FinansWatch

ISS står til at skubbe Topdanmark ud af C20

Rengøringsselskabet ISS ser ud til at blive det nye medlem af indekset over de mest handlede danske aktier, C20 Cap, når indekset revideres i juni.

Den ugentlige omsætning af ISS-aktier overstiger nemlig omsætningen af aktier i rederiet Norden, der ellers kandiderer til at blive eliteindeksets 20. medlem.

Til gengæld vil C20-revisionen efter alt at dømme betyde et farvel til Topdanmark-aktien på den prestigefyldte liste.

"Der er altid nogle aktier, der er inde i en periode og ude i en periode. De fleste havde en klokkeklar forventning om, at ISS stod til at komme ind i indekset ved først givne lejlighed," siger aktieanalysechef Bjørn Schwarz fra Sydbank.

Ifølge aktieanalysechefen er det primært omtaleværdi, et selskab får ud af at være med blandt de 20 mest handlede aktier.

"Der vil altid være en tilbøjelighed til, at offentligheden har en øget interesse i de største virksomheder. I mindre omfang er det også med til at skærpe udlandets interesse. Når udlandet kigger på de danske aktier, er det først og fremmest de 20 største," siger Bjørn Schwarz.

Ud over, at Topdanmark altså ser ud til at ryge ud af C20 Cap og ISS kommer ind, ser indekset ud til at blive uændret, når NasdaqOMX reviderer det i juni.

Det nye C20-indeks træder i kraft den første mandag efter den tredje fredag i juni, og sædvanligvis melder NasdaqOMX ud i begyndelsen af juni, hvilke aktier, der kommer med i indekset, så de investorer, der handler efter det, kan nå at justere deres porteføljer.

Ud over omsætningen af selskabernes aktier tager NasdaqOMX også hensyn til, hvor stor en del af selskabets aktiekapital, der er i fri handel, når indekset skal sammensættes.

/ritzau/FINANS

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs