann Reumerts advokater nu fører sagen mod dem.

Våbendragerprincippet siger, at når en advokat én gang har stået på den ene side i en strid, kan man ikke senere stå på modsatte. Nu skal Advokatnævnet afgøre, om det er tilfældet her.

Advokaten, som lavede undersøgelsen af Capinordic, var endda tiltænkt at skulle føres som vidne af de tre kolleger. Kromann Reumert har ingen kommentarer til Berlingske ud over, at sagen anses som grundløs.

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs