FinansWatch

Danske Bank sælger statsobligationer for Portugal

Danske Bank er med i et konsortium, der i dag er gået i gang med at sælge dollar-denominerede obligationer for den portugisiske stat. Det er første gang i fire år at Portugal prøver at sælge dollar-obligationer.

Portugal forsøger for første gang siden 2010 at sælge statsobligationer denomineret i dollar. Landet har ellers været kastet ud i kulden, siden EU og den internationale valutafond, IMF, i 2011 måtte træde til med en redningspakke på 78 mia. euro, eller 582 mia. kr., fordi Grækenlands euro-krise fik obligationsinvestorer til at frygte en portugisisk statsbankerot.

Men i midten af maj kunne Portugal rive redningspakken i stykker. Landets budgetunderskud er på tre år blevet halveret til 4,9 pct. af bruttonationalproduktet, og arbejdsløsheden er blevet reduceret, men er dog stadig på voldsomme 15,1 pct.

I løbet af første halvår er renteforskellen mellem portugisiske og tyske obligationer faldet mærkbart, og det fik i sidste uge chefen for det portugisiske statsgældskontor, João Moreira Rato, til at fortælle, at man planlagde at udstede obligationer i dollar.

Til at håndtere udstedelsen har Portugal valgt Barclays, Danske Bank, HSBC og Société Générale som co-lead managers.

At Barclays, HSBC og Soc. Gen. er med i udstedelsen er ikke den store overraskelse, da de begge er meget aktive i salget af europæiske statsobl igationer. Men Portugal har altså også ment, at Danske Markets kunne bidrage til at få afsat obligationerne til en god pris.

”Det er ret usædvanligt, at en dansk bank er lead på sådan en udstedelse. Det er, fordi vi virkelig kan noget i Europa,” siger Jens Peter Neergaard, der er chef for FICC, eller rente-, valuta- og råvarehandel i Danske Bank.

Portugal planlægger at udstede dollar-obligationer med en løbetid på ti år, og har pt. modtaget bud for mere end to mia. dollar, eller mere end 10,8 mia. kr., ifølge Wall Street Journal.

Prissætningen forventes at komme til at være omkring 2,65 procentpoint over ti-årige amerikanske statsobligationer, eller ca. 5,20 pct. Til sammenligning er renten på Portugals ti-årige statsobligationer i euro på ca. 3,58 pct., mens den tilsvarende tyske statsobligation handler til omkring 1,25 pct.

Danmark udsteder stort set ikke statsobligationer i udenlandsk valuta. Dog udstedte Nationalbanken for staten i marts et tre-årigt dollarlån på 1,5 mia. dollar til en kupon på 0,875 pct., der blev swappet til en fast euro-rente på 0,48 pct.

Forskellen på Danmark og Portugal er dog, at Danmark har den højst mulige Aaa-kreditvurdering, mens kreditvurderingsbureauet Moody's, selv efter en opjustering i maj, har en Ba2-vurdering på Portugal, hvilket er 11 niveauer under Danmarks kreditkarakter. Det betyder, at udstedelserne har "spekulative elementer og en væsentlig kreditrisiko", hvilket naturligvis også sætter sig i renteniveauerne ved obligationsudstedelser.

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs