FinansWatch

Ugebrev: Danske banker yder russiske statslån for milliarder

De danske pengeinstitutter har til sammen lånt 6,4 milliarder kroner til den russiske stat. Det sker på trods af branchens målsætning om ikke at investere og dermed støtte stater, der systematisk krænker internationale normer, skriver Ugebrevet A4.

Steen Vallentin, lektor på CBS med speciale i ansvarlig investering, forklarer, at statsobligationer fungerer anderledes end andre investeringsformer. De danske banker og pensionskasser, der har ydet lån til Rusland, har således ingen indflydelse på den formue, som landet har lånt af dem.

"Problemet med statsobligationer er, at det er penge direkte i statens lommer. Og dermed støtter vi nogle regimer, som vi har problemer med," siger Steen Vallentin til A4.

De såkaldte BRIK-lande - Brasilien, Rusland, Indien og Kina - betegnes som højrentelande sammen med en række af u-lande. I BRIK-landene er danske investeringer i statsobligationer steget med over 50 procent de seneste fem år, viser tal fra Nationalbanken.

Særligt Rusland beskyldes for langvarig og systematisk korruption, ligesom landet kritiseres for at krænke opposition og minoriteters rettigheder.

Netop nu skules der til Rusland på grund af nationens handlinger i den verserende konflikt i det østlige Ukraine og med annekteringen af Krim-halvøen.

Den danske regerings Råd for Samfundsansvar har netop Rusland på listen over kontroversielle investeringsmarkeder, men på trods af statens krænkelser er Rusland ikke blandt de nationer, som den danske stat har indført investeringssanktioner mod.

Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen (S) siger til Ugebrevet A4, at han derfor ikke vil blande sig i de danske pengeinstitutters investeringer i russiske statsobligationer.

"Det er investorernes eget ansvar at foretage ansvarlige investeringer og stå på mål for deres vurderinger," siger ministeren.

Sydbanks investeringsenhed, Sydindvest, topper listen af danske pengeinstutters investeringer i Rusland med lidt over en milliard kroner.

"Vores system er baseret på mange forskellige faktorer, men det økonomiske har meget at sige. Rusland er et godt stykke fra at blive udelukket, for så slemt er det heller ikke, sammenlignet med andre lande," siger direktør i Sydinvest, Eskild Bak Kristensen, til A4.

Danske Bank er også på listen. Her understreger bankens chef for ansvarlige investeringer, Thomas Hyldahl Kjærgaard, at man afviser lande som Zimbabwe, der er "i en helt anden forfatning end Rusland".

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs