FinansWatch

Juridisk blæksprutte bliver formand for Finanstilsynet

Henrik Sass Larsen har udnævnt professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen til Finanstilsynets første bestyrelsesformand. Han har især erfaringer inden for IT-ret, men har også styr på pensionsjuraen, og har været med til adskillige banklukninger.

Foto: POLFOTO

Finanstilsynets første bestyrelsesformand er en mand, der har styr på paragrafferne. Ganske vist er han ikke ekspert i værdipapirhandelsloven som professorkollegaen Jesper Lau Hansen, eller har skrevet akademiske afhandlinger om lov om finansiel virksomhed, som advokat og ph.d. Michael Camphausen fra CamphausenWalldén. Men han har været endog rigtigt meget rundt i de juridiske discipliner.

”Han har et ben i den solide og traditionelle jura, men har altid været præget af interessen for ny teknologi og nye juridiske områder. Det er karakteristisk for ham, at han reelt har opfundet it-retten i Danmark, og også har defineret en række andre fragmenterede juridiske områder, som advokatret og pensionsret,” siger it-advokaten Martin von Haller Grønbæk fra det internationale advokatfirma Bird & Bird. Han har arbejdet professionelt sammen med Mads Bryde Andersen siden midten af 1990’erne.

Ifølge FinansWatch’ oplysninger har Mads Bryde Andersen især haft en varm fortaler i erhvervs- og vækstministeriets magtfulde departementchef, Michael Dithmer.

Fra advokat til akademiker

Den 55-årige Mads Bryde Andersen gik oprindeligt den slagne vej, og blev efter sin juridiske kandidateksamen i 1981 ansat som advokatfuldmægtig og siden advokat hos den nærmest legendariske højesteretssagfører Jon Palle Buhl.

Men efter fem år i advokatbranchen trak den akademiske verden, og i 1986 blev han ansat som forskningsstipendiat ved Københavns Universitet, hvor han forskede i det, der dengang var meget eksotisk, nemlig it-ret, eller ”edb-ret”, som det héd dengang.

Det resulterede i 1989 i den 447 sider lange juridiske disputatsafhandling ”Studier i edb-erstatsningsrettens beskrivelsesproblematik”, og to år senere, den 1. december 1991, fik Mads Bryde Andersen som blot 33-årig et eftertragtet professorat i formueret ved Københavns Universitet, som han har haft siden.

Kan det hele inden for juraen

Professor, dr. jur. Jesper Lau Hansen har været kollega med Mads Bryde Andersen på det juridiske fakultet ved Københavns Universitet i næsten 20 år, og har kun lovord om sin professorkollega:

"Mads er ikke kun en meget stringent jurist, men en af de uhyre få mennesker, der kan stort set det hele inden for juraen. Han har ikke kun beskæftiget sig med formueret og it-ret, som han skrev disputats om, men også så forskellige områder som pensionsret, advokatret og menneskerettigheder," siger Jesper Lau Hansen.

"Mads er ekstremt produktiv, og kan stille skarpt på praktisk talt enhver problemstilling inden for juraen," fortsætter Jesper Lau Hansen.

Jobbet er løbende blevet suppleret med et hav af bijob i foreninger, regeringsudvalg og –råd, bestyrelser, samt ikke mindst rigtigt mange opgaver som voldgiftsdommer.

Selv om såvel hoved- som bijob er blevet suppleret med en uhyre stor produktion af juridiske bøger og artikler, har der også været tid til både at løbe halvmaraton, stå på ski og spille alt fra klassisk musik til klassisk rock på klaveret. Den primære sportslige fornøjelse er dog kajakroning. Så sent som på dagen for sin udnævnelse til tilsynsformand, var Mads Bryde Andersen ude og ro otte kilometer på Øresund.

Ikke i elfenbenstårn

Formueret er et af de meget store og brede fag på jurastudiet, og derfor har den nye tilsynsformand også været i stand til at brede sig over et hav af juridiske specialer, fra aftaleret, obligationsret og advokatret, over it-ret og immaterialret, til pensionsret.

”I vores advokatfirma fokuserer vi på sektorer i stedet for juridiske discipliner, og den tankegang er også karakteristisk for Mads Bryde Andersen. Han har ikke kun været toneangivende i alt, hvad han har beskæftiget sig med, men også i høj grad haft fornemmelse for det erhvervsmæssige og praktiske, og været med til at bringe Københavns Universitet ud fra elfenbenstårnet.”

Indskydergarantifonden og pensionsret

I forhold til det nye job som bestyrelsesformand for Finanstilsynet er det dog især relevant, at han dels var formand for Indskydergarantifonden fra 2008 til 2012, og dermed var tæt involveret i langt hovedparten af de danske banklukninger under finanskrisen og dels har beskæftiget sig indgående med pensionsret.

Fra 2007 indtil sidste år var han leder af Københavns Universitets Center for Pensionsret, hvilket blandt andet resulterede i en 615 siders moppedreng om dansk pensionsret, og en bestyrelsespost i Det Danske Selskab for Forsikringsret.

Interessen for pensionsret førte blandt andet til en af de mere kontroversielle beslutninger i den danske pensionsbranche, da Sampension i 2010 valgte at droppe kundernes rentegarantier. Det var en beslutning, der i stort omfang blandt andet byggede på et juridisk responsum fra Mads Bryde Andersen og en universitetskollega, der argumenterede for, at rentegarantier til kunder i arbejdsmarkedspensionskasser frit kan ændres af arbejdsgivere og fagforeninger.

Parat til at tage slagsmål

Det er dog ikke første gang, Mads Bryde Andersen har været kontroversiel. I internettets tidlige år var der et større skænderi i it-branchen om, hvem der skulle have ansvaret for registreringen af ”.dk” domænenavne. Det førte til beskyldninger om indspisthed og det, der var værre.

Som regel har Mads Bryde Andersen dog vundet de slagsmål han har givet sig i kast med, og fakta er da også, at han i hele 12 år sad med ved bordet i bestyrelsen for DK Hostmaster, der endte med at få retten til at styre den danske del af internettet.

Flere kilder, som FinansWatch har talt med, påpeger dog også, at Mads Bryde Andersen kan være så selvsikker, at han fremstår arrogant. Det er dog ikke en karakteristik, som it-advokaten Martin von Haller Grønbæk er enig i.

”Han er ekstremt velbevandret i den traditionelle jura, hvilket giver ham et meget stort overblik. Men der er selvfølgelig juridiske specialer, hvor han ikke har den samme detaljerede viden som andre, og det er han meget ydmyg over for,” siger Martin von Haller Grønbæk fra Bird & Bird.

Især it-retten har altid været Mads Bryde Andersens hjerte nært. Det har blandt andet givet ham en syv-årig periode som formand for it-sikkerhedsrådet, og formand for udvalget om elektronisk tinglysning, og udvalget om registerlovgivningen, begge i slutningen af 1990erne.

Ingen finansielle poster

Mads Bryde Andersen har ikke haft problemer med at leve op til kravene om, at han ikke må sidde i ledelsen af en virksomhed, der er under Finanstilsynets overvågning. Det har han nemlig aldrig været. Men han er formand for Alfred Benzons Fond, radio-tv nævnet, og en række juridiske foreninger.

Dog har han i næsten 20 år været sagkyndigt medlem af erhvervsankenævnet, som blandt andet tager stilling til anker over Finanstilsynets afgørelser. Så det er nok en stilling, som han skal fratræde nu.

Helt uden finansielle forbindelser er Mads Bryde Andersen nu ikke. Blandt andet sidder han i den måske fornemmeste VL-gruppe, nemlig gruppe 1, hvor han blandt andet mødes med Trygs CFO, Tor Magne Lønnum; Henrik Normann, der er tidligere direktør i Danske Bank og i dag adm. direktør for den nordiske investeringsbank, NIB; tidligere Amagerbank-formand Niels Heering, og tidligere FIH Partners-direktør Oscar Mosgaard. Her sidder han i øvrigt også sammen med Berlingske Mediers Lisbeth Knudsen. Hendes arbejdsplads kender han også, da han fra 2001 til 2007 sad i bestyrelsen for Berlingske Media.

 

Her er tilsynets ny bestyrelse 

 

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs