FinansWatch

Kreditvurderingsinstitut i endnu en svindelsag

Det amerikanske kreditvurderingsinstitut Standard & Poor's står til at blive anklaget for svindel i forbindelse med kreditvurderinger af seks forskellige realkreditobligationer tilbage i 2011.

Den amerikanske kommission for regulering af værdipapirmarkedet, SEC - Securities and Exchange Commision - i et "Wells notice"-brev fortæller, at de har intentioner om at indlede en sag mod selskabet. Det skriver Financial Times.

"S&P (Standard & Poor's, red) har tidligere samarbejdet med myndighederne på dette område og har intentioner om at fortsætte med at gøre det," skriver kreditvurderingsbureauet i en pressemeddelelse.

S&P modtog også et lignende brev i 2011, men fik afværget sagen, inden den blev anlagt for retten. Derfor er der heller ingen garanti for, at sagen denne gang når at udmønte sig i en konkret anklage. Den nuværende sag trækker dog tråde til sagen i 2011, hvor det kom frem, at selskabet anvendte inkonsistente metoder til at kreditvurdere realkreditobligationer. Siden er der dukket seks lignende sager op, og denne gang kan S&P formentlig ikke undgå, at der bliver lagt sag an.

I mellemtiden kan S&P bekymre sig om søgsmålet fra det amerikanske justitsministerium, der anklager kreditvurderingsinstituttet for gennem en række kreditvurderinger at overvurdere realkreditobligationer i årene op til finanskrisens udbrud. Justitsministeriet kræver i den forbindelse erstatning på mere end 5 mia. dollar, svarende til 27,7 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Mere fra FinansWatch

Alka tidoblede sit salg på Black Friday

I fredags på den store handelsdag Black Friday lykkedes det Alka at tidoble sit salg. Det skyldtes en godbid til de kunder, som tegnede nye forsikringer hos selskabet.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs